Karakterer og adgangen til gymnasiet – En Historisk Replik

Adgangskravene til gymnasiet har længe været et emne for debat og forskellige politiske tiltag, og drøftes nu igen. På den ene side har regeringen - og senest gymnasierektorerne - været bannerførere for et synspunkt om, at for mange unge vælger en gymnasial uddannelse efter folkeskolen og samtidig at for mange opnår adgang til gymnasiet. De har derfor fremsat forslag til, hvordan optaget kan reduceres, og i den forbindelse synes forslag om en ufravigelig minimumskarakter på 5 at stå centralt. På den anden side påpeger andre – senest gymnasieeleverne - den sociale skævhed, der fremdeles er fremherskende i optaget til netop de gymnasiale uddannelser, og at det er et problem i forhold til demokrati og lighed.

Stillet lidt skarpt op kan man sige, at mens nogle er optagede af, hvordan man reducerer optaget og evt. også skærper kravene, hvad angår karakterer, så er andre optagede af, hvordan man kan sikre en inkluderende, socialt retfærdig og demokratisk praksis i optaget til uddannelserne efter grundskolen.

Forskningen og statistikken om karakterer viser, at den sociale baggrund spiller en stor rolle i forhold til, hvordan elever klarer sig i test, prøver og eksamener. Unge fra bestemte (privilegerede) sociale baggrunde er bedre stillede end andre i også de sammenhænge, og herved reproduceres samfundsstrukturer og sociale lag. Det er velkendt. Nogle unge er således også favoriserede, hvis adgangen til ungdomsuddannelserne primært baserer sig på karaktererne fra folkeskolen. Andre kan så modsat siges at være diskriminerede, alene fordi karakterer i sig selv vil stille disse børn dårligere.

Denne diskussion er imidlertid ingenlunde ny. Allerede for snart 100 år siden blev der udsendt en erklæring fra den verdensomspændende reformpædagogiske kongres, som blev afholdt på Kronborg Slot i 1929, der sagde:

Nationerne bevæger sig mere og mere mod uddannelse af børn og unge op til 18 år for hele befolkningen, snarere end for nogle få udvalgte. Derfor bør en eksamen ikke være afgørende for videreuddannelse af børn og unge (…). I stedet bør alle børn sikres en vej ind i ungdomsuddannelserne, idet den afgørende faktor for uddannelsesvejen er individets behov og evner og samfundets krav (vores oversættelse).

Citatet rammer hovedet på sømmet i forhold til, hvad det er for balancer, der skal findes i forhold til at afgøre, hvilke uddannelsesveje, der skal være åbne for hvem. Alle tre dimensioner - Individets behov og evner og samfundets krav - er under stadig forandring i forhold til tid og sted. Det er derfor nødvendigt at opbygge et dynamisk system, der sætter mennesker i centrum og reagerer på forskellige menneskelige interesser og behov og samtidig tilbyder en nuanceret forståelse af uddannelsesmæssige behov. Brugen af eksamener, test og prøver abonnerer uvægerligt på tanken om en standard. Derfor må sådanne bedømmelser altid ledsages af et fokus dels på konsekvenserne for eleverne og dels på, hvordan udfaldet ved bedømmelser bliver til. Eksempelvis bør det altid overvejes om og i hvilke former standardisering udøves, på hvilke måder dette evt. vil kunne diskriminere eller favorisere nogle alt efter deres sociale baggrunde, køn eller andre faktorer, og med hvilken grad af uigenkaldelighed de praktiseres. Kan der eksempelvis være mulighed for, at en elev kan tage en eksamen om senere, hvor vedkommende har opnået en større faglig modenhed end på det oprindelige eksamenstidspunkt? Det fremmeste formål med uddannelsessystemer må være, at de skal være i stand til at skabe positive læringsmiljøer og i sidste ende også destinationer for alle børn og unge.

I et demokratiperspektiv bør alle børn og unge være ligestillede, hvad angår mulighederne for adgang til f.eks. de gymnasiale uddannelser. En selektion, der baserer sig alene på karakterer, vil uvægerligt også rumme en social skævhed og dermed en risiko for en endnu stærkere reproduktion af klassesamfundet.