At blogge eller ikke at blogge

Hvorfor blogger jeg egentlig?

Hvorfor ville jeg så gerne ha’ denne plads i dette forum til at starte med?

Hvad var det dog, der var så vigtigt at dele med andre?

Helt ærligt

Hånden på hjertet, så var bevæggrundene ret forskellige. Dels mente jeg, at jeg måske og med lidt held kunne prikke til nogle af de holdninger, jeg er dybt uenig i.

Dels mente jeg, at jeg ad denne kanal kunne skabe lidt beskeden opmærksomhed omkring mit forlag og mine idéer ved at inspirere med gratis aktiviteter. Lidt farligt at indrømme, det ved jeg godt, men ikke desto mindre hører det med til historien.

Endelig havde jeg lyst til at overskride den dørtærskel af frygt, som har holdt mig tilbage så længe, jeg kan huske, fordi jeg mere end én gang i mit liv har fået at vide, at jeg bare fylder for meget i landskabet. På flere måder ;o)

Mere autencitet, tak!

Jeg ville så gerne – uanset antallet af mine læsere – spille lidt på tromme for, at vi tør være meget mere personlige, ærlige og ægte som undervisere.

Mere menneske end faglig stolthed. Flere smile- end panderynker. Meget mere musik og bevægelse end kopiark og skærme, som kræver stilstand i kroppen.

Talerør

I al beskedenhed var mit store ønske nok at være et forsigtigt talerør for de mange tosprogede børn, unge og voksne, som higer efter menneskelig kontakt. Som mere end mange af vores andre elever har brug for at blive set, hørt og forstået. Som endnu ikke selv kan formulere sig helt korrekt, men må nøjes med at kommunikere via barnlige gloser, et smil eller en tåre.

Nytter det?

Men gør jeg reelt nogen som helst forskel? Nytter det noget at bruge tid og kræfter på alt for sjældne indlæg, som endda giver mig stress i mange uger, før de finder deres form?

Mon andre bloggere også tænker (for) meget over, om de for let kommer til at lyde som vrisne gamle mænd eller bedrevidende orakler med blomsterkranse i håret?

Om de får startet en lavine af onde kommentarer, bliver misforstået eller måske endda helt overset?

Hårde ord med på vejen

I en verden, hvor alle meget nemt og meget hurtigt kan komme til at skrive en kommentar, de aldrig ville komme med direkte til en person ved et fysisk møde, kan det faktisk godt være lidt skræmmende at bekende kulør og melde ærligt ud.

Især omkring undervisning, som alle har en mening om. Det har jeg oplevet flere gange på lærerværelser, til kurser og som oplægsholder, men ofte med masser af udvikling som resultat. Hos såvel afsender som modtager.

Så er det overhovedet klogt? Eller for den sags skyld nødvendigt at blive ved med at ytre sig?

I skrivende stund aner jeg det reelt ikke, men mens jeg tænker over, om jeg vil fortsætte som blogger, sender jeg alligevel dette ud i mængden af andre mere eller mindre relevante blogindlæg, hvor der heldigvis findes noget for enhver smag.

Skrevet af modige mennesker, som tør stå ved deres stemme og mening.

Måske slutter jeg mig til dem med hud og hår. Måske ikke.