Blog
1000 dages #lærerliv i statusopdateringer - anden del
Jeg har været lærer i 1000 dage. På min anden dag som lærer postede jeg en status på fem ord om min tilstand og siden har jeg nogen gange dagligt, nogen gange hver tiende dag, skrevet en opdatering af hvordan det står til med lærerlivet. Jeg har delt elevcitater, anekdoter fyldt med glæde og frustration og reflektioner omkring mit arbejde. På vejen har jeg mødt skole/hjemsamtaler, coronahjemsendelser og sygemeldinger. Herunder kan du læse om mit andet år som lærer, der startede i august 2020.
Læs 1000 dages #lærerliv - første del
Dag 325 i #mitlærerliv
Når geografilæreren ikke har fået købt en notesbog og inspirationen rammer i form af mødet med de Sydtyske floder og bjerglandskab, så må alternative midler tages i brug, så nu bruger jeg den frie plads i min rejseguide.
Det er 26 dage siden vi sendte 5. klasse på sommerferie og jeg begynder at se frem til næste skoleår!
Dag 335 i #mitlærerliv
Matematikgrupper til starten af skoleåret konstrueret efter et større puslespil af de gode børns ønsker.
Det er en rigtig fin måde at komme i gang med at tænke på de 26 munchins igen. Ferien rinder ud og spændingen spreder sig over at vende tilbage til mit andet år som ægte lærer.
Dag 359 i #mitlærerliv
Første dag med 7. klasse blev skudt af med et brag! Engineering-dag fra 8-13.30, hvor de skulle konstruere løsninger på transport af varer, her repræsenteret af skolemælk.
Praktiske løsninger på hverdagens problemer er oplagte at arbejde med. Det giver mening for eleverne, blod på tanden og styrker interessen i stem-fagene. Selvfølgelig er alle ikke lige engagerede, men det er jo heller ikke samtlige børn fra en ungsomsårgang, der skal være ingeniører og naturfagsfolk. Trods alt.
Alle kom igennem og nogen strålende.
Dag 374 i mit #lærerliv
Jeg havde samtalen med forælderen til det barn jeg har skrevet debatindlæg om og gav hende debatindlægget i hånden. Hun har lige sms'et, at det er flot skrevet og at hun blev rørt.
Mavefornemmelsen er i top og Fjällräven er fyldt med lærerhjerte.
Dag 380 i mit #lærerliv
I dag prøvede mine elever at narre mig til at drikke en "cola", som i virkeligheden var en flaske med soyavand med kulsyre i. Heldigvis er de virkelig dårlige til at skjule en practical joke.
Jeg kan konstatere at jeg er Anna (voksen), selvom jeg til tider selv er i tvivl.
Men også tegninger! Og laminerede, for some reason. 😂 Nyder stadig at være mellemtrinslærer.
Dag 383 i mit #lærerliv
Elev: "Jeg tror naturfagsugen bliver rigtig sjov, for dem som synes natur og teknologi er sjovt."
Mig: "Jeg tror du skal være politiker, med så diplomatisk en måde at sige at du ikke glæder dig på."
Dét grinede han i det mindste af.
Dag 397 i mit #lærerliv
En udmattet lærer går på weekend. Jeg er stolt af mine 26 poder, der har gennemført projekt #edison og præsenteret deres løsninger på fremtidens problemer.
Der var fine dommere på besøg og jeg nød at se dem i en situation, der næsten var som en minieksamen og se dem alle klare skærene.
Så er det trætheden værd. ♥️👩🏫
Dag 400 i mit #lærerliv
Når man først har undervisning kl. 12 og forberedelse gerne må foregå hjemme.
Mød min nye teammakker. Hun bidrager ikke med så meget, men æder løs af snacks.
Dag 402 i mit #lærerliv
Natur/teknologi ekskursion med 6.a. Søde, glade, spørgelystne elever, en brandgod kollega og krabber i hobetal.
Tilføj to ellers svingende engagerede børn, der entusiastisk diskuterer hvilken fisk, der kan spise hvilken og så kan du nok regne ud hvor god en dag jeg har haft.
Dag 403 i mit #lærerliv
Anden dag med ekskursion med en ny klasse. Dagen gik med fiskeri, men også langdistance panik-planlægning af idrætsdag i morgen.
Jeg vil tro at det er en rekord på skolen, at ingen af lærerne i skema er raske. Heldigvis har vi en gruppe dygtige pædagoger, som kan træde til ved nødsituationer. Hurra for dem.
Nu står den på efterårsferie for mig!
Dag 420 i mit #lærerliv
Lykken er komplet, når man kan bruge undervisningsforløb fra læreruddannelsen med sine egne elever. Det bliver kun bedre af, at man også kan snige en studiekammerats' video om landskabsdannelse med ind.
Dag 429 i mit #lærerliv
I dag lavede vi forsøg med gær, balloner og æbletilberedning. Jeg fortryder at jeg ikke tog madkundskab som linjefag og at det er sidste år i denne omgang jeg får fornøjelsen. Når man kan nørde det så meget er det næsten biologi.
Bonus: Kan du se hvad der er på min arm under superlærerlogoet?
Dag 436 i mit #lærerliv
Dagen stod på en meget øjeåbnende første dag på arbejdsmiljøuddannelsen.
7 kopper kaffe drukket, hænder sprittet 45 gange, 8 timer brugt på at blive en langt bedre AMR med en klarere idé om hvad arbejdet indeholder.
Dag 443 i mit #lærerliv
33 af eleverne og 2 af lærerne på min 6 årgang er hjemsendt. Nu rykkede fætter Corona helt tæt på.
Madkundskab i morgen er omlagt til sanketur i skoven. Tips til ting vi kan finde modtages.
Sindstilstand:
Dag 448 i mit #lærerliv
Søndag eftermiddag på sofaen med scoring af matematiktest og kaffe. Peak lærerliv. 👩🏼🏫
Er der mon andre, der sidder og hepper på præstationen af deres elever imens de retter, eller er det bare mig? 😅
Dag 450 i mit #lærerliv
6.a trænger til et seriøst divisions brush-up. Det gjorde deres lærer også lige. I morgen står den på elever som eksperter og så skal vi dælme nok få styr på den sidste regneart. 👩🏼🏫💪💪💪
Dag 452 i mit #lærerliv
Hjemsendt. Status pt:
Dag 453 i mit #lærerliv
Vi ser ultranyt og spiller Among Us. Tidligere lavede vi matematikbingo. Søde børn, som jeg glæder mig til at se igen på tirsdag.
Karantæne er træls, men vi har efterhånden styr på teknikken!
Dag 456 i mit #lærerliv
Stadig hjemsendt. I dag underviste jeg 7. a og b i geografi over teams, imens de sad i klassen. Uendeligt kaotisk for alle parter, men bedre end ingenting, håber jeg(?) 🧐 Det er umuligt at fornemme dem på den måde gennem en skærm og understreger så tydeligt hvorfor lærerarbejdet ikke bare er formidling, men også relationer.
Nuvel. Gletcherforsøget vi skulle have lavet i klassen underholdt i det mindste også lille Bo, som troede hun havde fået sig en ny vandskål.
Dag 457 i mit #lærerliv
Første runde skole/hjemsamtaler overstået og rimelig tilfreds til sidst. Skolen er fint pyntet og vi er endelig tilbage fra karantæne. Hurra!
Snydt igen - anden hjemsendelse
Dag 467 i mit #lærerliv
Fredagsafslutning med 6.a. Nissehuer og rensdyrhorn skal der til i denne meget mærkelige tid. Vi har for alvor kun det sjov vi selv laver.
Nu vil jeg pleje min nakkestivhed og holde computerfri. Arbejdsmiljøet er sgu under pres i det her hjemsendelseshalløj.
Dag 469 i mit #lærerliv (weekendlæreren)
Det gik i dag op for mig, at 60% af min tid som lærer har været under coronarestriktioner. For nogen af mine venner gælder det for 100% af deres tid som nyudklækkede.
Hvad gør det egentlig ved vores arbejdsliv at starte ud i en krisesituation?
At skulle agere som politibetjent overfor elevernes samvær, holde afstand, men være nærværende, undervise digitalt, men klasselede? Uden at have fem, ti, femten år i rygsækken, der minder om at det forhåbentlig bliver godt igen?
Jeg har ikke rigtig en munter anekdote eller et call to action i dag. Jeg tænker bare. Tænker du noget?
Dag 470 i mit #lærerliv
Selvfølgelig er det i dag Skoletube/unilogin går ned med stress. Det burde vi vel alle have forudset.
In other news:
Min nye kollega-kat er sygt doven. Hendes eneste input er i lyde, hun lægger sig ned midt i teamsamarbejdet og udstråler på alle måder ugidelighed i forhold til både fagligheden og klasseledelsen.
Savner de andre kollegaer, der er noget mere energiske og løsningsorienterede. En del mindre til mavenusseri i arbejdstiden, dog.
Dag 492 i mit #lærerliv
En dag på skolen kunne det blive til i denne uge med undervisning og omsorg for de særligt herlige.
Der er altså tid til at være noget for dem, når man har 1:4 normering, skulle jeg hilse og sige. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Nu tager jeg hjem med G&T fra forældrene i 6.a. 🥳
Dag 494 i mit #lærerliv
Okay, så billederne er fra i går, men jeg vil bare blære mig med mine elevers forsøg på at lave kuber og cylindre i sne.
Man må få det bedste ud af alle situationer og ligesom man siger "when life gives you lemons..." så sagde vi i går "Når livet giver dig sne i matematiktimen, så lav 3D figurer."
I dag skal de lave en lille en på 10x10x10 cm. af resterne og bagefter efterteste rumfanget af den i et litermål.
Dag 499 i mit #lærerliv
Idyllisk så det ud i søndags, da jeg bagte kardemommesnurrer som forberedelse til madkundskab med 6. klasse.
Mindre idyllisk er det så, at to af eleverne i den ene klasse i dag har formået at smække sig selv ude, imens bolledejen stod til hævning. 🤦😂
Dag 502 i mit #lærerliv
Færdigbagt lærer og meningsdanner? Det føles lidt halvhjertet over Zoom, på trods af stor og god indsats fra dygtigere undervisere, men det lille projekt er nu slut. Det skulle havde varet 4 måneder, men tog i stedet næsten et år.
Det er ikke et væld af debatindlæg det er blevet til, men jeg har da skrevet og talt, været en enkelt gang i Folkeskolen og på DR og er fortsat med min optælling af lærerdage til den anden side af 500.
Næste skridt: Bedre psykisk arbejdsmiljø, mere specifikt en digital fredagsbar på FU.
God weekend!
Dag 505 i mit #lærerliv
Vi har geografi i 7. og eleverne skal forsøge at bruge historiske kort til at finde ud af hvornår skolen, stationen mv. er bygget.
En elev kommer ind for at få hjælp med at finde Virum. Jeg siger han skal prøve at se hvor København er til en start og han begynder at zoome ind på Fyn, imens hans gruppemakker og jeg er skiftevis ved at krakelere af grin og skiftevis forsøger at hjælpe.
Dag 506 i mit #lærerliv
I dag var jeg på skolen for at fjernundervise de fire første timer, før jeg tog ud i skoven og mødtes med fire af de knægte, der klarer sig fint fagligt, men som socialt har det svært bag skærmene. Vi legede vinkeskjul, blev mudrede langt op af benene og grinede sammen.
I dag var sådan en af dem man husker. De mange dage i hjemmeundervisningen glæder jeg mig til at glemme.
Dag 513 i mit #lærerliv
Jeg sluttede dagen af med at spille Skribbl med tre af de knægte jeg skulle have været i skoven med. Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres bud på hvad ordet var. 350 point til første, rigtige gæt.
Dag 516 i mit #lærerliv
Det er de små glæder, som f.eks. at jeg har lært Teams' funktion "Private rum" at kende og nu kan bruge dem til at sende eleverne ud at arbejde, uden at det tager fem minutter hver gang for dem at åbne et møde og komme tilbage til hovedmødet.
Og weekend snart, helt uden Teams.
Dag 519 i mit #lærerliv
Til stor glæde for mit eget psykiske og fysiske arbejdsmiljø har jeg lavet mine bogkasser om til naturfagskasser til online undervisning. Selvfølgelig er der to hajer med. Og Darwin.
Dag 521 i mit madkundskabs #lærerliv
Stadig, efter 521 dage, min yndlingsforberedelse. Resten af mormorhuset er også ok med det.
Dag 522 i mit #lærerliv
Efter to modulers madkundskab tog jeg toget til Virum for at gå i skoven med de fire knægte igen.
Heldigvis er deres forældre så glade for det, at de nok ikke klager over den ekstra tøjvask efter at have rullet ned af bakker og leget fangeleg. I hope. 😅
Vi glæder os til at spille rundbold og ses med resten af 6.a, men hvor er det dejligt at der stadig er mulighed for at gøre noget særligt for et par af dem.
Dag 524 i mit madkundskabs #lærerliv
Jeg har lavet mange fastalavnsboller til næste uges madkundskab med 6. klasse. Det er heldigt at der er fire voksne med en sød tand til at aftage eksperimenterne.
Dag 528 i mit madkundskabs #lærerliv
Alt er fastalavnsboller og kage. Corona-døsen er for alvor sat ind, men 6.a er stadig ved godt mod og jeg har kun én dag mere bag skærmen, før der er vinterferie.
Dagens underholdning var at høre min kollega sige "fuck" ind i mikrofonen midt i fastalavnsbollebagningen. Vi kan jo ikke alle være lige rutinerede. 😎
Dag 530 i mit #lærerliv
I dag fik jeg taget min første kviktest i samme idrætshal som vi får taget skolefoto, som der i normale år er afslutning i med 9. klasse og som i foråret husede en af mine 5. klasser ved enkeltmandsborde med 2 meters afstand.
Kom ikke her og sig at skolerne er ufleksible.
Testen var i øvrigt negativ. En glimrende måde at tage på vinterferie.
PS. Det var ikke slemt og det uddannede personale var dygtige og omsorgsfulde. Tak, Lyngby-Taarbæk Kommune 😉
Dag 540 i mit #lærerliv - Dag 75 som hjemsendt.
6.a blev sat til at finde eksempler på stoffer på fast, flydende og gasform. Det ledte til mange gode spørgsmål.
"Er det så gas inde i en lighter?"
"Er dug en gas eller flydende?"
"Hvordan tager man billeder af en gas?!"
"Hvad med chokolade? Det kan jo være fast og flydende."
Dag 541 i mit madkundskabs #lærerliv - Dag 76 som hjemsendt
I dag stod på bagning af minitærter med kylling og blomkål sammen med 6.a, efterfulgt af video-anmeldelser af tærterne.
Med udsigten til nok at nå at have dag nr. 100 herhjemme, er jeg uendelig glad for at være på en fleksibel skole i en fornuftig kommune, hvor vi selv kan tilrettelægge dagene, så de giver mening. Praktisk madkundskab er som skabt til mine 6. klasser og tv-køkkerne er små vinduer ind til mine elevers verdener.
Dag 542 i mit #lærerliv - dag 77 som hjemsendt
Natur og teknologi fortsætter med køkkenforsøg med smeltning af en isterning til demonstration af faseovergange. Katten hjælper.
Mine elever afleverede gode fotoeksempler på fast, flydende og gas, men 70% af eksemplerne var H2O i en af de tre tilstandsformer og en af eleverne har lagt et løg ind... 😂
Dag 544 i mit #lærerliv - dag 79 som hjemsendt
I dag ikke helt hjemsendt alligevel. De bedste dage er fredage. De starter kl. 5.45, når vækkeuret ringer og topper i tidsrummet 8-12.45, hvor jeg tager vagten ovre på skolen med de seks særligt herlige. Tænk sig at få lov til at hjælpe rigtige, levende børn i virkeligheden og ikke bag en skærm.
I dag fik jeg også nuppet tastatur og mus med hjem fra skolen til et ordentligt hjemmekontor, der kan afhjælpe den hårdt prøvede nakke.
Dag 546 i mit #lærerliv - dag 81 som hjemsendt
Efter en roadtrip til Gentofte med min bofælle og en time med samling af bord og stol er jeg nu den glade indehaver af et lillebitte kontorhjørne. Så kan marts bare komme an!
Dag 547 i mit #lærerliv - dag 82 som hjemsendt
Med hjemsendelsen er der tid til lidt havearbejde på altanen i forårsvejret, som et break imellem undervisning og forberedelse.
Samtidig kan naturfagslæreren her så nørde videre på inspirationen til et tværfagligt forløb om kompost og bokashi-fermentering i 8. klasse. Man kan i sandhed sjældent sige at læreren kan finde ud af kun at holde fri.
Dag 548 i mit #lærerliv - dag 83 som hjemsendt
Naturfagslæreren efter 6 timers online undervisning. Det trækker tænder ud at sidde en hel skoledag, selv en forkortet udgave.
I dag stod på 3x2 timers natur og teknologi med tilstandsformer og faseovergange. Vi lavede forsøg med en ballon med vand og næste gang skal 6. klasse lave deres eget med dug på et koldt vandglas.
Dag 549 i mit #lærerliv - dag 84 som hjemsendt
Efter fire timer med 6.a på Teams havde jeg i dag en aftale med tre knægte og en fodbold i Geels Skov. Halvanden time senere trillede de alle tre hjem igen med røde kinder, mudrede bukseben og glade smil.
De forstod vist ikke helt hvad jeg ville med et billede af deres fødder, men der er så vidt jeg ved ikke noget GDPR ved sko.
Dag 550 i mit #lærerliv - dag 85 som hjemsendt
Her en uge før dagen, som vi nok aldrig glemmer, femten dage før dag nr. 100 i denne omgang.
Jeg må konstatere at nogen af mine dygtigste og sødeste elever er ved at gå i stykker, imens andre af mine søde, kloge elever tager det med oprejst pande. Nogen af de særlige på skolen skal hjem igen, hvis de kan, så vi kan få plads til nogen af dem, som ikke kan klare at runde dag nr. 100 bag skærmen. Jeg får jævnligt tårer i øjnene når vi snakker om hvor søde og gode vores elever er til at få det til at køre, men manglen på en slutdato gnaver på både dem og os.
I dag snakkede jeg også for første gang i to uger alene med min teammakker. Tiden blev spist af andre ting og sygdom, men det må den vist ikke blive igen, for vores "lille snak" blev til 50 minutter.
Det nye håb vi har plantet er et minde fra i foråret sidste år, hvor vi var på skovtur med bål, skumfiduser og løbeture op på den lokale bakke. Det håber vi at vi kan få lov til at gøre med dem igen, hvis vi mødes alle 28 udendørs. Det er sådan en lille glød jeg går rundt med i brystkassen nu.
Den må mindst kunne gløde videre til dag nr. 100.
Dag 551 i mit #lærerliv
Fredage er jeg ikke hjemsendt. Dem kan jeg i stedet tilbringe på skolen med de særligt herlige. Her er jeg både dansk-, matematik-, engelsk-, billedkunst- og klasselærer på en gang, når 7 elever fra 6. årgang sidder med hver deres undervisning i gang. Her er der ikke noget, der hedder læringstab eller trivselskrise.
Vi drikker te, regner procenter med centicubes og, som Freja fra den ene klasse fortalte den nyeste elev i nødundervisningen: "Når Anna er her om fredagen /skal/ vi udenfor i frikvartererne og så spiller vi ost."
Damn right. Solen skinnede også i dag.
Dag 555 i mit #lærerliv
"Det var fedt at få lov til at lave forsøg, Anna. Nu kan vi jo se at det passer."
Meningsfuld, digital undervisning, her på en dag hvor vi har fået at vide, at vi ikke er #hjemsendt en dag om ugen.
Vi ved intet om hvordan det skal struktureres og vi forventes igen at tage ja-hatten på og sadle om. Det er benhårdt og opslidende. Men til gengæld må mine elever snart se hinanden. De må spille rundbold, løbe om kap og være små teenagere.
Det er okay. Så kan vi klare os lidt længere igen.
Dag 556 i mit #lærerliv
Vi skal mødes. Jeg glæder mig stadig, men dagen derpå har konfrontationen med realiteterne ført til store frustrationer.
Fysisk undervisning udenfor i 5 lektioner i martsvejret uden arbejdstøj. Både lokationer og dage er fastlagt, men kolliderer med undervisningen i 7., rammerne er uklare, spørgsmålene mange.
Forhåbentlig bliver vi snart klogere.
Dag 557 i mit #lærerliv - dag 92 som hjemsendt
I dag burde jeg måske sige noget bevinget om årsdagen, men jeg har ikke noget bevinget at byde på.
Det er blevet til mange lærerdage uden sygedage siden hjemsendelsen betød et bedre indeklima, trods et generelt ringere arbejdsmiljø.
I dag måtte jeg dog se mig selv slået ned af migræne og begyndende forkølelse. Det er dælme underligt at lave vikarplan til online undervisning, men det er held i uheld at vi har gode vikarer, som kender klasserne.
I morgen - ned og tage endnu en test. Og sådan fortsætter møllen.
Dag 561/62 i mit #lærerliv - dag 96/97 som hjemsendt
Når matematiklæreren ligger søvnløs, så hun udskifter den plan hun egentlig havde for morgendagen med noget helt andet, anvendt matematik. Dette efter at have scrollet tankeløst gennem SoMe og faldet i staver over et opslag fra @danskeskoleelever , der harcelererer over at de lærer for lidt om økonomi.
There you go, 6.a. Nu ved I hvem I skal bebrejde for tirsdagsopgaven. 🥳🎉
Dag 565 i mit #lærerliv - dag 100 som #hjemsendt
On fridays we wear pink noses, cheeks and ears. I hvert fald startede dagen koldt ud med snevejr på vores tildelte boldbaner og 6.a drillede mig gevaldigt med at jeg havde sagt de skulle have solcreme på. Langsomt krøb skyerne dog væk og jeg fik ret!
Tiden gik med lege og sjov og de hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab. Så kan vi klare den lidt igen bag skærmen. Der sker altså noget særligt, når man er sammen sådan ægte.
Dagens krigshelt blev et barn med en forstuvet fod, der blev båret rundt at den stærke vikar vi havde med, til stor misundelse fra resten af klassen.
Dag 566 i mit #lærerliv
For et år siden sad jeg første gang på Teams for at hjælpe mine elever med den opgave de havde fået for i de første dage af hjemsendelsen.
Jeg håber at jeg om et år ser tilbage på onlineundervisningen som et fjernt, let humoristisk minde. I dag er det lidt for svært at more sig over endnu.
Dag 568 i mit madkundskabs #lærerliv - dag 103 som hjemsendt
I dag stod den på samosaer med 6.a, efterfulgt af en forældresamtale.
4 dage tilbage til påskeferie og håbet lever om at vi kan komme tilbage på en eller anden måde. Forhåbentlig også med bare lidt mere forberedelse end 9. klasse fik.
Dag 569 i mit madkundskabs #lærerliv - dag 104 som hjemsendt
Om to uger er jeg og 6. årgang tilbage på skolen på halv tid, men ingen af os aner under hvilke forhold og i eftermiddag har vi teammøde, hvor skemaet skal lægges.
Jeg tror bare jeg spiser en dessert-samosa mere, i stedet for at gennemskue hvordan dét skal lade sig gøre.
Dag 570 i mit #lærerliv - dag 105 som hjemsendt
Når geografitimen med 7. klasse starter med fremlæggelser og den første gruppe lægger fra start med ikke at kunne huske hvem de er, følger op med ikke at kunne finde deres noter og afslutter med en på alle måder fagligt utilfredsstillende gennemgang, så er der fuld plade i træt-lærer-bingo.
Tilsæt gruppen, der havde Australien, men ikke vidste hvor Australien var henne.
Så er det da heldigt at Meny havde en onsdagssnegl og at der stadig er kaffe på hjemme-lærerværelset.
Dag 571 i mit #lærerliv
Anden gang med udedag, denne gang i skoven ved Holtekollen.
Bål, åndssvag, men kreativ piñata fra de skøre barylere i 6.a og forårsskrig, der sikkert har været en fornøjelse for de andre, der brugte skoven.
Om 13 uger er 6. klasse slut. Fagfordelingen er gået i gang og mine fingre krydser for at jeg kan følge barylerne med op på "store gang."
Dag 572 i mit #lærerliv - dag 107 som hjemsendt
Dagens næstsidste time før påske. Eleverne skal skrive en ting, som de andre i klassen ikke ved til en hyggekahoot til ferieafslutning sammen.
En elev skriver, at de andre i klassen ikke ved hvor ensom han er. At han ikke føler han har nogen venner.
Hvis vi var på skolen ville jeg have givet ham et kæmpe kram og sendt ham hjem med en kammerat ved dagens slutning. I stedet må han spises af med digital sympati, en aftale om at skrive til hans forældre om at hjælpe med legeaftaler, selvom han er blevet en stor tolvårig og en forsikring om at jeg kan se at andre i klassen gerne vil ham.
Det er ikke rigtig godt nok, men det er det bedste jeg kan.
Dag 577 i mit #lærerliv
For et år siden havde jeg ikke hørt halvdelen af mine elevers stemmer i en måned.
I dag er vi heldigvis langt bedre til onlineundervisning. Det har været en stejl læringskurve, men vi er et sted, hvor vi kan tilbyde noget fornuftigt online.
Til gengæld er vi også et sted med konstante forandringer og jeg bruger personligt påskeferien på at trække vejret inden vi endnu engang skal omstille os til en ny skole.
Dag 583 i mit #lærerliv - dag 118 som hjemsendt
Jeg er nu nået til det sted, hvor jeg kommunikerer med mine elever i memes.
Stort pædagogisk overskud. Altid.
Dag 584 i mit #lærerliv
"Jeg har motivation til at være lærer. Vi tænker alle sammen, at på et eller andet tidspunkt er det overstået. Men omstillingerne fjerner motivationen til at planlægge. For alt skal hele tiden laves om. Derfor bliver det planlægning dag til dag i stedet for langstrakte ideer. Der er grænser for, hvad der er i gøglerposen. Den er ved at være slidt op. Der er ikke mere, man bare kan trække op"
Dag 585 i mit #lærerliv - dag 120 som hjemsendt
I dag pakkede jeg skoletasken og tog til Virum med nærmeste-kollegaen for at gøre hele klasselokalet klar til 6.a.
Nye pladser er fordelt ved borde uden en meters afstand, men med større hensyn til pædagogiske overvejelser end sundhedsvidenskabelige. Jeg ser frem til at byde 26 små mennesker velkommen i min boble.
Dag 586 i mit madkundskabs #lærerliv - dag 121 som hjemsendt
Jeg kan ikke fordrage købe-citronmåne, men jeg må bekende at denne hjemmelavede udgave fra Go Cook var drønlækker.
Endnu en ny teknik (rørt dej) i elevernes værktøjskasse og endnu en madfornøjelse til bofællesskabet.
Dag 587 i mit #lærerliv
Stemmen er afsendt, men optimismen er ikke voldsomt overvældende.
Dag 591 i mit #lærerliv
Tredje dag med 6.a på skolen og jeg er grundigt blevet mindet om hvorfor jeg var så træt de første par måneder som lærer. Og hæs.
Til gengæld er jeg også blevet mindet om hvor ufattelig dejlig en gruppe elever jeg er klasselærer for. Sikke dog nogen kvikke, søde og diskussionslystne børn.
Jeg er så glad for at jeg også får fornøjelsen af dem i 7.
Dag 592 i mit #lærerliv
Der er ikke et kursus på læreruddannelsen i hvordan man bruger en solid skoleprinter og det burde der selvfølgelig heller ikke være, men den perfekte printerindstilling burde måske nomineres til en kunstart, en OL disciplin eller bare være en del af et officielt introforløb.
I dag kopierede jeg min kollegas matematikopgaver fra 1-sides kopiark til dobbeltsidede hæfter og det tror jeg da nok skal fejres med enten konfettikanon eller champagne.
Dag 593 i mit #lærerliv
Ny dag, ny genåbningsplan, nyt skema for næste uge?
I går var endnu en god dag med 6. klasse på skolen med både faglighed og trivsel i fokus. Vi har endnu engang omstillet os til rammerne med en uge hjemme og en uge på skolen.
Det føles efterhånden som en naturlov at så snart vi er nogenlunde faldet til og fornemmer at vi kan planlægge lidt fremad, så kommer der igen en ændring. Nu skal vi så igen til at lave vores planer helt om. Det får, igen, konsekvenser for kvaliteten af undervisningen og den sunde forudsigelighed i mine elevers hverdag.
Dag 596 i mit #lærerliv
Nødundervisningen må ikke længere være på tværs af klasser.
Med et afbud betød det at dagen bød på intens eneundervisning i matematik for min eneste elev, men der blev også tid til at høre første afsnit af podcasten "Worms Skat," selvfølgelig liggende på hver vores fatboy midt i klassen. Det kan godt være hyggeligt, selvom det er uhyggeligt.
Dag 597 i mit #lærerliv
Materialerådsmøde på tværs af skolen, selvfølgelig på teams. Lidt skørt at tale om materialeønsker på vegne af min årgang når jeg 1) er ret grøn endnu og aldrig har været matematiklærer i udskolingen og 2) mit team bliver næsten fuldstændig udskiftet om 2,5 måned.
Nød dog den fælles uvilje mod Clio. 🤭
Dag 598 i mit #lærerliv
"Ej, Anna, jeg synes vi har nået vildt meget i dag. Må jeg ikke lave noget matematik nu?"
Når de to knægte i nødundervisningen virkelig har følt at de fik noget ud af dagen og man endda kan snige sig til at klæde dem på til den online undervisning i morgen. ❤️
Det er i øvrigt helt sødt og skørt hvor glade de bliver over selv at vælge farve og bånd på deres hjemmelavede hæfter.
Dag 599 i mit #lærerliv
På vej gennem fordøjelsessystemet med 6. klasse. Body Bio er helt vildt gammelt, men primært de rent anatomiske og fysiologiske gennemgange holder stadig max.
Bonus er at den slutter med Pruttesangen fra musicalen Ronja Røverdatter. 😂
Dag 603 i mit #lærerliv
I dag har jeg ikke nogen sjov anekdote. I dag var ikke nogen drønsuccesfuld dag med 6. klasse. De var sindssygt glade for at se hinanden, men vores forventninger til hvad der skulle ske i klasselokalet stemte ikke overens og jeg gik irritabel hjem, uden at synes vi nåede noget som helst.
Efter at have tygget lidt på min irritation må jeg nok konkluderede, at mine forventninger til 25 socialt udhungrede 13-årige ikke var fair. Heldigvis starter vi på en frisk i morgen. Og jeg fandt dumle i Netto.
Dag 604 i mit #lærerliv
I kontrast til i går en vidunderlig dag. Sprælske elever med nysgerrighed i NT, hvor de laver egne undersøgelser. To af dem vil spise pasta og hvedemel i 24 timer, to andre vil spise 4 rødbeder.
Der lægges i ovnen til senere diskussion om etik. Kan man selv indgå som forsøgsperson?
Barry Marshall kommer utvivlsomt til at indgå i vores perspektivering.
Dag 609 i mit #lærerliv
Cykelprøven i sjette klasse er overstået og 75 våde elever sendt hjem med røde kinder og vind i håret.
Jeg stod på den svære post og måtte (hårdt) dumpe 50% af dem for at bevæge sig forkert rundt i et lyskryds. Heldigvis er jeg alligevel tryg ved langt størstedelen som trafikanter.
Og dermed er denne uges udedag ovre. Hjem bag skærmene igen.
Dag 610 i mit #lærerliv
Næsten hundrede skoledage med hjemmeundervisning siden 2020 får nu en ende, forhåbentlig for altid, selvom jeg halvt om halvt forventer det værste.
Poetisk nok er det aftenen hvor vi tænder lys og synger om en lærke, der letted'. Corona er ikke en besættende magt, men den har alligevel sat sine kløer i vores liv meget længere end nogen af os havde lyst til. Jeg glæder mig til at tage et skridt mere væk fra et liv i dens skygge på mandag, når vi møder fysisk igen på skolen og ikke skal tilbage bag skærmen.
Jeg er også letted' over at arbejde i en kommune, hvor de forstår at vi har brug for tid til omstilling. Så kommer lærken nok også snart på besøg.
Dag 613 i mit #lærerliv
Når man ligger vågen og ens hjerne begynder at lave årsplan for næste års mulige undervisning, så er der intet andet for end at følge med og begynde at notere ned i det forhåndenværende noteredskab.
Holder lærerhjernen mon nogensinde ægte fri? Jeg skulle spørge fra en ven.
Dag 653 i mit #lærerliv
For præcis to år siden blev jeg ægte folkeskolelærer. Nu er jeg kollega, AMR, skemalægger, klasselærer, TR suppleant, omsorgsperson, udskælder, opdrager og helt på rette hylde.
Efter en voldsom fagfordeling med frustration, tårer og mange forhandlinger frem og tilbage, ser det ud til at puslespillet endelig går op.
Så kan tredje år da bare komme an! 👩🏼🏫❤️
Dag 664 i mit #lærerliv
"Ferie, ferie, ferie," skrålede vi sammen med 6.a, før de gik krammerunden for første gang i 1,5 år. Matematiklæreren fik 14 kram og 10 håndtryk.
Jeg gik fra skolen til lærerfesten med et løfte til mig selv om en kviktest, men også opløftet ved håbet om et skoleår uden hjemsendelser, afstand og frygt.
Jeg håber det holder stik - og ser frem til at det endelig bliver min tur til et stik.
Dag 665 i mit #lærerliv
Klasselæreren og skemalæggeren er grydeklar efter en sidste, varm dag på skolen.
Indtil videre har det taget 4 timer at lave første udkast til første uges skema. Der er 15 lærere inde over 7. årgang med alt mellem 23 og 3 timer.
Det var to, dejlige år uden det store, overordnede planlægningsmæssige ansvar. Den tid er slut. 👩💻
Dag 671 i mit ferie #lærerliv
Efter et vink med en vognstang fra min leder, om at han håbede jeg kunne lægge arbejdet fra mig og holde ferie, har jeg slettet Aula fra min mobil indtil august.
Stikket er trukket, benene er slået op og natten blev tilbragt i shelter i Vestjylland med en anden god lærer på sommerferie.
Husk, husk, husk at holde ferie for alvor, uanset om du nyder det bedst at marinere i bållugt eller på en strand.
Læs 1000 dages #lærerliv - tredje del