Vil I være søde at tænde for jeres kamera?

Foto: pexels.com

Meget kan man sige om fjernundervisning – også positivt – men én ting er sikkert; det er anstrengende og ikke ligetil, især ikke i et sprogfag, der er aldeles afhængig af al in-real-life mellemenneskelig kommunikation. Og jeg forstår endnu bedre end før vigtigheden i at forsøge at gøre sit bedste for at tænke ud af boksen, så elevernes motivation og deltagelse fremmes gennem den virtuelle verden.

Jovist, det fungerer fint at dele eleverne op i grupper og tildele dem opgaver, men opsamlingen derefter er oftest håbløs. Eleverne er ikke til stede, hvilket jo ikke er så underligt, når vi alle sidder hver for sig og prøver at være fælles om noget, der svæver i luften og samtidig ikke kan se hinanden. Det er de færreste elever, der tager det som en selvfølge og allerede nu har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg ydmygt har bedt dem om at tænde for kameraet.     

For at være konkret, så kan jeg bedst beskrive min tilsand efter første uge i fjernpraktik (om man så må kalde det) sådan her: man er ikke bedre end sit næste fejltrin / nederlag.  

Det har været en rutsjebane uden lige, især fordi jeg ikke helt kan finde mig tilpas i denne lærerrolle. Jeg har haft så mange tanker og ideer til netop mit andet praktikforløb i faget tysk, og da jeg måtte erkende, at det blev helt anderledes end forventet, så forsøgte jeg og forsøger stadig at tilpasse det på en kreativ og moderne måde. Men indtil videre har jeg ikke noget endegyldigt svar på, hvad der fungerer i længden, andet end tydelighed, tydelighed, tydelighed. 

Og det her skal ikke være et brokke-indlæg, jeg er blot frustreret over min mangel på gennemslagskraft som lærer, og derudover er det absolut umuligt at opbygge en relation til eleverne. De første par dage prøvede jeg at lære dem at kende ved selvintroduktion (naturligvis på tysk) i små grupper, og det fejlede fuldstændig på grund af tekniske udfordringer og jeg er ikke engang sikker på hvem eller hvad længere.

Relation er naturligvis noget, som opbygges over længere tid, men nu er der blot blevet tilføjet en ekstra barriere; nemlig afstand. 

Jeg oplever nu, at det faglige indhold står stærkt i fokus; vi skal prøve at gøre undervisningen så fagligt udbytterigt som muligt, men ellers er der ikke plads eller tid til andet. Både min praktiklærer og jeg forsøger ivrigt at aktivere eleverne gennem bevægelse, sjov med sproget og varierende aktiviteter for at formidle stoffet på en mere interessant måde (hvilket man jo ellers også ville gøre). Og det er nok det, som fungerer allerbedst lige nu trods tekniske udfordringer – heldigvis.

Jeg synes jo, at det vigtigste er, at vi i klassen skal kunne snakke frit og stille og roligt med hinanden, smile og grine lidt, men selv dét kan være svært at fremme, fordi omverdenens situation jo i sig selv er altoverskyggende for ens velbefindende.

Samtidig virker det til at være svært for eleverne at engagere sig i undervisningen, fordi undervisningen netop er rykket ind i deres private sfære. Pludseligt udgør undervisningen en trussel for deres privatliv, og overtager deres oprindelige fysiske pusterum. Hvor skal man så gøre af sig selv? 

Eleverne tillader sig – ubevidst – at lave deres egne regler, fordi de ikke befinder sig klasseværelsets fællesskab, altså undervisningens normale rammer og på den måde bliver det hele lidt overflødigt.

Kan eller bør man egentlig forvente mere givet omstændighederne?

Der er helt sikkert nogen, som har en fuldstændig modsat oplevelse af praktikken og dét at undervise online – hvilket jeg inderligt håber –, men ikke desto mindre, må jeg se det som en mulighed for at udvide mit kartotek og samtidig styrke troen på, at det man gør, er godt nok.