Sponseret blog: Alinea

Sponseret blog

Det er absurd, at vi lever i et samfund stærkt præget af en digitalisering, som vi ikke forstår

Vi hedder Lauritz Christian Holme og Mads Villum Nielsen. Vi er gymnasieelever på Allerød Gymnasium og så har vi udgivet en undervisningsbog om kodning på Forlaget Alinea.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi er to ex-folkeskoleelever på 17 år, som nu begge går på Allerød Gymnasium i 1.g. I denne uge er det os, der skriver Alineas blog her på Folkeskolen.dk.

Vi har en stor interesse for programmering og har i en del år brugt vores fritid på at udforske og lære om den verden af muligheder, som programmering tilbyder. Gennem vores skolegang har vi lavet mange sjove computerprogrammer. Det foregik dog uden for skoletiden, og vi havde egentlig aldrig tænkt over, hvad programmering kunne åbne op for i undervisningen, før vi stod midt i en matematikkonkurrence i 8. klasse.

I konkurrencen blev vi stillet over for matematikopgaver, der krævede en problemorienteret arbejdsproces. Vi løste opgaverne på traditionel vis, indtil vi nåede til opgave 8. Da vi læste opgavebeskrivelsen, slog det os, at den bedste måde at løse opgaven på var med et program, og vi udviklede derfor vores eget program, der løste opgaven, mens vores klassekammerater sad slavisk og afprøvede en masse forskellige gæt.

Alinea

Sammen med de allerdygtigste forskere og praktikere udgiver Alinea læremidler, der bidrager aktivt og målrettet til elevernes faglige udvikling fra første dag i nulte til sidste dag i niende. Alineas læremidler støtter læreren i at gennemføre en meningsfuld og relevant undervisning, og de bidrager med viden og inspiration, når der skal bringes nye metoder i spil og arbejdes med mål og evaluering. Alinea er en del af Egmont, som er Danmarks største mediekoncern og blandt andre omfatter forlaget Lindhardt og Ringhof, Carlsen, Akademiske Forlag og Nordisk Film. Egmont er en fond, som siden 1920 har støttet børn og unge med over 2,6 milliarder kroner.

Efterfølgende begyndte vi aktivt at inddrage programmering i undervisningen, så snart vi så en mulighed for det. Da vi så senere i 9. klasse skulle lave en projektopgave, var det naturligt for os at fokusere på behovet for digital dannelse og inddragelse af programmering i folkeskolen. Vi fik god respons på vores projekt og blev opfordret til at gå videre med det. Vi kontaktede Alinea, og i dag kan vi med et smil på læben kalde os forfattere til en undervisningsbog, der skal lære elever i 7-9. klasse at programmere.

Alle elever bør kende til programmering som en del af deres almene dannelse Med bogen håber vi at kunne bidrage til, at vi i undervisningen i grundskolen for alvor kommer i gang med at arbejde med programmering. Vi har, gennem vores forløb, mødt den kritik, at programmering i undervisningen blot er en modetendens, og at der ikke er en langsigtet holdbarhed i at arbejde med det. Det har fået os til at tænke over, hvad der egentlig skal til, for at et emne inkorporeres i undervisningen i vores uddannelsessystem. Vi mener, at et emne bør indgå som en del af den almene læring, når det har en essentiel indflydelse på vores samfund og vores måde at leve i og forstå verden omkring os. Teknologi, digitalisering og programmering udgør i stadig større grad fundamentet for udvikling af nye processer og produkter i vores hverdag. Lige fra du starter opvaskemaskinen, stiller dig ind i en elevator, til du tjekker ind med dit rejsekort.

Vi mener ikke, at alle elever skal være uddannede programmører, men vi mener, at alle elever bør stifte bekendtskab med programmering som en vigtig del af fremtidens almene dannelse.

Teknologi har en stadig voksende indvirkning på vores verden, og virkeligheden er, at vi er storforbrugere af digitale produkter og processer, som vi ikke forstår os på. Denne uvidenhed medfører ikke kun en manglende kritisk sans som bruger, men også en sårbarhed over for potentiel manipulation fra udbydere af produkter, som fortæller os, at vi bør købe den nye, ‘bedre’ mobil, fordi den er 150 procent hurtigere end den fra sidste år. Kort sagt svækkes vores forståelse for den verden, vi lever i.

Det er for os en absurd tanke, at vi lever i et samfund stærkt præget af en digitalisering, som vi ikke forstår.