Den der betaler musikken, bestemmer hvad der spilles

I 1987 fik jeg min første ansættelse som lærer på en skole nord for København, og i 2013 forlod jeg atter skolen for at forfølge en karriere som selvstændig.

I løbet af min tid i skoleverden skete der noget umærkeligt og dog bemærkelsesværdigt.

Det var i 1987, og jeg husker et bestemt lærerrådsmøde ganske tydeligt. På dagsordenen var der sat god tid af til at diskutere et vigtigt emne; hvorvidt vi lærere måtte uddele papskemaer til eleverne, som de så kunne udfylde med deres fags lektioner.

Helt selvfølgeligt måtte en beslutning af den karakter vendes i lærerrådet grundet, at der i øverst i hjørnet af skemaet var trykt et lille, ret undseeligt logo for den nu hedengangne bank, Bikuben. Udkommet af diskussionen blev, at skemaerne naturligvis ikke måtte uddeles. Begrundelsen var, ”at skolen ikke skulle være et sted for merkantile interesser”.

I 2013 kom så skolereformen. I den forbindelse besluttede A. P. Møller fonden at spendere 1 mia. kroner på direkte indflydelse i folkeskolen, eller som det blev formuleret af fonden selv: ”på styrkelse af undervisningen”. Man skulle tro, at det gav anledning til hævede øjenbryn i pædagogiske kredse, at en af Danmarks største virksomheder i praksis satte sig på en meget væsentlig del af beslutningstagningen om, hvad lærere og pædagoger fremadrettet skulle efteruddannes i. Fraværet af den diskussion har været og er påfaldende.  

At også mange andre private aktører har fundet vej ind i skolerne, er jeg naturligvis bevidst om, så spørgsmålet her, er af mere overordnet og principiel karakter.

Jeg tænker, at det er på tide, at vi tager en overordnet diskussionen om, i hvilken udstrækning og under hvilke betingelser vores fælles folkeskole skal indgå i modtageenden af private midler.

At vi overvejer, hvilken betydning det har for skolerne, at forvaltningerne ofte skal tækkes en stor fond eller andre private aktører med deres egne interesser for at få udløst midler til efteruddannelse?

Hvad tænker I ude på skolerne?