Sigrid Elise Aagaard

Sigrid Elise Aagaard

Blog

Note til mig selv: det er en ommer!

Dansktimen er i gang og en brainstorm over dokumentargenren er i fokus. Mit fokus. Men kommentarer og spørgsmål om Ukraines situation blander sig med genretræk og analysegreb. Jeg affejer lidt ublidt eleverne og beder dem tage "dansk-brillerne" på. Jeg har efterfølgende fortrudt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er du ligeglad med menneskeliv?

Sigrid Elise Aagaard

Jeg er 30 år, mor til to (og en bonus) og har mit daglige virke i Ringsted på en stor udskolingsskole fuld af glade teenagere og fantastisk dygtige og engagerede lærere. Jeg er uddannet i 2015 i Roskilde og har bredt mig ud over en herlig faglig palette af både dansk, historie og naturfag. Jeg påbegynder senere i år min uddannelse som Da2-vejleder. Jeg føler mig hverken særlig politisk eller frembrusende, men elsker at dele ud af hverdagsfilosofi og betragtninger fra dagligdagen i folkeskolen. Dog skyr jeg ikke fra at blande mig lidt i debatten, når et emne rammer tæt på hjertet - så længe tonen er god og der serveres kage til.

Det blev følgespørgsmålet, da jeg i torsdags bad en af mine elever glemme Ukraine og lukke for nyhederne i undervisningstiden. Mit svar blev: "ja, lige nu er jeg". Og bevares, vi grinede lidt sammen og mine elever kender mig heldigvis godt nok til at forstå, hvad jeg mente med den udtalelse. Men da jeg kom hjem, begyndte jeg alligevel at krumme tæer over mig selv og fortryde, at det var sådan jeg greb situationen an. Blandet ind i aftenens nyhedsindslag om Rusland-Ukraine situationen var interview med teenagere og udtalelser fra børnetelefonen. Min veninde skrev fortvivlet om, hvordan man beroliger og forklarer krig for en 6-årig, der spørger, om verdenen går under snart og samtidig flød mine profiler på sociale medier over med mere eller mindre sande opslag med krigs-indhold. Så nej, der er ikke noget at sige til, at det fylder hos de unge mennesker. Jeg arbejder med en aldersgruppe, der følger med i alt! Også mere end jeg selv gør, tror jeg.

Min tå-krummen og selvrefleksion gik derfor på, om jeg mon dog ikke kunne have afsat nogle minutter til at lytte og tale om det, der faktisk er vigtigt her i verden; medmenneskelighed og "samfundssind" (for at bruge et efterhånden lidt slidt udtryk).

Hvor vigtigt er det egentlig at repetere en skide dansk-genre, når der sidder en håndfuld 9. klasser, med den ene fod ude ad døren, på vej ud i en virkelighed, der byder på lidt mere end læsebånd og retstavningsprøver?

Min kollega var et bedre og mere fremsynet menneske end jeg; hun opfordrede vores elever til at komme og spørge og snakke, frem for at søge viden på TikTok og Snapchat. I strømmen af informationer er det ikke nemt at skelne rigtigt fra opdigtet. Er videoen med militærkøretøjer filmet i en krigszone eller viser den værnepligtige ved den lokale kaserne, der er på vej på øvelse? Er klippet med en kvinde, der konfronterer en russisk soldat filmet nu eller for 5 år siden i en helt anden sammenhæng?

Jeg skammer mig over retorikken

Under et klip, hvor Statsministeren taler om og til Ukraine og udviser støtte og solidaritet, ligger den ene hadefulde kommentar efter den anden. Jeg bed mærke i, at en hel del af kommentarerne udtrykte harme, vrede og frustrationer med rod i de sidste to års Covid-19-situation og i den noget tynde argumentation blev f.eks. Rigsretten nævnt. Og jeg kan simpelthen ikke se, hvad det har med krigen imellem Rusland og Ukraine at gøre, hvordan vores Folketing har håndteret en pandemi.

Det gør ondt på mig, når voksne mennesker bruger sådan en retorik og jeg er rystet over, at vi ikke er nået længere. Tænkt at vi stadig lever i en verden, hvor det negative får lov at blomstre og trives. Er den smålighed og egocentrisme ikke netop en af grundene til, at krig stadig er en ting?

Store, generaliserende påstande fra min side og uden noget særligt belæg - I know. Men føj, hvor kan jeg godt forstå, at vi i vores virke som folkeskolelærere, ser et uhyggeligt stort antal unge kæmpe med den ene eller den anden form for uro og angst. Det er en vild og voldsom verden at vokse op i, med krige, pandemier og skyhøje krav og forventninger til den enkelte og strømmen af u-filtrerede informationer er vanvittig. Jeg kan kun glæde mig over, på egne vegne, at livet var knap så kompliceret, da jeg var teenager. Bevares - sult, nød og terrorangreb gik mig ikke næsen forbi, men det var nemmere at slukke for dengang end nu.

En personlig ommer

Jeg ville ønske, at det eneste, der fyldte i hovederne på 9. klasses elever i dag var, hvem der kyssede med hvem i weekenden og om frisøren egentlig havde gjort et godt nok job med saksen. Det er bare ikke virkeligheden og det bliver det heller aldrig igen, medmindre vi skruer tiden tilbage, slukker for internettet og finder kladdehæfterne frem. Not likely!

Og det er nok i bund og grund det, min anger over egen præstation i den indledende situation handler om. Når nu jeg ved, at verden er som den er, er det så ikke netop en af mine fornemmeste opgaver, at hjælpe mine elever med at sortere, lukke ned og få ro? Ikke ved at affeje, men ved at lytte og lede videre?

Jeg har tænkt over efterfølgende, om jeg lukkede ned for snakken, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Der er jo ingen der ved, hvad der kommer til at ske! Jeg er kommet frem til, at det heller ikke er vigtigt med et svar. Det vigtige er, at bidrage med en rolig og mere voksen stemme, med brede nok skuldre til at tage 16-åriges bekymringer på sig. En stemme, der kan give et mere afdæmpet input, end vrede og nedværdigende Facebook-kommentarer eller likehunteres vilde videoer. Jeg vil forsøge at gøre min kollega kunsten efter og opfordre mine elever til at søge deres viden gennem de "rigtige" nyheder, undgå at falde i SoMe-fælden og snakke med de voksne de kender. Og jeg vil tage mig tid til at lytte og give plads til bekymringerne - også midt i danskundervisningen - for der er faktisk ting, der er vigtigere end berettermodellen. F.eks. menneskeliv.

Powered by Labrador CMS