Maria Grove Christensen

Maria Grove Christensen

Blog

Når det opleves som snyd at bruge digitale hjælpemidler

Jeg læste i en brugeranbefaling til et nyt CAS-program en kommentar, som jeg antager er fra en elev/studerende, der lød: “Den er den bedste til at snyde i matematik”. Hvordan kan det være, at selvom vi lever i en højteknologiskt tid, så oplever mange elever det stadig som snyd, at bruge lommeregner eller andre digitale hjælpemidler til udregninger i matematik?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere i mit lærerliv har jeg ikke selv reflekteret nok over, hvornår og hvordan jeg inddrog lommeregner og andre digitale hjælpemidler i min matematikundervisning - og hvilken betydning det egentlig har for elevernes læringsudbytte. Har du?

“Det er snyd at bruge lommeregner”

Hvis du spørger elever i indskolingen om brugen af lommeregner i matematik, så vil rigtig mange af dem svare, at det er snyd at bruge lommeregner - og selvom de laver meget matematik på computer, så er det oftest med computeren som opgavesamling fremfor som hjælpemiddel. Det til trods for, at der i læseplanen for matematik står under 1. trinforløb (1.-3. klassetrin), at “De digitale værktøjer, som fx lommeregner, regneark, apps og dynamiske geometriprogrammer, er således en naturlig del af undervisningen, og elevernes kendskab til anvendelse videreudvikles gennem trinforløbet” og “Digitale værktøjer, herunder lommeregner og regneark, indgår både som redskab til beregninger og som middel i elevernes fortsatte udvikling af talforståelse

Maria Grove Christensen

Jeg er folkeskolelærer og passioneret matematikvejleder med et hjerte, der brænder for at give eleverne spændende undervisning af høj kvalitet. Herudover er jeg læremiddelforfatter og selvstændig konsulent, med et ønske om at gøre en forskel, der rækker langt ud over min egen undervisning. Jeg ønsker at bidrage til fagets udvikling i skolen gennem vidensdeling, debat, fagliglig refleksion og udvikling af nye materialer. Jeg er særligt optaget af, at få omsat teori og viden til praksis - primært indenfor matematik. Herudover er jeg en person med meninger og holdninger til den verden jeg færdes i og min blog vil derfor altid være et udtryk for mine personlige erfaringer, oplevelser og holdninger til det at være menneske og lærer i den danske skoleverden. Se mere på www.grovechristensen.dk

“Jeg må være dårlig til matematik, hvis jeg har brug for lommeregner”

Hvis du spørger elever på mellemtrinnet om brugen af lommeregner i matematik, så vil mange stadig opleve det som en form for snyd og noget de sjældent bruger. Dem som alligevel bruger lommeregner ind i mellem, har alt for ofte en oplevelse af, at det er fordi, de er så dårlige til matematik, at de har brug for det. I læseplanen for 2. trinforløb (4.-6. klassetrin) står der, at “Hovedregning og regning med skriftlige notater, hvori der indgår rationale tal, vedrører talstørrelser, der anvendes i hverdagsliv. Til beregninger, der rækker ud over denne anvendelse, skal eleverne have mulighed for at anvende digitale værktøjer, herunder lommeregner, regneark og CAS” - alligevel har rigtig mange elever (og måske lærere?) en opfattelse af, at det er ‘mest rigtigt’, hvis man regner alting ud selv uden hjælpemidler. Det er som om, at nogle lærere også er bange for, at eleverne ikke får lært at regne selv, hvis de ofte bruger lommeregner i undervisningen. Måske vi nærmere burde være bekymret for, hvilke konsekvenser det har for deres læring, hvis eleverne i alle opgaver bruger al deres fokus og energi på udregninger frem for at forstå og anvende matematikken? 

Alle der kender til mit virke ved, at jeg ikke høre til dem, der mener eleverne slet ikke skal lære at regne selv, nu hvor de alligevel alle render rundt med en lommeregner i lommen. Men formålet med at lære at regne er anderledes nu, end det var engang. Nu er formålet at eleverne skal opnå en stærk forståelse af tallene og regningsarterne, så de kan sætte denne viden i spil sammen med deres hjælpemidler og derudover bliver gode til hovedregning og overslagsregning som nyttigt supplement hertil. Hovedet og hjælpemidlerne skal være hinandens supplemet - ikke hinandens modsætning.

Hvad er mest hensigtsmæssigt i situationen?

I udskolingen er det min oplevelse, at det pludselig er langt mere ‘normalt’ at bruge forskellige digitale hjælpemidler som en naturlig del af undervisningen, så eleverne får pludselig travlt med at lære de forskellige hjælpemidler ordentligt at kende. Der står i læseplanen for 3. trinforløb (7.-9. klassetrin), at “Undervisningen er også rettet mod, at eleverne kan vælge, hvornår det er hensigtsmæssigt at bruge hovedregning, skriftlig notation eller et digitalt værktøj ved beregninger med rationale tal” - dette med at lade eleverne selv forholde sig til, hvad der er mest hensigtsmæssigt i situationen, det er noget jeg tidligere har tænkt alt for lidt over - også i forhold til mange andre hjælpemidler i undervisningen.

  • Hvilke overvejelser gør du dig inden en aktivitet i forhold til, om eleverne skal løse den med eller uden hjælpemidler?
  • Hvor ofte lader du eleverne selv overveje, hvad der vil være hensigtsmæssigt i situationen?
  • Hvordan opnår vi en tilpas balance og et optimalt sammenspil mellem færdighedstræning og regning med digitale hjælpemidler, så eleverne oplever hovedet og hjælpemidler som hinandens supplement - ikke hinandens modsætninger?

Det er nogle af de refleksionsspørgsmål, som jeg tidligere har glemt at stille mig selv i min forberedelse. Måske de også kan give mening for dig…

Powered by Labrador CMS