Blog

Den dag engelsklæreren tabte både næse og mund

Kender I det, når I kan leve højt på en positiv oplevelse rigtig længe? Sådan én vil jeg dele med jer i dag. For selvom de negative oplevelser kan fylde rigtig meget i lærerlivet, så synes jeg også, at vi har et ansvar for at dele de positive oplevelser. For dem er der stadig masser af i folkeskolen. Hør bare her:

Publiceret Senest opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har haft fornøjelsen af 9.A i et par år nu. En skøn klasse med et væld af forskellige typer af unge mennesker. Således også en håndfuld drenge, som de seneste år har været årsag til, at jeg som lærer har revet mig i håret flere gange. Jeg vil ikke kalde dem ’dovne’, men hvis jeg siger, at de er ’lette at distrahere’, tænker jeg, at I ved, hvad jeg mener.

Må vi filme vores skuespil?

I engelsk arbejder vi med emnet Black America. Eleverne får i grupper opgaven at dramatisere handlingen i tekst, vi har læst i klassen. De nævnte drenge er sammen, som altid, og befinder sig i et tilstødende lokale.

”Må vi ikke filme vores skuespil, Maria?” Spørgsmålet kommer fra den ene af drengene, da jeg stikker hovedet ind for at se til dem. Whatever works, tænker jeg, men overvejer samtidig, hvad der stikker under. For de plejer bestemt ikke at lægge mere arbejde i en opgave end højst nødvendigt. 

Min tvivl bliver gjort til skamme

Da mandagen kommer, bliver min tvivl gjort til skamme. Drengene sætter en film på skærmen, der får engelsklæreren til at tabe både næse og mund. Drengene har ikke blot forberedt et drama. De har øvet det, filmet det og ikke mindst redigeret det, så det ser yderst professionelt ud. Ja, de har endda lavet en trailer til deres lille film. 

Ros fra engelsklæreren og applaus fra klassen

Overrasket og imponeret roser jeg deres arbejde. Klassen klapper. Drengene stråler. Jeg aner ikke, hvad der er sket, men et eller andet har tændt dem. Måske har de besluttet sig for en kovending? Måske er det en engangsforestilling. Jeg håber – og tror – på det første. Men allermest er jeg bare glad helt ned i maven. Både på deres, mine og folkeskolens vegne.

I skal selvfølgelig også have fornøjelsen af deres arbejde, som jeg overtalte dem til at lægge på youtube i anledningen af dette blogindlæg. Det er i øvrigt teksten ”A Runaway Story – James Lindsay Smith” (Focus On Black America, Alinea), som de har lavet en film over.  

https://youtu.be/Mch5CNc-xhY

https://youtu.be/dN5884kIIPw

Powered by Labrador CMS