Sigrid Elise Aagaard

Blog

Censurerer du dine timer?

Ytringsfrihed og censur i undervisningen er virkelig kommet i fokus de sidste ugers tid. Statsministeren og de øvrige politikere har det på dagsordenen. Og jeg må indrømme, at jeg aldrig har skænket det en tanke, om der er noget jeg kan og ikke kan inddrage i min undervisning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Åben spørgetime

Sigrid Elise Aagaard

Jeg er 30 år, mor til to (og en bonus) og har mit daglige virke i Ringsted på en stor udskolingsskole fuld af glade teenagere og fantastisk dygtige og engagerede lærere. Jeg er uddannet i 2015 i Roskilde og har bredt mig ud over en herlig faglig palette af både dansk, historie og naturfag. Jeg påbegynder senere i år min uddannelse som Da2-vejleder. Jeg føler mig hverken særlig politisk eller frembrusende, men elsker at dele ud af hverdagsfilosofi og betragtninger fra dagligdagen i folkeskolen. Dog skyr jeg ikke fra at blande mig lidt i debatten, når et emne rammer tæt på hjertet - så længe tonen er god og der serveres kage til.

Mine elever må spørge om alt. Det er ikke sikkert de får det svar de ønsker, men det er vigtigt for mig, at de føler de kan spørge. Nogle gange tager undervisningen en drejning pga. spørgsmålene. Emnerne spænder bredt; rettigheder, fødsler, pubertet, sexsygdomme, motion/kost osv. Altså ting som helt almindelig, nysgerrige teenagere spontant kan komme til at tænke på, når danskundervisningen bliver for tør eller naturfagsundervisningen handler for meget om økosystemer og klimaforandringer.

Jeg giver det plads og svarer. Nogle gange vækker svarene fnis og røde kinder, andre gange sidder de kære unge mennesker med rædslen malet i ansigtet. Men det forhindrer dem ikke i at spørge igen.

Jeg synes det er ærgerligt, når lærere undgår emner eller fravælger materiale, fordi det kunne blive…. Ja, hvad egentligt? Pinligt?

Hvorfor bliver vi berøringsangst med de her emner? En rask diskussion ind i rettigheder og holdninger bidrager da netop til at udvikle de unge mennesker til aktive deltagere i et demokratisk samfund. Til at turde byde ind i debatterne og ytre sig på en ordentlig og velargumenteret måde. En samtale om sex, hvor læreren går forrest i afdramatiseringen, ved at vise, at disse ting kan vi godt snakke om, uden at det behøver være pinligt eller svært, kan virke som et modspil til alle de situationer, hvor disse emner bliver netop det; halvfarlige og tabubelagte.

Hvis vi ikke kan tale frit og dele vores tanker og undringer med hinanden i trygheden i klasselokalet, hvordan skal vi så kunne gå ud i samfundet og gøre det?

Bør vi censurere?

Jeg har aldrig overvejet at skære materiale fra i min undervisning - det troede jeg ikke var nødvendigt. Men når debatten bliver åbnet, kan man da sidde og blive helt i tvivl. Min tanke med ikke at censurere min undervisning er nok, at de unge alligevel bliver bombarderet med kropsbilleder, politiske agendaer og materiale med seksuelt indhold i deres hverdag via diverse platforme og sociale medier - så hvorfor ikke gribe den mulighed det er, at kunne snakke emnerne igennem og lære at tage stilling.

Ved IKKE at censurere vores undervisning, åbner vi for den mulighed, at eleverne selv lære at censurere de informationer, de bliver udsat for. At sortere i, hvad de ønsker og ikke ønsker at skulle forholde sig til. Det synes jeg personligt er vigtigere end om jeg i det skjulte får lidt røde ører over seksualundervisningen eller er bange for at "tabe" en diskussion med en elev.

Censurerer du din undervisning - og hvorfor?