Hurra jeg fik 12!

Sådan jublede min veninde forleden. Hun har netop fået SRP tilbage med dette flotte resultat. SRP er gymnasiets store hovedopgave, som tæller dobbelt, og derfor er en ekstra vigtig aflevering for de unge håbefulde studerende. Det havde været en nervepirrende ventetid fra aflevering til resultatet kom.

Der er bare det at sige til det, at min veninde er 50 år, og hun går ikke på Gymnasiet. Det gør hendes datter til gengæld.

Det var selvfølgelig med et glimt i øjet, men der var også et stort gran af sandhed i det. Fakta er nemlig, at både hun og hendes mand har hjulpet deres datter med den store opgave.

Jeg kunne ikke undlade at komme med en kommentar. For havde de så også tænkt sig, at de skulle skrive hendes afleveringer fremadrettet, når nu hendes flotte snit banede vejen for drømmestudiet?

Min veninde lod sig ikke sådan anfægte, for jeg måtte jo forstå, hvor vigtigt det er for datteren at få netop det rigtige snit, så alle fremtidsdrømme ligger åbne.

Vi er en forældregeneration, der strækker os meget langt i vores bestræbelser på at gøre alt for vores børn og unge. Spørgsmålet, der rejser sig, er, om det er gået for vidt?

Det hurtige svar er et stort rungende ja! Måske det er mere komplekst end som så. For er det ikke lidt langhåret, når jeg vedbliver at sige, at livet er andet end 12 taller, et perfekt ydre, drømmejob og drømmefyr?

Er forældre i dag måske i virkeligheden bare et produkt af den tid, vi lever i, hvor vi konstant får tudet ørene fulde af, at vores børn skal med på vognen, inden den kører.

Så får vi selvfølgelig en forældregeneration, der er hundeangst for, hvad der sker med deres barn i det her ræs, og forsøger at gøre det allerbedste, de har lært, for at give de bedst mulige vilkår for dem.

I virkeligheden gør min veninde måske lige præcis dét, som samfundet omkring inviterer til.