Blog
Kære nye engelsklærer
I år er det præcis ti år siden, jeg mødte mit allerførste engelskhold. Det er mange gode oplevelser siden. Men også mange bekymringer og mange fejl siden. Kunne nogle være undgået? Uden tvivl. Derfor har jeg samlet en liste med ti af mine bedste erfaringer lige til at tage og bruge, hvis du er ny engelsklærer og føler dig en anelse usikker efter den første uge i felten.
Foto: Flickr.com
- Lyt til dine elever. Se dem. Vær interesseret i dem både som elever og som mennesker. En god relation er altafgørende for læring.
- Vær autentisk. Vis, at du ikke er perfekt. Vis, at du selv fejler og er usikker ind imellem. Det bidrager til et læringsmiljø, hvor eleverne også tør fejle.
- Du vil uundgåeligt komme til at møde en elev, der ved mere end dig inden for et eller andet område. Det er ikke farligt. Brug i stedet elevens viden konstruktivt i din undervisning.
- På et eller andet tidspunkt vil en elev spørge dig om et ord, som du ikke kan oversætte. Det er ikke farligt. Bed eleven om at slå ordet op, og vær nysgerrig på svaret.
- Selvom du (måske) selv synes, at grammatik er det fedeste i verden, så vil du opleve, at det er de færreste af dine elever, der deler din begejstring. Sad but true. Den gode nyhed er, at det kan lykkes at få dine elever til at elske grammatik, læs bare med her.
- Du vil møde rigtig mange elever, der forstår, taler, læser og skriver engelsk på et højt niveau. Måske vil de elever mene, at du ikke kan lære dem noget. Men det kan du. Om ikke andet kan du udvide deres horisont inden for historie, kultur- og samfundsforhold i den engelsktalende verden.
- Skal du undervise i udskolingen, har du måske en plan om udelukkende at tale engelsk i undervisningen. Det er prisværdigt med dét ideal, men vid, at det sjældent lader sig gøre i virkeligheden (jf. næste punkt)
- Det er rigtigt, at vores elever generelt bliver dygtigere og dygtigere til engelsk. Men du vil stadig møde elever helt oppe i udskolingen, der stort set ikke kan tælle til ti. Det stiller store krav til undervisningsdifferentiering.
- Lege, spil, fis og fjollerier fungerer altid. Også i udskolingen. Det kan godt være, at eleverne synes, du er barnlig, når du insisterer på ”Simons says” i 8. klasse, men de (fleste) vil elske dig for det uanset 😊
- Søg hjælp, råd, vejledning og støtte hos dine kollegaer. Meld dig ind i det faglige netværk her på stedet, hvis du ikke allerede er med. Meld dig ind i Facebookgruppen Engelsklærernes Lounge. Sug til dig og tøv aldrig med at spørge os andre. Vi ser muligvis travle ud (det er vi også), men vi har altid tid til at hjælpe, hvor vi kan.
VELKOMMEN i skolen og tillykke med, at du har valgt at blive (engelsk)lærer!