Astra-bloggen
Blog
Giv ikke op over opgivelserne til naturfagsprøven
Brug forløbsplanerne fra de fællesfaglige undervisningsforløb som genvej til at få opgivelserne til naturfagsprøven på plads.
Over hele landet sidder naturfagsteam i disse dage og lægger sidste hånd på opgivelserne til den fælles naturfagsprøve. Den nye prøveform har betydet fælles planlægning, fælles undervisning og fælles evaluering - og altså nu som kronen på værket fælles opgivelser. Dem, som eleverne skal prøves på baggrund af.
Undervisningen har vekselvirket mellem enkeltfaglige og fællesfaglige forløb, og der kan opgives stof fra begge slags forløb, så længe det relaterer sig til de mindst fire fokusområder, som er udvalgt til prøven.
Af prøvevejledningen fremgår det, at det opgivne stof skal:
- være alsidigt sammensat og relatere sig til de fire fælles kompetenceområder i forhold til de valgte fokusområder
- organiseres i minimum fire fællesfaglige fokusområder
- repræsentere stof fra 9. klasse - dog kan stof fra 8. klasse inddrages
- indeholde de tekster og andre udtryksformer, der danner udgangspunkt for prøven
- indeholde mindst tre eksempler på andre udtryksformer end tekst
- være fordelt forholdsmæssigt i forhold til fagenes vejledende timetal, dvs. mest f/k og mindst geografi. OBS: dette gælder de samlede opgivelser - det kan godt variere inden for de enkelte fokusområder
Desuden kan det opgivne stof med fordel relatere sig til Fælles Mål i de tre naturfag, fx i form af de læringsmål, der er arbejdet med i undervisningen i de enkelte forløb. De samme tekster, modeller osv. kan godt gå igen i flere fællesfaglige opgivelser. Et tip kan være at tage udgangspunkt i de forløbsplaner, der er blevet udarbejdet til de enkelte fællesfaglige fokusområder i undervisningen. Her er der netop blevet udvalgt tekster, andre fremstillingsformer og formuleret læringsmål. Eleverne er blevet præsenteret for en række undersøgelser, modeller og perspektiver - og det vil være det, de i høj grad skal tage udgangspunkt i, når de skal udarbejde en ny problemstilling og nye arbejdsspørgsmål. Hvis naturfagsteamet bruger forløbsplanerne som udgangspunkt for opgivelserne, så skal der blot suppleres med fx tekster fra de enkeltfaglige forløb.
Eleverne bliver prøvet i det stof, der hører til det fællesfaglige fokusområde, de har trukket. Udgangspunktet er den problemstilling og de arbejdsspørgsmål, de formulerer i løbet af perioden mellem 1. april og den endelige godkendelse af deres arbejde. Derfor er det vigtigt, at opgivelserne er brede og giver plads til forskellige problemstillinger.
På astra.dk/fællesprøve kan du læse meget mere om prøven, og på astra.dk/erfaringer-med-fælles-prøve kan du bl.a. se et eksempel på vejen fra lodtrækning til prøvedag.