Sigrid Elise Aagaard

Sigrid Elise Aagaard

Blog

Må jeg bede om en retningslinje, tak?

De fleste der arbejder med børn og unge har nok oplevet det i et eller andet omfang. En af de der klasser eller grupper, der dræner. Men hvordan arbejder man egentlig omkring det og overlever i det, når gode råd er dyre og ide-tanken er tømt ud?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ikke al kaffe i hele verden kan modarbejde de blå-sorte rander, der lige for tiden pynter så fint under undertegnedes øjne. Og desværre virker mit eget ansigts beskaffenhed lidt som en trist spejling af indtil flere kollegers. For vi har gang i en af de helt store hovedpiner for tiden. Og det er egentlig ikke det, som det her indlæg handler om - altså selve hovedpinen. For vi arbejder med unge mennesker, og det må forventes, at der opstår situationer, der kalder på udvidet skole-hjem-samarbejde og punkter til dagsordenen på diverse teammøder. Det er en del af hverdagen. Men når pinen trækkes ud, og de forskellige ting man sætter i gang og prøver af, ikke helt bærer frugt, begynder det at tære på kræfterne.

Sigrid Elise Aagaard

Jeg er 30 år, mor til to (og en bonus) og har mit daglige virke i Ringsted på en stor udskolingsskole fuld af glade teenagere og fantastisk dygtige og engagerede lærere. Jeg er uddannet i 2015 i Roskilde og har bredt mig ud over en herlig faglig palette af både dansk, historie og naturfag. Jeg påbegynder senere i år min uddannelse som Da2-vejleder. Jeg føler mig hverken særlig politisk eller frembrusende, men elsker at dele ud af hverdagsfilosofi og betragtninger fra dagligdagen i folkeskolen. Dog skyr jeg ikke fra at blande mig lidt i debatten, når et emne rammer tæt på hjertet - så længe tonen er god og der serveres kage til.

Og hvad stiller man så op som team og kollegaer, når gode råd er dyre og intet helt virker? Hvis jeg havde et hurtigt svar, ville jeg nok ikke sidde og skrive dette lige nu.

Hertil og ikke længere!

Jeg er sådan et menneske, der tager andres sindsstemninger ind - vender og drejer dem, føler dem og næres eller tæres af dem (det hænger nok sammen med mit stjernetegn, hvis man er til sådan noget). Når kollegaer gennem frustrations-tårer prøver at sætte ord på, hvad det er, der er svært, så bliver jeg ramt. Ramt på retfærdighedssansen, personlige værdier og hvad der ellers ligger af ting i den afdeling. Det her handler ikke om mig - selvom jeg godt kan se det kommer til at lyde sådan. Det er ikke meningen. Men situationer og perioder, som den mit team er i lige nu, og som mange andre teams landet over helt sikkert også har siddet i, skriger på en eller anden form for opmærksomhed. Der har været en del fokus på vold, trusler og truende adfærd i skoleverdenen gennem årene. Jeg har netop læst artiklen om magtanvendelse i Folkeskolen. Så det er jo ikke fordi, der ikke er fokus på, at der også er en bagside af det at arbejde med andre mennesker. Men hvad har vi reelt af handlemuligheder - os på gulvet - når vi står midt i bålet og ikke kan se ud? Hvornår er nok, nok, og hvor meget skal man gå på kompromis med sig selv, før man hiver bremsen og siger "hertil og ikke længere!"? Hvis vi ikke må sende hjem med ordene; "jeg kan se du har brug for en tænkepause - lad os ses igen i morgen til en ny dag" når grænsen er nået, hvad gør vi så? Appellerer til fornuft, bliver talt efter munden af lidt-for-smart-i-en-fart-teenager og risikerer at blive grinet af, det øjeblik vi vender ryggen til?

Men hvad må vi så?

Jeg går som udgangspunkt ikke ind for konsekvens-pædagogik og kan også godt lide tanken om, at det er dén voksne, der står i en tilspidset situation, der lægger låg på, for at bevare egen autoritet, i stedet for, at én med flere stjerner på skuldrene gør det. Jeg er helt med på, at folkeskolen er for alle, med alt det spræl det måtte indebære. Jeg vil til hver en tid kæmpe i tæt samarbejde med mine kollegaer med alle de tiltag og ressourcepersoner vi kan hive ind fra højre og venstre. Men jeg savner klare retningslinjer for - på landsplan - hvad vi kan og ikke kan hive op af hatten som nødbremse og arbejdsredskab i de situationer, hvor vi har brug for her og nu løsninger og ikke månedlange processer. I de situationer, hvor alternativet er en langtidssygemelding eller en flugt til en ny arbejdsplads, hvor græsset - måske/måske ikke - er grønnere.

Måske de retningslinjer findes - jeg er bare ikke stødt på dem endnu.

Powered by Labrador CMS