Ann-Berit

Ann-Berit

Blog

Nej, forældrene skal ikke blande sig udenom

I min butik skal de blande sig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg var yngre, var jeg temmelig bange for forældre. Mest fordi jeg var bange for, om de nu ville være uenige med mig, kritisere mit arbejde eller være utilfredse med min klasseledelse. 

I dag tænker jeg, at mit yngre jeg måske bar frygten for forældre i samme hånd som den dårlige samvittighed over ikke altid at slå til. Jeg vidste det måske godt, men havde bare ikke lyst til at blive konfronteret med det. 

Ann-Berit

Jeg er dansklærer og PLC-medarbejder på Mølleskolen i Ry. I mit lærerliv er børnene i centrum. Min undervisningstid er ikke min egen. Det er børnene. Jeg har særligt fokus på børnefællesskaber. Det er vigtigt for mig, at børnene er trygge i deres fællesskab. Så bliver de nemlig i stand til at deltage i undervisningen og få optimalt udbytte. Jeg elsker mit arbejde og tænker på det uafbrudt - også når jeg har fri, og jeg gør det med glæde og stolthed.

Som ung kvinde tog jeg alt ned i maven og med hjem, hvor det så kunne rumstere resten af dagen og ind imellem også holde mig vågen om natten. 

Er jeg god nok?

Så jeg holdt forældrene lidt ud i armslængde og holdt i de første år kun de obligatoriske møder. Også selvom deres børn ind imellem kunne være i knibe. Jeg skrev ugebreve til dem, hvor jeg skrev om alt, hvad der var godt, men alt det svære, det lod jeg være. Det var simpelthen for farligt for mig.

Når jeg med mine (næsten) 50-årige øjne kigger tilbage på den yngre Ann-Berit, så skammer jeg mig på ingen måde over mig selv. Jeg ville ønske, jeg havde været klogere og dygtigere, men erfaringerne er jo indhentet undervejs, og de er der ikke altid i opstarten. Jeg havde ikke den store erhvervserfaring med mig ind i lærerjobbet. Jo, et par år som lærervikar under læreruddannelsen. Men det var i Vestjylland i 90'erne, og min vikarpraksis var ikke forbundet med stor pædagogik. Hvordan kunne den også være det?

Når det så er sagt, så ville jeg ønske, at jeg havde taget forældrene ved hornene noget før. Med årene som lærer kom erfaringen, og jeg blev stærkt optaget af, hvordan jeg hele tiden kunne forbedre og finpudse min praksis, så mine elever udvikler sig mest muligt hver især.

Men at være dygtig til samarbejdet med forældre? Det var jeg længe om.

Jeg kan huske, at jeg for en del år siden sad med Sofies mor. Hun var ret høj, kom ind og satte sig tungt med korslagte arme overfor mig med et ansigtsudtryk, der var svært at afkode. Hun sagde: "Jeg har tænkt på at flytte Sofie til en anden skole." Jeg sagde: "Det er du i din gode ret til at gøre." Og så gik luften ligesom af hende, og hun kiggede på mig og fortalte om sine bekymringer med Sofie. Og så var der dialog. Opbyggelig dialog.

Jeg tænkte, efter samtalen, at hun kom ind som en olm tyr, men at hun i virkeligheden havde brug for min hjælp. Den oplevelse gav mig en indgangsvinkel til forældre, der kan optræde "skræmmende" på forskellige måder. De kan være vrede, oprørte, højlydte, overfusende, irriterede eller på anden måde aggresive imod mig - eller imod skolen. Og inde bag alle ordene og fagterne, så er der en mor eller far, som er bekymret for sit barn og som har brug for min hjælp.

Lige siden har jeg øvet mig i at se ind bag ved og undlade at tage vreden ned i maven og med hjem. Og det er jeg faktisk blevet utroligt god til - og det føles virkelig godt.

Jeg har i løbet af de seneste 10 år også øvet mig på at forebygge - at samarbejde og at involvere forældrene i stedet for at holde dem ud i armslængde.

Forleden afholdt jeg første forældremøde med min nye 1. klasse. Jeg fortæller forældrene med stor tydelighed, at mit mål er at gøre dem til trygge forældre, for trygge forældre giver trygge børn. De skal turde stole på, at jeg kan hjælpe deres børn igennem samtlige små og store genvordigheder, som et klassefællesskab i et skoleliv kan udsætte dem for. Det gør jeg - ved første møde - ved at fortælle dem, at alt, hvad der sker af konflikt på skolen, tager vi os af. Vi løser konflikterne med børnene i skolen. Forældrene bliver informerede om større konflikter, men vi fortæller dem altid både, hvad konflikten handlede om, men også hvordan vi har løst den, hvad vi har aftalt - og eventuelt hvad de skal gøre - eller ikke gøre. 

Vi tager ansvar for det, som sker på vores banehalvdel. Det betyder ikke, at forældrene ikke har ansvar, men vi sender aldrig konflikter hjem til forældrene og forventer, at de løser noget, der sker i skolen.

Jeg skriver også til forældrene hver fredag. Ikke nødvendigheder som regntøj og gummistøvler skal huskes om onsdagen, men nice-to-know. Jeg skriver lange fredagsbreve på AULA, og jeg ved, at der er delte meninger om, hvorvidt forældre overhovedet gider læse mere på AULA. Men min erfaring fra min tidligere klasse, hvor jeg sendte fredagsbreve hver fredag igennem 6 år, er, at 22 ud af 29 forældre læste dem hver fredag. Nogle forældre efterlyste dem, hvis jeg ikke fik dem skrevet til tiden - og andre fortalte, at de læste dem højt for hinanden ved aftenbordet. Mine fredagsbreve er frivillig læsning. Og de bliver læst.

Fredagsbrevene er et tryghedsskabende element for forældre. Her fortæller jeg om gode oplevelser, men også om, hvad jeg ikke fik til at lykkes - altid med en pil, der peger ind mod mig selv. Jeg viser dem, at jeg ikke er ufejlbarlig, men jeg skriver også altid, hvordan jeg vil arbejde med det, som udfordrer mig - eller børnene - for selvfølgelig må de ikke efterlades usikre. Det handler om tryghed.

Forældre ved INTET om deres børns skoleliv. De ved kun, hvad deres eget barn fortæller - og det er altså en farvet fortælling, der helt sikkert er børnenes personlige sandhed, men den er også farlig ind imellem, fordi den er ensidig. 

Det sidste vigtige element i mit forældresamarbejde er HYPPIG kontakt. Jeg skriver eller ringer, hvis der er noget, jeg har brug for at vide - eller fortælle. Ingen forældre skal undre sig og sige: "Hvorfor hører vi først om det nu?" Jeg tager ting i opløbet. Jeg bruger forældrene og stiller mig også gerne til rådighed - for ALT hvad der rører sig. Jeg siger til dem, at de bare skal skrive til mig - om stort og småt. Er det nødvendigt, så ringer vi sammen efterfølgende. Men der er ALTID hul igennem - og jeg svarer altid med det samme. 

Lærere er forskelligt indrettet, men jeg vover den påstand, at afstandtagen fra forældre ofte hænger sammen med personlig usikkerhed. Det gjorde den i hvert fald hos mig.

Spørger du mig, er vi nødt til at give afkald på den "suverænitet", vi klynger os til for at få lærerlivet til at være uden besvær og sten på vejen. Forældre beder om hjælp, også når de skælder ud. Og vi er nødt til at være på børnenes side, så hver gang vi afviser forældre, fordi de er sure, så afviser vi også at hjælpe børnene.

Hvis du spørger mig.......

Powered by Labrador CMS