Blog

Diagnoser og didaktik

Hvis diagnoserne har en begrænset positiv effekt på elevers trivsel og læring, så er vejen frem ikke at afvise dem, men at udvise en didaktisk funderet nysggerrighed overfor diagnosens efffekt på barnet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To indlæg på Folkeskolen har fra hver deres position belyst behovet for en lærerfaglig refleksion over diagnosernes funktion og effekt på læring og trivsel i Folkeskolen. 

Det første er Ib Hedegaard Larsens argumentation (i sit blogindlæg fra 30. april) for at forlade det diagnosecentrerede syn på børn og unge. Jeg er enig med en række pointer og har stor sympati for den tilgang til børn, som indlægget er et udtryk for. Imidlertid, mener jeg, at indlægget overser en central pointe, der gemmer sig i overskriften: Diagnoser har ingen værdi i sig selv - hverken for barnet eller den pædagogiske ramme barnet er i

Malmstrømsk

På ”Malmstrømsk” kan du læse om mental sundhed og digital trivsel i et skole- og læringsperspektiv. Jeg bestræber mig på at gøre mine tekster så praksisorienteret som muligt. Mit mål er at inspirere til dialog på bloggen, på lærerværelset og til pædagogiske tiltag i klassen. Jeg begyndte mit arbejde som lærer i et skoletilbud for børn med særlige behov. Herfra fik jeg særlig interesse for forholdet mellem mental sundhed og læring. En interesse, som jeg senere arbejdede med i 8 år i Psykiatrifonden og nu som selvstændig. Dertil arbejder jeg med udvikling af undervisningsmateriale i digital dannelse til udskolingen ved Center for Information og Boble Studier, Københavns Universitet. Her står jeg for at udvikle materialer, der inddrager forældre og styrker skolehjemsamarbejdet om digital trivsel og dannelse.

For at understrege pointen vil jeg først inddrage en interessant artikel fra Folkeksolen.dk om Leo Komischke-Konnerups ph.d.., hvor han påviser positive effekter på læring, når undervisningen indeholder en metodisk anvendelse af gentagelser. 

Forskning i diagnoser handler også om fænomenets effekt

At gentagelser har en positiv effekt på læring og trivsel hos unge med særlige behov er ike noget nyt. Derfor er det ikke overraskende, at Leo Komischke-Konnerups ser denne didaktiske praksis på en skole for børn med særlige behov. Det interessante i denne sammenhæng er at studier der ligger mere end 10 år tilbage viser, at depression påvirker hukommelse og opmærksomhed. Gentagelse er derfor et vigtigt element i tilrettelæggelse af undervisningen af børn med blandt andet depression.

Tilbage til  Ib Hedegaard Larsen og den  oversete pointe med diagnoserne.

Nej diagnoser har ingen værdi i sig selv. Pointen er, at forskningen i diagnoserne for længst har påvist behovet for gentagelser i læringsprocesser. Denne forskning har taget afsæt i diagnoserne og stillet spørgsmål til hukommelses- og opmærksomhedsfunktioner. Det er præcis denne nysgerrighed, som også almenpædagogikken kan lære af. At stille de fagligt relevante spørgsmål til sig selv og eleven, der har fået en diagnose.

Det er altså også lærerens måde at forholde sig til diagnosen på, der er afgørende for dens værdi for barnets læring og trivsel

Det interessante ved Leo Komischke-Konnerups forskning er ikke opdagelsen af gentagelsernes positive effekt læring og trivsel hos børn med særlige behov. Det er, at han med sin pædagogiske vinkel, netop kan kvalificere lærerens didaktiske tilgang – også til det diagnosticerede barn.  

Og så kan vi være enige om en sund skepsis overfor den meget omfattende brug af diagnoser på børn. I min optik er det bare to diskussioner. De er overlappende, men også adskilte. 

Powered by Labrador CMS