Blog
Videndelings-øer giver plads til elevernes stemme
Erfaringer med elevernes bud på, hvad der er god projektbaseret undervisning, fra Peers elevfestival i Høje-Taastrup. Gæsteskribent er Rebecca Scheel, konsulent, skoleafdelingen Høje-Taastrup kommune og Peers-Netværket
Rummet var fyldt med farverige kæmpe balloner og god musik, da vi åbnede dørene for Peers tredje elevfestival d. 7. marts. Denne gang havde vi inviteret skolerne fra Høje-Taastrup Kommune, for at samles om elevernes bedste PBL erfaringer. Omkring 100 personer inkl. voksne gæster trodsede snestormen og deltog med stor begejstring til dagens event. Sikke en fest!
Peers Ø - et format for videndeling med elevens stemme i centrum
Festivalen var bygget op omkring formatet “Peers Ø”. En Peers Ø er en pædagogisk metode, der har til formål at frembringe elevernes bud på engagerende og motiverende undervisning inden for en ramme af “kreativ” didaktik, fx projektbaseret læring, playfull learning, makerspaces mv.
I en Peers Ø arbejder eleverne først med at “pimpe” deres Ø. Dette for at styrke de sociale relationer i gruppen og sikre en god start. Efterfølgende skiftes eleverne om rollerne som “Fortællere”, “De Nysgerrige” og “Værter”. Fortællerne skal formidle deres specifikke læringsoplevelse til de andre elever på øen. Dette i form af en symbolsk gave, som de medbringer.
Eleverne lærer at stille kritiske spørgsmål, at samarbejde og ikke mindst at facilitere. De voksnes rolle er i første omgang at lytte til eleverne, derefter stille uddybende spørgsmål og efterfølgende indgå i dialog med hinanden.
En lærer bemærkede “eleverne satte egne ord på deres projekt samt deres holdning til PBL. Det blev til elevernes version. Vi fik en ide om, hvad eleverne har taget med sig”. Andre nævnte, at eleverne havde peget på, at de synes god undervisning er, “når de kan forstå formålet med projektet og samtidig har medbestemmelse på indholdet”.
Peers har nu afprøvet Ø-koncept på tre festivaler og det begynder at give et tydeligt billede af, hvad formatet dur til. Afprøvninger viser, at pædagoger og lærere mfl. er overrasket over, hvor meget selv helt små elever kan reflektere og bidrage med i forhold til deres læring og skolegang. Samtidig viser Rambølls evaluering, at eleverne har sværest ved at stille “nysgerrige” spørgsmål og at det sjoveste er at fortælle om gaven.
Oplev det selv
Vil du opleve Peers i aktion, kan du
tilmelde dig Peers Nationale elevfestival i Odense d. 11. maj. Her skruer vi op
for alle knapper og garanterer en kæmpe fest!
Vi glæder os til at se jer.
Info findes på https://peers-edu.dk/