Blog

Årsplan i engelsk: Sådan er reglerne for visning af film i undervisningen

Planlægger du igen til næste skoleår at bruge film i din undervisning i engelsk? Og er du – ligesom så mange andre lærere – i tvivl om, hvordan reglerne på området helt præcist skal tolkes? Så læs med her her, og lad os hjælpe hinanden, så vi undgår at bryde ophavsretsloven.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto (privat): Jeg har en kasse med DVD-film i kælderen til netop det formål at bruge dem i undervisningen. De er købt og betalt af mig, og derfor har jeg lov til at vise dem.

Forrest Gump. The Boy in the Striped Pajamas. Slumdog Millionaire. Tre fantastiske film, som alle er gode at bruge i undervisningen i engelsk. Men er det tilladt inden for ophavsretsloven at vise film for sin klasse? Spørgsmålet diskuteres ofte blandt lærere. Og med god grund. For det er nemlig slet ikke så ligetil.

Lærernes streamingtjeneste indeholder ikke alle titler

På streamingtjenesten www.mitcfu.dk kan lærere, hvis skole har en Copydan-aftale, streame omkring 400 danske og udenlandske spillefilm helt lovligt. Disse film må naturligvis vises i klassen og altså bruges i undervisningen. Desværre er Motion Picture Licensing Company, MPLC, ikke med i denne aftale, hvilket begrænser antallet af filmtitler betydeligt. Af de tre nævnte film er det f.eks. kun Slumdog Millionaire, der kan streames via sitet.

Må jeg vise min egen DVD-film for min klasse?

Men hvad så hvis man har de to andre film på DVD derhjemme? Er det så tilladt at tage dem med og vise dem for sin klasse? På Kulturministeriets hjemmeside kan man under punktet ’ophavsret’ og underpunktet ’film’ læse følgende:

”Du må kun vise filmen for et offentligt publikum, hvis du har ophavsmandens tilladelse. Du behøver ikke tilladelse, hvis du kun viser filmen til folk inden for din privatsfære, da det ikke bliver betragtet som en offentlig fremførelse.”

Og spørgsmålet er så, om eleverne på ens engelskhold kan betragtes som ’folk inden for privatsfæren’? Det har jeg derfor spurgt Kulturministeriet om. Deres svar er:

”Afgørende for, om der sker visning offentligt eller inden for privatsfæren er, om der er et personligt bånd mellem den, der viser filmen, og dem filmen vises til. Ophavsretsloven sondrer i denne sammenhæng ikke mellem om filmen er ejet, lånt eller lejet.

Normalt vil det derfor ikke kræve tilladelse fra rettighedshaveren, hvis en lærer viser en film for en enkelt skoleklasse. Hvis visningen antager et bredere omfang med inddragelse af fx flere klasser, peger det derimod i retning af, at visningen er offentlig og at rettighedshavers tilladelse skal indhentes.”

Du må vise både ejede, lånte og lejede film for din klasse

Det betyder med andre ord, at man som privatperson og lærer gerne må købe, låne eller leje en film og vise den for sin klasse. Heldigvis har jeg stadig en kasse med DVD-film stående i kælderen til netop dette formål, for jeg vil ikke gå på kompromis og undvære specifikke film i min undervisning, blot fordi de ikke kan streames fra www.mitcfu.dk. 

Rigtig god sommerferie til jer alle – vi ”ses” til august 😊