Sigrid Elise Aagaard

Sigrid Elise Aagaard

Blog

Det muliges kunst

Tastaturet gløder og arbejdstelefonen plinger. Den velkendte lyd af et Teams-opkald fylder rummet. Min kaffe står iskold ved siden af skærmen og de u-rettede erindringer, som 8I afleverede for tre uger siden, ligger og kigger på mig. I dag var ellers dagen, hvor jeg havde set det som en mulighed at komme de erindringer til livs. Altså de skriftlige af dem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At kunne nå det eller ikke kunne nå det…

Sigrid Elise Aagaard

Jeg er 30 år, mor til to (og en bonus) og har mit daglige virke i Ringsted på en stor udskolingsskole fuld af glade teenagere og fantastisk dygtige og engagerede lærere. Jeg er uddannet i 2015 i Roskilde og har bredt mig ud over en herlig faglig palette af både dansk, historie og naturfag. Jeg påbegynder senere i år min uddannelse som Da2-vejleder. Jeg føler mig hverken særlig politisk eller frembrusende, men elsker at dele ud af hverdagsfilosofi og betragtninger fra dagligdagen i folkeskolen. Dog skyr jeg ikke fra at blande mig lidt i debatten, når et emne rammer tæt på hjertet - så længe tonen er god og der serveres kage til.

Programmet for dagens hjemmeundervisning - fagdag, 6 timers danskundervisning - var lagt og klar: fælles introduktion og derefter selvstændigt arbejde med mulighed for vejledning. Masser af tid til mig, både til varm kaffe og rettearbejde. Men sådan går det jo aldrig, gør det? Er det ikke altid på de dage, man regner med vil blive easy-peasy, at man ender med at rende aller hurtigst?

Introduktionen kørte på skinner - kan det andet, når man sidder og snakker til sort teams-skærm med 19 elever, der ikke har et eneste spørgsmål? Sidste besked, udover det helt og aldeles ubesvarede spørgsmål "er opgaven forstået", var: prøv i 30 minutter - kontakt mig derefter, hvis I er gået helt i baglås. Sæt i gang!

Der gik lige præcis 28 sekunder før første besked tikkede ind i chatten og 2 minutter og 17 sekunder før første opkald krævede min opmærksomhed. Hvor ville jeg dog ønske, at mine elever begyndte at stille de opklarende spørgsmål i plenum.

Så imens jeg svarede på de samme spørgsmål igen og igen og nogle gange synkront på både tekst og i opkald, koordinerede med kollegaer og snakkede med en sød medarbejder fra Meebook, blev min kaffe koldere og størrelsen på stakken med erindringer uændret. Og det er selvfølgelig træls.

Men det er også okay. For man kan ikke nå det hele på én gang, selvom det nogle gange føles som om man gør det.  

Til eftertanke

Efter mine 5 år som lærer (vårhare - I know) er jeg nok egentlig også kommet frem til, at det er de dage, der er fedest. Dem der ikke helt blev som man havde troet. Hvor man også selv bliver udfordret lidt og hvor man skal sadle lidt om i løbet af dagen.

Det er nogle dage det muliges kunst at gennemføre undervisning og jeg ville ønske mine elever var bedre til at tænde for det kamera - jeg er et meget socialt menneske, så jeg nyder at se ansigter frem for initialer - men nogle dage er der også kommet nogle fede, uventede og anderledes undervisningssituationer og AHA-øjeblikke ud af det. Det håber jeg følger med tilbage på skolen.

Man kan sige mange ting om hele det her Corona-år og man kan sige mange ting om fjernundervisning - og her mener jeg mange negative ting. Men jeg føler personligt også, at det her år har gjort mig dygtigere som lærer. Dygtigere til at lægge til og trække fra (ikke på matematik-måden) og dygtigere til at sige "pyt" og til lidt improvisering.

Føler du, at du er blevet en dygtigere lærer det sidste år?

Powered by Labrador CMS