Ja-hatten af for Johannes

Johannes havde været lærer i over 25 år, men han var stadig interesseret i pædagogik, og han fulgte levende med i debatterne på Folkeskolen.dk. Således havde havde han også læst Jens Peter Frohs blog om en ja - hat, og Johannes havde besluttet sig for at tage sin egen på og fokusere på de livgivende elementer i den nye reform. Noget af et arkæologisk arbejde, men det var næsten lykkedes.

"Øget samvær med de unge kolleger om eftermiddagen kan måske give dig noget pædagogisk ilt." Yes.

Der var blevet tilført Frydenlundskolen midler, så det gamle lærerværelse var blevet plastret til med moderne kontormøbler, de såkaldte arbejdspladser. Der ville kun blive arbejdspladser til hver anden lærer. Johannes legede lystigt med tanken om at sætte sig ud på toilettet med sin I - phone og forberede sig der. På toilettet var der altid papir...

"Til næste år skal vi alle være i skole i længere tid, og så når vi måske også længere med børnene. De skal blive så dygtige som de kan." Det havde nu altid været Johannes' mål at gøre børnene så dygtige som de kunne blive. Det var vel hele ideen med at drive skole, også før reformen, eller hvad?

Johannes tog ja - hatten af. Den var endnu for stram til at bære mere end nogle få timer ad gangen. Men det gjorde ikke noget, for det var blevet sengetid, og ja - hatten var ubekvem at sove med. Derfor var det også i sengen at de forvirrende tanker dukkede op:

Først ændrede de efterlønnen, så Johannes skulle arbejde 3 år mere. Så forringede de flexjobordningen. Derefter røg aldersreduktionen. Og nu skulle man så i sit arbejdslivs sensommer arbejde markant mere under væsentligt ændrede forhold til samme løn. Hvis man ønskede de ældre på arbejdsmarkedet i længere tid, så var denne form for personalepleje svær at forstå.

"Man må lære så længe man lever", mumlede Johannes og døsede hen.