Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Dysleksi løber med opmærksomheden
Som lærer i klasser med ordblinde elever får både jeg og mine elever kurser, opfølgning samt ekstra støttetimer - men hvor er mit kursus, min opfølgning og støtte til mine elever med andre særlige behov? Jeg er i det daglige særligt udfordret af en elev med tourette, og det samme er eleven selv. Men hvor er hjælpen henne til mig som lærer samt den ekstra støtte, eleven har brug for?
Jeg har tre elever i min klasse med dysleksi. De har alle fået stillet en computer til rådighed af skolen med tilhørende CD-ord på. Eleverne har fået tilbudt et 10-ugers forløb på Kompetencecentret for Læsning (KCL), hvor de bliver taget ud af deres almindelige undervisning og følger undervisningen med andre elever med samme vanskeligheder inden for ordblindhed. Det er et fantastisk tilbud med højtuddannede lærere, som netop er eksperter i dette område. Der er samtidig få elever i klassen, så der er tid til den hjælp og støtte, som eleverne har brug for. De stråler som regel, når de vender hjem, og jeg kan virkelig unde alle læseudfordrede elever denne mulighed.
Desuden følger KCL eleven i halvandet år.
Hvor er de andre tilbud?
Tilbage står jeg blot med spørgsmålet – hvor er tilbuddene til de andre udfordrede elever? Hvorfor får de ikke præsenteret nogle former for tilbud, og hvorfor kræves det ikke af mig som lærer, at jeg skal på et kursus, så jeg ved og forstår eventuelle diagnoser, som det kræves af mig med elever med dysleksi? Hvor er mit kompetenceløft som lærer, og hvor er elevens tilbud med udviklende støtte.
Mine elever med diagnosticeret ordblindhed er virkelig selvhjulpne på mange parametre. Vi bruger generelt computer rigtig meget i danskundervisningen, så med deres CD-ord ved hånden, er de med på samme vilkår, som de andre elever. Jeg skanner selvfølgelig materiale ind til dem, hvis det ikke ligger online, men ellers fylder deres udfordring ikke meget i hverdagen for mig som lærer.
Det gør eleven med tourette derimod. Jeg ved ikke mere om diagnosen, end det forældrene har skrevet til mig på en halv side i en mail, samt det jeg har læst mig til.
Eleven er stærkt forstyrrende, har svære koncentrationsproblemer over længere tid og tager rigtig meget af min opmærksomhed i en time.
I mine øjne har både klassen, jeg som lærer og eleven også brug for ekstra støtte.
Jeg ville ønske, at der også for min elev med tourette blev prioriteret et tilbud på niveau med det, de dyslektiske elever modtager. Jeg ville ønske for vedkommende, at det var muligt at møde andre unge med samme udfordring, så eleven ikke skulle føle sig så alene.
Jeg håber, at min elev får noget ekstra hjælp med tiden – både for eleven selv, for min klasse og for mig som lærer.