Blog
"Hvorfor gider du egentligt at være lærer?"
Jeg får tit følgende spørgsmål fra elever: "Hvorfor vil du gerne være lærer, er det ikke træls/hårdt/nederen/osv...?" Og jo, det er det da til tider.. men det er alt muligt andet end det.
F.eks. er det også glæde, kærlighed, en øjenåbner, livsbekræftende og givende på så mange måder, at jeg har svært ved at sætte ord på det. For mig er det et privilegium at se barndom blive til ungdom. Tænk, at få lov til at være en del af så mange livsrejser. Tænk, at få lov til at berøre så mange menneskeliv.
Det kan lyde langhåret og det er også okay. For jeg synes virkelig det er smukt. At stå midt i det hele, men stadig lidt på afstand, og betragte et hold unge mennesker, der afslutter noget de har været i, i åh så mange år - lige dele spændte og nervøse på, hvad der nu kommer. Hvad der venter på dem på den anden side af folkeskolens trygge rammer.
Rejsen er ikke lige nem for alle og alt for mange må kæmpe med alt for meget. Og tænk, at nogen af dem alligevel giver os lov til at træde ind og tilbyde en skulder, et kram eller en ekstra snak i ny og næ.
Jeg fik et brev af en elev i dag. Han skriver, at han ikke er sikker på, at jeg ved, hvor taknemmelig han er, for det jeg har givet ham. Og jeg har faktisk ikke givet mere end lidt af min tid.
Og den tid er dyrebar, det har vi snakket om i mange år - men at se sort på hvidt, hvad det har betydet for bare én enkelt elev, at jeg et par gange er gået lidt senere på weekend og en enkelt gang er kommet lidt for sent til et møde, det for mig, kan ikke gøres op i kroner og øre!
Så når mine elever spørger, hvorfor jeg egentlig gider det der lærer-noget, med elever, der larmer og ikke hører efter, og brokker sig og alt muligt andet (ja, selvindsigt har de masser af), så kan det godt være jeg udadtil svarer dem i lidt vage vendinger, men inderst inde ved jeg godt, hvorfor jeg gider det.
Jeg gider det, fordi det er vigtigt! Fordi det betyder noget, og fordi det jeg får igen ved at give bare en lille smule, er det der driver mig på de dage, hvor timerne er for få og opgaverne for mange.
Hermed en opfordring til at huske på, hvorfor vi egentlig brænder for vores opgave og hvem det egentlig er, der er de vigtige i alt det her. Jeg takker mine elever for dagligt at minde mig om det - hvad enten det er med et dybtfølt brev eller bare et simpelt "godmorgen" og et smil!
