Elev til lærer: ”Selvom jeg ikke forstyrrer, vil jeg også gerne have ros”

Foto: Mick C/Flickr.com

‘Dagens helt’, ’dagens fighter’, ’team-playeren’ er blot titler på nogle af de tiltag, som jeg gennem min tid som lærer og min status som mor er blevet præsenteret for. Alle med de bedste intentioner om at skabe et sundt læringsmiljø.

Men midt i alle tiltagene, sidder en flok rolige børn, som ikke forstyrrer. De kan godt finde ud af at høre efter, og de efterlever uden videre brok lærere og pædagogers anvisninger.

Denne gruppe børn kan let blive glemt midt i orkanens øje!

Som lærer eller pædagog kender de fleste til at have en udfordret klasse. Helt naturligt suger de udfordrede elever en masse opmærksomhed og ressourcer til sig, og det er sådan, verden ser ud. Det kommer ikke til at ændre sig fremover, så i stedet for at græde over en kronisk udfordring folkeskolen altid vil blive mødt af, må vi se på, hvordan vi håndterer spændingsfeltet.

I min optik har mange professionelle en tendens til at ”glemme” de rolige elever. Det er ikke en kritik af hverken lærere eller pædagoger, for når udfordringer tynger en mod bunden, så er det vanskeligt ikke at lave livsvigtige tag mod overfladen igen.

Min filosofi har altid været, at alle elever skal have lige dele opmærksomhed – og det står jeg meget fast på.

En elev, der både arter sig og evner at se sig selv ind i en sammenhæng, har lige så meget ret til min opmærksomhed, som ham eller hende der har det meget svært. Det samme gælder naturligvis med omvendt fortegn.

Hvordan griber man så dette an?

Dette er en kæmpe udfordring, og en fuldstændig ligelig fordeling er en stor utopi. Til gengæld kan man tilstræbe noget andet.

At alle elever får opmærksomhed hver dag!

Det behøver ikke altid være meget. En anerkendelse kan være fint, og på en dag kan det betyde meget for et enkelt individ, at læreren blot ”så” en. At eleven føler sig til stede og set som elev er altafgørende i en klasse, hvor man som lærer må være skarp på at fordele sine henvendelser bredt ud.

Det behøver ikke altid være af faglig karakter, når man ”prioriterer” en elev. Det kan være alt fra en venlig forespørgsel om weekendplaner til en humoristisk kommentar.

Vi må endelig ikke ende der, hvor de knapt så udfordrede elever oplever, at de maksimalt udfordrede elever løber med al rosen, energien og opmærksomheden fra læreren.

Alle elever har fortjent opmærksomhed, og jeg tror, vi kan nå langt, hvis vi som lærere og pædagoger gør os klart, at vi på en dag SKAL omkring ALLE.

Om læreren så vil stå og krydse af eller have overblikket i hovedet – det må være op til en selv.

Vi må bare ikke tabe engagementet hos de børn, der dag ud og dag ind sidder midt i en klasse, hvor de marginaliseres, fordi de ikke ”fylder” nok.

Det er alt andet end rimeligt!