BLOG
Empty article - Subtitle
Forskning, der gør børn mindre I
At bedrive forskning og politik, der tæller, måler og vejer elever, er blevet dagligdagskost og hverdag i folkeskolen anno 2018.
Både Ove K. Pedersens nye bog ”Reaktionens tid”, samt det glade budskab om, at Merete Riisager har sammensat en rådgivningsgruppe, der skal sikre ’gennemlysning af nationale test’ understreger på hver sin måde den uomtvistelige diagnose: Folkeskolen er i en forandringstilstand i disse år, måske endda i en konstant undtagelsestilstand – een stor forsøgsskole.
I denne debat om Folkeskolens forandringstilstand, lærernes arbejdstid og elevernes nye virkelighed qua skolereformen simrer problemstillingen om vejningen af børn.
”Weighing the pig doesn’t fatten it” hedder et engelsk ordsprog, alligevel er dette virkeligheden i Folkeskolen anno 2018, og desværre har test-toget allerede forladt perronen (jeg har i hvert fald ikke fantasien til at forestille mig genetableringen af ’de gode gamle dage’).
At forestille sig en Folkeskole i dagens Danmark, der ikke tester, måler, vejer og sammenlignes internationalt i stadigt større grad ligner en utopi. Reset-knappen er for længst blevet skrottet og måleapparaturet har allerede ændret genstanden for bestandigt. Eller sagt måske i mere Bourdieusk ånd: det økonomiske felt har for længst transformeret uddannelsesfeltet til sit eget billede.
Virkeligheden er ikke længere om vi skal teste, men hvordan vi tester og måler, og hvem der evaluerer. Spørgsmålet specielt forskere og politikere snarere bør stille sig er – hvordan måler, vejer og undersøger vi elever og Folkeskolens felt på en måde, der ikke reducerer kompleksiteten i de problemstillinger elever, lærere, forældre, skoleledere osv. står i? At undgå at bedrive forskning, der gør børn mindre og reducerer feltets kompleksitet, stiller krav til, at de forskere, der bedriver kvantitativ forskning og metoder også kender til børns udvikling, klasseværelsets beskaffenhed, lærerenes arbejdsvilkår/praksis og Folkeskolens rammer.
Eller sagt lidt mere forenklet: ”Hvad kan børn egentlig svare på i et spørgeskema, og hvilken viden kan man uddrive af et sådant, samt hvor stabile er svarene og den faglige vurdering udtrukket fra en national test”.
Det rådgivende råd omkring gennemlysningen af de nationale test er et skridt i den rigtige retning, og jeg er glad for, at der i det mindste er én skoleelev i sådan en forsamling.
