Blog
Nød lærer nøgen engelsklærer...
Når eleverne ikke vil tale engelsk i undervisningen, er det bestemt ikke let at være engelsklærer. For hvordan træner man det mundtlige engelske sprog, når eleverne er tavse som graven? Det skal jeg sige dig. Man går i tænkeboks. For nød lærer som bekendt nøgen engelsklærer at tænke alternativt. Få her mine fem bedste bud på, hvordan du får de kære elevers tunge på gled.
- ”Må jeg sige det på dansk?”
- ”Kan jeg tale engelsk med dig i enerum?”
- ”Jeg taler engelsk derhjemme i stedet for”
Måske har du selv hørt ovenstående sætninger på dine engelskhold? Og på den måde kender du som sproglærer problematikken alt for godt. Vi lærere ved godt, hvad deres tavshed skyldes. Og eleverne ved, at vi ved det. For når man er hundeangst for at fejle, gør man alt, hvad der står i ens mangt for at undgå at havne i en situation, hvor risikoen for at fejle er stor. Konsekvensen er, at eleverne helt og aldeles klapper i, når de skal ytre sig på fremmedsproget.
Magtesløshed og skamfuldhed
Som engelsklærer kan man føle sig magtesløs og endda ligefrem skamfuld: Hvorfor lykkes jeg ikke med min undervisning? Men vi skal stoppe med at bebrejde os selv og i stedet huske på, at de kræfter, der er på spil i den anden ende, er uhyggeligt stærke. Frygten for at fejle blandet med (teenage)stædighed er en svær én at overvinde – selv for den erfarne lærer.
Hvad gør jeg som lærer?
Så hvad stiller man op, når man ikke vil acceptere, at en stor del af ens elever mener, at det er nok at skrive, læse og lytte (til) engelsk? Svaret er, at man finder alternative metoder. Nød har igennem årerne givet mig flere gode idéer, som har hjulpet mig lidt hen ad vejen – og som kan bruges, når jeg skal supplere de traditionelle par- og gruppesamtaler.
Fem metoder til mundtlighed i engelsk
I anledningen af mit blogindlæg nr. 90 her på siden, har jeg samlet fem af mine egne – delvist – selvopfundne metoder til at få de kære, hundeangste elever til at ytre engelske ord i undervisningen:
- 90 seconds speeches optaget på mobilen
- Glem de forkromede tanker for en stund og tal engelsk uden at sige en masse klogt
- Lav en historie om varerne på din indkøbsseddel
- Samarbejd på engelsk og løs mysteriet
- Filosofisk dialog som en metode til at motivere eleverne og få dem til at glemme frygten for at fejle