Hokus pokus - det gode i fokus!

Hvilke briller tager vi på?

Den obligatoriske "I-skal-snart-have-karakterer"-retskrivningsprøve er netop afsluttet. Elevernes resultater tikker ind. Og det gør beskederne fra eleverne også. "Hvordan lå jeg i forhold til sidst?", "Hvor mange point skal man have for at få 10?". I kender dem…

Jeg synes selvfølgelig det er dejligt, når elever spørger ind og ønsker at dygtiggøre sig - ønsker at yde deres bedste. Men for pokker, hvor er det dog vigtigt for mig, at deres fokus ligger det rigtige sted i deres forespørgsler.

Jeg har haft mange og lange samtaler med mine elever. Samtaler omkring karakterer og feedback. Nogen elsker karaktererne, andre hader dem. Nogen ser det som en mulighed for at følge sin egen udvikling, andre som en kæmpe stopklods. Alle er de dog enige om, at der er alt for meget pres på, fra alle mulige kanter, ift. at man skal klare sig godt!

Hvem definerer, hvad der er godt? Et landsgennemsnit? Et andet lands resultater? Eller er det de unge selv, der får skabt det pres (farlig tanke - I know!)? Hvordan skal vi hjælpe de unge mennesker til at blive robuste og stærke i troen på egen formåen, når de er så fokuseret omkring at måle sig op i mod alle andre?

Jeg sætter en ære i, gennem mit virke, at prøve at fremelske den der stemme indeni, der siger, at det var godt nok!

Tager vi de positive eller negative briller på om morgenen, når vi gør os klar til dagen? Kunne vi prøve en dag at være modige nok til at smide de negative på gulvet og trampe så hårdt på dem, at de aldrig igen vil have mulighed for at blive det foretrukne valg? Og nej, ikke ment som, at vi skal vade gennem livet evigt glade og uden nogen former for filter. Men jeg tror på, at det at fremhæve det positive i en situation, i stedet for at gå i stå omkring det, der ikke gik, er det der rykker os som mennesker. Især i ungdommen! Jeg håber inderligt, at det også er det mine elever mærker i min respons til dem.   

Kun 2 fra…

Tilbage til retskrivningsprøven. En af de søde, ihærdige piger i min ene 8. klasse, der til trods for (og i samarbejde med) sin tildelte IT-rygsæk, er i stadig positiv udvikling, skriver til mig, efter at have aflæst på omsætningstabellen, at hun "kun var 2 fra!" (et 10-tal) efterfulgt af grædende smiley. Og her snakker vi altså om pigen, der for halvandet år siden konsekvent fik 02 i selvsamme disciplin. Av, dér var den igen. De negative briller. Det negative fokus. Glasset halv tomt og alt det der. Min tilbagemelding blev, som den alle dage har været og vil blive: "Vær ikke ked af, at du var lige ved - vær glad og stolt!" Og heldigvis tikkede hendes svar - efter kort betænkningstid - ind: "Jeg er glad og stolt!"

Og så blev jeg sgu glad og stolt - glad og stolt over, at være havnet i et job, hvor små succeser kan sætte ringe i vandet og inspirere og varme selv i tider, hvor voksen-pessimisme får en til at kigge langt efter det "gode". Minde én om, at det med de rigtige briller også gælder for én selv.

Så hermed, afslutningsvis en opfordring til at finde de rigtige briller frem ved dagens start. Dem med glimmer og flotte farver, der ikke kan se gråtoner. Dem der fylder glasset i stedet for at smadre det! Jeg har fundet mine frem!