Læs mere fra bloggen: Frederik Germann
Blog
Filmkundskabens fantastiske effekt i folkeskolen
Efter at have undervist et stort valgfagshold fra 9.klasse i filmkundskab, er jeg endnu mere overbevist om hvor vigtigt det er at man som skole tilbyder filmkundskab som valgfag i 9.klasse.
Efter at have undervist et stort valgfagshold fra 9.klasse i filmkundskab, er jeg endnu mere overbevist om hvor vigtigt det er at man som skole tilbyder filmkundskab som valgfag i 9.klasse.
’’Centralt for faget filmkundskab er oplevelse, analyse og produktion af film og levende billeder. Formålet med faget er, at eleverne lærer filmen at kende gennem varierede og inspirerende filmoplevelser og at de kan arbejde med filmmediet som udtryksform gennem produktion og analyse af egne og andres film.’’ Sådan er den overordnede beskrivelse på EMU.dk af valgfaget filmkundskab.
I dette skoleår har jeg været så heldig, at undervise i faget for engagerede 9.klasseselever og det har givet dem, såvel som jeg rigtig mange oplevelser. Det at tage elever med ind på en dannelsesrejse i filmens verden, er en rigtig interessant og stor oplevelse. Jeg var meget spændt, da jeg i sommer sad og planlagde hvad vi skulle arbejde med og hvorfor. Jeg havde bevidst valgt at arbejde med film som “Goodfellas” “En Verden Udenfor” “Jagten” “Good Will Hunting” “Godfather” “The Departed” og en masse andre film. Vi har arbejdet med instruktører som Frank Darabont, Martin Scorsese, Steven Spielberg, Tim Burtons finurlige univers, Thomas Vinterberg m.m.
Jeg var spændt på, hvad eleverne synes om at se forskellige film. Der er jo altid dem, som er lokket af man ser film og taler om dem – men der er også dem, som finder ud af de har en passion som de ikke vidste, nemlig for film. Det har budt på mange teoretiske snakke om, hvordan man laver film – men også hvordan, hvorfor og hvad film gør ved os som mennesker. Hvorfor bliver vi så påvirket af film? Og hvorfor er det forskelligt, hvad der rører os, hver især.
Biograferne har mistet mange til streamingtjenesterne
Nu er skoleåret snart gået og 9.klasserne går på læseferie lige om lidt. Jeg synes det er det mest fantastiske, når elever går hjem og læser videre om film eller ser flere film af samme instruktør, fordi de var så betaget af en film. Det er stort, at opleve elevernes motivation for at se flere film. En af de mest positive ting ved faget må være, at flere af eleverne er begyndt at gå i biografen for at se film. Det er for mig set noget af det vigtigste – fordi det er en del af den her vigtige kulturelle filmdannelse og dannelse generelt, at få eleverne til at se film og ikke mindst, gå i biografen.
Jeg vil mene, at man bør gøre filmkundskab til et valgfag på samtlige skoler i Danmark. Det vil gavne en branche i knæ, som vi lige nu ser med den danske filmbranche. Flere vil kunne blive gjort opmærksomme på, hvor fantastisk det er at gå i biografen, vi vil se flere der vil lære noget om film og finde film interessant. Eksempelvis kunne en film som “The Whale” jo være passende til et pensum ift. etik, depression, seksualitet, fejltagelser, kærlighed m.m. Alle lærere ved, at film altid kan bruges godt i undervisningen med alt fra følelser til samfundsopfattelser.
Mulighederne er uendelige i filmkundskab og jeg kan slet ikke forestille mig at man ikke skal tilbyde faget på en skole. Reaktionen fra eleverne har været overvældende gode og den type barn/ung som kun ser serier med deres telefon i hånden eller gamer, er begyndt at åbne øjnene for filmens alsidige verden, den teoretiske opbygning og analytiske forståelse – så har man da understreget hvad faget kan bidrage med.