Co-teaching er blevet min nye yndlingskollega

Desværre ser jeg flere ulemper end fordele ved denne form for “udenforklassen” undervisning. Udover den marginalisering, der finder sted, når vi kategoriserer børn i forhold til etnicitet og faglige kunnen, betvivler jeg transferværdien, når der læres i én kontekst og målet er at anvende det lærte i en anden.  Endvidere er det svært for de professionelle omkring barnet at have fælles fokus og målsætning, når vi ikke har indblik i hinandens praksis. Ligesom det slutteligt bliver nemt at fralægge sig et ansvar, når andre tager over og fikser “problemet”.

Hele inklusionstanken handler jo netop om at have et fælles ansvar. Med CO-teaching kan vi gennem fælles planlægning, udførelse, refleksion og evaluering sikre undervisning som rammer alle elever. Som fagpersoner kan vi spille hinanden gode og tilmed få indsigt i og måske lærer af hinandens faglige kompetencer.

Når jeg som dsa-underviser får lov at være en del af undervisningen, oplever jeg, at undervisningen opkvalificeres til gavn for alle elever. Tilmed tvinger formen os til, i højere grad, at reflektere over vores tilgange i undervisningen. Marilyn Friend fremhæver forskellige principper for strukturering af Co-teaching. 

Personligt er jeg tilhænger af et mix af station teaching, hvor eleverne med udgangspunkt i samme læringsmål rokerer mellem stationer, hvor de møder forskellige tilgange (fagfaglig og sproglige) og aktiviteter i forhold det aktuelle emne og teaming, hvor faglæren og DSA-læreren i et samarbejde supplerer hinanden, med hver deres fokus, gennem undervisningen. 

Et eksempel på DSA-lærerens opgave i et Co-teaching forløb:

1. Indledningsvist at aktivere forforståelsen ved brug af hverdagssprog og referencer til hverdags- og tidligere undervisningserfaringer 

2. Undervejs at sprogligt stilladsere ved for eksempel begrebsafklaringer, visualisering og dialogiske timeouts

3. Afslutningsvist at sikre kohærens og forståelse gennem sproglige evalueringsaktiviteter