Blog
Den dag engelsklæreren tabte både næse og mund
Kender I det, når I kan leve højt på en positiv oplevelse rigtig længe? Sådan én vil jeg dele med jer i dag. For selvom de negative oplevelser kan fylde rigtig meget i lærerlivet, så synes jeg også, at vi har et ansvar for at dele de positive oplevelser. For dem er der stadig masser af i folkeskolen. Hør bare her:
Jeg har haft fornøjelsen af 9.A i et par år nu. En skøn klasse med et væld af forskellige typer af unge mennesker. Således også en håndfuld drenge, som de seneste år har været årsag til, at jeg som lærer har revet mig i håret flere gange. Jeg vil ikke kalde dem ’dovne’, men hvis jeg siger, at de er ’lette at distrahere’, tænker jeg, at I ved, hvad jeg mener.
Må vi filme vores skuespil?
I engelsk arbejder vi med emnet Black America. Eleverne får i grupper opgaven at dramatisere handlingen i tekst, vi har læst i klassen. De nævnte drenge er sammen, som altid, og befinder sig i et tilstødende lokale.
”Må vi ikke filme vores skuespil, Maria?” Spørgsmålet kommer fra den ene af drengene, da jeg stikker hovedet ind for at se til dem. Whatever works, tænker jeg, men overvejer samtidig, hvad der stikker under. For de plejer bestemt ikke at lægge mere arbejde i en opgave end højst nødvendigt.
Min tvivl bliver gjort til skamme
Da mandagen kommer, bliver min tvivl gjort til skamme. Drengene sætter en film på skærmen, der får engelsklæreren til at tabe både næse og mund. Drengene har ikke blot forberedt et drama. De har øvet det, filmet det og ikke mindst redigeret det, så det ser yderst professionelt ud. Ja, de har endda lavet en trailer til deres lille film.
Ros fra engelsklæreren og applaus fra klassen
Overrasket og imponeret roser jeg deres arbejde. Klassen klapper. Drengene stråler. Jeg aner ikke, hvad der er sket, men et eller andet har tændt dem. Måske har de besluttet sig for en kovending? Måske er det en engangsforestilling. Jeg håber – og tror – på det første. Men allermest er jeg bare glad helt ned i maven. Både på deres, mine og folkeskolens vegne.
I skal selvfølgelig også have fornøjelsen af deres arbejde, som jeg overtalte dem til at lægge på youtube i anledningen af dette blogindlæg. Det er i øvrigt teksten ”A Runaway Story – James Lindsay Smith” (Focus On Black America, Alinea), som de har lavet en film over.