Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Hvad skal der ske med UPV?
Mens elever op til femte klasse begynder i skole igen i denne uge, må skolens ældste elever fortsat blive hjemme. Prøverne er aflyst og karakterne udskudt, men hvad med elevernes uddannelsesparathedsvurdring?
Allerede nu ved vi, at den sidste karaktergivning for niendeklasserne skal udskydes så langt frem på skoleåret som muligt. Det giver fint mening og er i mine øjne den helt rigtige beslutning. Dog forlyder det ikke, om det samme gør sig gældende for den sidste karakter i ottende klasse. Skal den også udskydes til senere på skoleåret?
Det veksler lidt, hvor mange karaktergivninger de forskellige skoler giver. Man er forpligtet på to standpunktskarakterer, men nogle skoler giver yderligere en årskarakter, hvilket man dybest set ikke længere giver i folkeskolen. Det gør vi blandt andet normalt på min arbejdsplads, og har gjort det i en årrække.
Hvad gør vi nu, lille du?
I både ottende og niende klasse skal eleverne desuden modtage to uddannelsesparathedsvurderinger hhv. 1. december og 1. juni. Elevernes uddannelsesparathed vurderes på baggrund af elevens ønske til ungdomsuddannelse, og fra sidste år vurderes eleven både i forhold til gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og HF.
I den aktuelle situation har man klogelig i første omgang koncentreret sig om eksaminerne og den sidste standpunktskarakters betydning som en konsekvens af de aflyste prøver. Nu er aflysningerne en realitet, og vi er ved at være igennem fjerde uge med fjernundervisning. Og nu melder spørgsmålet sig:
Skal vi fortsat give eleverne en UPV d. 1. juni, selvom ministeriet nu opfordrer til at give de sidste standpunktskarakterer så sent i juni som muligt? Normalt ligger karaktergivningen før UPV’erne, således, at man blandt andet kan basere den enkelt UPV på karaktergennemsnittet i de bundne prøvefag. Skal man så at sige argumentere med nyt fortegn, eller har det dybest set ikke nogen betydning? Det synes jeg er svært at gennemskue, og retningslinjer kunne være gode inden længe. Hos os er både forældre og elever informeret om UPV’erne og deres betydning. De har fået informationer af vores uddannelsesvejleder og af os, og inden længe vil nogle begynde at stille spørgsmål. Så det gør jeg nu.
God weekend derude.