’Er du uddannelsesparat’?

Foto: Pixabay.com

I sidste uge fik mine 8. klasseelever leveret beskeden, hvorvidt de var uddannelsesparate eller ej ud fra egne ønsker om kommende ungdomsuddannelse. For enkelte elever kan svaret være en mavepuster, som vi som skole har en andel i at få snakket igennem med eleverne. Men hvordan løses denne opgave på bedste vis?

I den første lektion efter ’offentliggørelsen’ var der en tydelig summen af småsnak i krogene. En snak om det at være uddannelsesparat og om ønsker efter 9. klasse. Jeg kiggede rundt på mine elever, som jeg altid gør, for at mærke dagens puls på klassen. Det var en blandet omgang.

Faglighed blandes med følelser

Jeg føler mig stærk i et undervisningslokale. Jeg føler, at jeg besidder en god blanding af faglig kompetence og personligt blik for den enkelte elev. Alligevel følte jeg, at det var svært at italesætte uddannelsesparathedsvurderingen. Her var noget, der faldt udenfor min normale faglighed og samtidig berørte mig følelsesmæssigt.

Så hvordan griber jeg det an, når et par af eleverne virker triste og hænger lidt med hovedet?

Tager jeg en samtale på klassen om tingene, eller skal de ”ikke uddannelsesparate” samles op individuelt?

Begge dele kan have sine fordele. Den samlede snak kan bruges i forbindelse med en fælles opmærksomhed på dem, der er kede af vurderingen. Både de parate og ikke parate kan have glæde af en fælles italesættelse, så følelserne ikke skal ligge og ulme. En samtale som denne kan tage sit udgangspunkt i, at alle vil opleve at misse et erklæret mål i livet. Det kommer til at ske for alle. Men hvordan håndterer vi så det? Og er det verdens ende, eller byder muligheden sig af andre veje? Hvordan arbejder jeg mig så frem mod min drøm?

IUP skal italesættes

Det bedste er som altid at kunne tale om tingene, men ikke alle lærere føler sig klædt på det. Det er enormt sensitivt for de fleste elever at modtage et brev med meldingen ”ikke uddannelsesparat”. Måske ryger drømmen om at følge kammaraterne eller veninder de næste tre år, og som lærer kan jeg blive udfordret på de følelser, der er i spil hos eleven.

Derfor kan det også være nødvendigt at samle op individuelt. Det må være et samspil mellem lærere og UU-vejledere, for eleverne skal hurtigt have en ny vej formuleret. De skal føle, at de har en vej, selvom det måske for dem føles som en omvej.

At blive erklæret ikke uddannelsesparat er ikke verdens ende – men det kan føles sådan. Jeg har sammen med UU et stort ansvar for at italesætte parathedsvurderingerne som noget ”ikke livsdefinerende”. Der er fortsat så mange muligheder for gode veje i vores uddannelsessystem.