DE SVAGE ELEVER ER FUCKED!

De nationale tests er de svageste elevers ambassadør, skrev en tydeligt forvirret undervisningsminister fornyligt i en kronik i Jyllands Posten. Jeg konstaterer hermed, at de svage elever er fucked. Den forrykte udtalelse kom, fordi undervisningsministeren famler i blinde efter argumenter, der kan stå op imod den voksende flok af lærere, forskere og forældre, der mener hun bør gribe ind og handle i forhold til de mange ødelæggelser Antorini skabte i folkeskolen. Det tør hun åbenlyst ikke, men stikker istedet hovedet i spinkrukken for at finde ord.

Først bruger hun halvdelen af kronikken på almindeligheder om eksaminer, prøver og test. At vi ikke vil kunne måle elevers standpunkter uden en afsluttende eksamen, der kan bruges til at lukke eller åbne videregående veje. Hun blander alt sammen i en lang sang om at kende eleverne, inden vi betaler for deres videre vej. 

FORSKEL PÅ EKSAMEN OG NT

Som de fleste modstandere af nationale test, har jeg intet imod prøver og eksaminer. Det er den mindst skadelige måde at finde ud af, hvor eleven står efter endt skolegang. Det særegne og unikke ved både prøver og eksaminer er dog væsentligt forskelligt fra de nationale statsstyrede computertests: De udføres af lærere, der laver prøver og eksaminer med eleven - og til eksamen er læreren end ikke nok menneskelig kontakt, da man indhenter en censor. Med andre ord er prøver og eksaminer udført af fagpersonale, der sammen med eleven finder ud af, hvad der løbende skal arbejdes med. Jeg ved min søn prøves konstant og er under opsyn af lærerens faglige blik, og det er jeg tryg ved. Ja det forventer jeg faktisk. Disse prøver ender ud i samtaler med forældre og en efterfølgende opfølgning fra læreren, der er obs på det, der ikke rigtigt er på plads. 

De nationale test derimod er en syg omgang algoritmer, der sendes fra staten ud til en computerskærm, hvor en elev i de mindste klasser sidder og sveder med hånden på musen, mens de forsøger at gætte hvad en immatrikulationsfest er. Efter opslag her og der, som til eksamen ville være snyd, ved jeg nu at en immatrikulationsfest er en drukaften på universitetet. Det skal de vide i 4. klasse. Det består de svage elevers ambassadør og sikkerhedsnet af. Tak for kaffe!

De nationale tests har netop været afholdt - og i min mailboks har jeg fået godt 800 beskeder denne gang fra forældre, der ikke vil være med mere, lærere der har sendt mig skærmbilleder af de mest tåbelige ting jeg længe har set - opstandelsen er en selvfølge.

Et skærmbillede viser en elev i krise. Det forestiller elevens tankevirksomhed fra start til slut. Enkelte sidder foran skærmen i timevis, inden testcomputeren er tilfreds og kan give dem et standpunkt med hjem til mor og far. Mens eleven sidder febrilsk og klikker, går de andre langsomt ud af rummet for at lege udenfor. Eleven sidder tilbage med en fornemmelse af, at de andre nok er bedre når de allerede er færdige - og spørgsmålene er svære. Se på billedet. I starten tænker denne elev ´sig virkelig længe om, men kommer med forkerte svar. Efterhånden bliver de svar hurtige klik og til sidst klikker eleven bare hurtigt i blinde for at komme ud. Sådan ser mange skærmbilleder ud - og testens resultat påvirkes ligeså negativt som elevens lyst til skolegang. Der skal få grønne streger til for at kalde denne elev under middel. 

Sådan noget rører ikke Riisager og hendes embedsværk. I kronikken forsøger hun at stemple kritikken som den rene curling. Påstanden er nu, at de forældre der kritiserer har velfungerende børn i velfungerende skoler - og at disse forrykte curling-typer slet ikke har forståelse for, at Riisager og co udelukkende varetager de svageste elever - og at deres nationale computerspil er en ny ambassadør. Et sikkerhedsnet under de svageste elever. Jeg kan garantere dig for, Riisager, at de forældre jeg har kontakt med ikke alle er stærke forældre med stærke elever. Det er en stor blanding af folk, der oplever deres børn gå ned. De bedste og mest skoleglade elever kommer hjem “under middel” og mister troen på sig selv - de svage får nederlag på stribe gennem testen, klikker derefter i blinde og rammer måske rigtigt og er pludselig over middel eller giver fortabt efter 3 timer med 180 spørgsmål. Sådan fortæller lærere og forældre igen og igen om de tests der ikke har en dyt med læring at gøre, men udelukkende er til for at forske i skoler og finde argumenter for politiske tiltag. 

Min søn har nu i tre år været hjemme hvergang der testes - også jeres forsøg på at ødelægge ham i den seneste måneds tid er mislykkedes, da vi holdt fri sammen. Vi har istedet herlige dage hjemme, hvor jeg underviser ham, nu hvor ministeren har besluttet, at skolerne ikke må, men skal overlade lærertimerne til en computer. 

Riisager synker nu så dybt man kan i et forsvar for egen logik. Hun anklager modstanderne for at være helt unikke individer, der glemmer fællesskabets svage - og hun udråber testen til at være “de svages ambassadør”. Det er nok bare mig, men hvis jeg var en svag elev ville jeg virkelig ønske kontakt med en lærer, fremfor at sidde og svede foran et tastatur. Jeg ville sukke efter at blive undervist af en folkeskole med ressourcer og stærk faglighed - og jeg ville ikke styrkes af at få spørgsmål der er designet til, at jeg skal svare forkert. Spørgsmål der slet ikke tilhører mit klassetrin - og altså udfordringer, det ikke er meningen jeg skal kunne løse endnu. Undervisningsministeriet har lavet et computerprogram, mens de sparer på fagpersoner. 

Anekdoterne er utallige, hvis ministeren gad benytte et lille stykke tid i den folkelige debat. Børn der bukker under, ikke tør vise brevet hjemme eller ikke gennemfører testen, fordi lærerne griber ind overfor en tydeligt rystet elev, med tårer ned af kinderne. Hvis du ikke har de fortællinger Riisager, skal jeg nok printe de daglige mails ud i anonymiseret form, der beretter om folks oplevelser. I samme brev kan jeg lægge forskning, som det er del af dit arbejde at læse, men som du tydeligt ignorerer. Forskning, der viser at testen er skadelig. Ikke retvisende. Fejlagtig og endda nogle forskeres bud på, hvordan det kunne gøres frivilligt. Vi kan toppe med at lærere i hobetal ikke benytter testen, eller på forhånd adviserer både forældre og elever om, at de ikke skal læse testens resultater, fordi de intet viser. 

Jeg har haft - og har stadig - gode snakke med Merete Riisager. Hun skriver også i kronikken, at hun gerne deltager i debat og at hun lytter. Det kan jeg godt skrive under på at hun gør. 

Riisager lytter! Hun husker bare ikke ret godt.

Da ministeriet ignorerer fakta og nu er gået ind i den fase, hvor man spørger kommunikationsfolk om at sætte fine overskrifter på åbenlyse fejl, er kampen om en god politisk forståelse tabt. Den kan ikke udkæmpes ved at komme med saglige argumenter - da ministeriet ikke lytter til andre end dem, der er enige med dem selv. Jeg er nu ved at færdiggøre et borgerforslag om nationale tests. Jeg hader ellers de borgerforslag som pesten, da jeg satte min lid til at man kunne tale med politikere. Men når man på nogle områder lider af faktaresistens eller måske er i lommen på lidt for magtfulde embedsfolk, kan et borgerforslag tvinge sagen i folketingssalen - og bagefter stemme efter de vi hører til næste valg. Jeg skriver med mange folkevalgte og opbakningen til Antorinis linje vakler, på grund af de åbenlyse eksempler der næsten dagligt rammer både medier og børn. 

Jeg tror virkeligheden vil ryste undervisningsministeriet, hvis I kiggede forbi den ved lejlighed, fremfor at læse om den i rapporter.