Mere genåbning presser arbejdsmiljøet

Lige før jul blev jeg sendt hjem. Anden bølge af corona skyllede ind over landet, og jeg måtte undervise mine elever foran skærmen på fuldtid. Undervejs blev der ændret og tilpasset i skemaerne, så vi kunne give eleverne en meningsfyldt skoledag, når de nu skulle sidde derhjemme. Vi kunne allerede dengang godt fornemme, at det ville trække ud.

På et tidspunkt blev der åbnet op for, at vi kunne mødes med eleverne i mindre grupper, såkaldte trivselsgrupper. Det krævede, at vi skulle tænke kreativt, for når en lærer mødes med fire elever, kan vi jo ikke efterlade de resterende 22 på perronen. Vi fandt dog en løsning og fik startet trivselsgrupperne op. 

Kort tid efter kom der så en ny udmelding. Vi måtte mødes med alle elever i klassen én dag om ugen udendørs. Igen skulle der tænkes hurtigt og kreativt, for hvordan får vi en regnfuld og råkold mandag i marts til at blive til meningsfuld undervisning for en klasse, der ikke har været samlet i tre måneder. Vi prøvede os frem, udvekslede ideer med kolleger, spurgte eleverne og fandt igen en løsning på denne nye udfordring.

To gange nåede vi at mødes udendørs, inden vi igen skulle tage omstillingsparathedsuniformen på, rydde kalenderen og ændre alle planer. Efter en tiltrængt påskeferie fik vi nu mulighed for at mødes med eleverne på skolen i klasselokalet 50% af tiden. En uge på skolen, en uge foran skærmen derhjemme. Der skulle igen tænkes nyt. Hvordan skaber vi en meningsfuld undervisning, når vi kun kan være fysisk sammen i halvdelen af tiden? Alt hvad der hedder årsplaner og tidligere forløb og gode erfaringer kan man skyde en hvid pil efter. Vi navigerer rundt i skoledag, som ingen af os har prøvet før, og vi forsøger efter bedste evne at få det bedste ud af det, men det tager på kræfterne at skulle omstille sig og nytænke alting i noget der ligner hver anden uge.

Sidste nye skud på stammen kunne jeg så læse om i morges. Søvndrukken læste jeg på min telefon, at børnene i 5.-8. klasse får mulighed for udendørs fremmøde i de uger, hvor der ikke er adgang til indendørs undervisning. Jeg er både rundtosset og forvirret. Hvad kommer de til at betyde for mig og mine elever? De seneste måneders omstillinger har gjort mig træt og til tider opgivende. Men misforstå mig ikke. Jeg vil virkelig gerne se eleverne, og det er skønt, når vi kan mødes fysisk. Jeg brænder for at give dem den allerbedste undervisning, og jeg sidder ikke med korslagte arme, men der mangler en forståelse for, at det kræver virkelig meget af os lærere at omstille os i sådan et omfang, som vi gør lige nu. Jeg er ikke tryllekunstner, en levende idebank eller en omvandrende udeundervisningsguru. Der er brug for at vi giver både lærere og elever ro på, fordi det seneste år har været turbulent nok i sig selv.