Dårlige skoler kan også være gode

For mange forældre er det svært at finde en skole, der lever op til de forventninger og drømme, man har på sit barns skolegangs vegne. Skolevalg i Danmark er ikke længere en given sag, og der er over tyve procent, der vælger folkeskolen fra, ligesom det er blevet almindeligt, at man ”shopper” folkeskoler uden for distriktet. Jeg vil (med fare for at lyde som et privilegieblindt overklasseløg fra Roskilde, hvor folkeskolerne er vildt gode) argumentere for, at det ofte er en god ide at give den lokale folkeskole chancen - også selv om den måtte have et dårligt ry eller ligge i et boligområde med store sociale problemer.  

For det første er det min erfaring, at rygter om skoler tit er vildt overdrevne eller forældede. Jeg er i løbet af de sidste fire år ofte kommet ud på skoler som konsulent, hvor jeg har hørt de værste historier, for så at opleve en glimrende undervisning af dygtige og dedikerede lærere. Jeg har også oplevet at komme ud på ”præmieskoler”, hvor eleverne har hængt i gardinerne. Jeg synes slet ikke at kunne se en sammenhæng mellem skolernes ”ry” og så den undervisning, der bliver leveret. Jeg har også talt med skoleledere, der river sig i håret over fortællinger om skolen, som det er næsten umuligt at slippe af med. Nogle gange videreformidles ti og tyve år gamle historier i et lokalområde - måske fordi nogle godt kan lide at give udtryk for, at de kender den lokale skole, eller måske fordi de selv har gået i den for mange år siden. 

For det andet er der ofte rigtig gode lærere på de udfordrede skoler. Så selvom man har hørt skrækhistorier om dårlig ledelse og masser af inklusionsbørn, kan der sagtens stå et dream team af dygtige lærere parat til at tage sig af ens barn alligevel. Det skyldes, at lærere arbejder ud fra en særlig logik, hvor loyaliteten i højere grad knytter sig til børnene og kollegerne end til skolen og ledelsen. Jeg har hørt rigtig mange lærere sige, at de bliver på en ”problemskole”, fordi de er glade for deres elever og kolleger. Så det er ikke som i andre brancher, hvor den mest kvalificerede arbejdskraft søger væk eller bliver headhuntet, når der opstår en smule turbulens. Lærerne bliver ofte hængende, hvis de har det godt med børnene og de andre lærere.  Og det er jo heller ikke sådan, at de får en markant bedre løn eller bedre arbejdsforhold, hvis de skifter til en anden skole et andet sted.

For det tredje oplever jeg, at mange udfordrede folkeskoler prioriterer skolestarten rigtig højt og sikrer sig, at der fuldstændig styr på den første vigtige tid. Måske arbejder de målrettet med overgangen fra nulte til første, måske sørger de for at sætte særligt velegnede lærere på opgaven. Skolerne er godt klar over, at det er afgørende for hele skoleforløbet, at klasserne kommer godt fra land, og derfor er der altså en god sandsynlighed for, at barnet oplever en god skolestart, selvom skolen generelt måtte have et blakket ry.

For det fjerde er niveauet bare højere, end mange går og tror. Jeg taler tit med forældre, der overvejer privatskoler, fordi de er bange for folkeskolens faglige niveau, men den bekymring tror jeg er stærkt overdrevet. Selvfølgelig kan man finde undervisning på lavt niveau indimellem, men generelt tror jeg, at forældrene ville blive positivt overraskede, hvis de kendte niveauet. Også på mange af de skoler, hvor man tror, at det står skidt til.  

For det femte skal man ikke være så bange for at sende sit barn på skoler i socialt belastede boligområder, eller der hvor uddannelsesniveauet generelt er lavt. Jeg tror, at mange ressourcestærke forældre bliver bekymrede, hvis de tilhører et udfordret skoledistrikt, men min oplevelse er, at mange undervurderer, hvor meget man faktisk kan lære af at være en del af et reelt mangfoldigt fællesskab. Som min gamle skoleleder engang sagde: ”Hvis man er ressourcestærk forælder, er udfordringen ikke at få sit barn til at lære at læse og skrive, det kommer nærmest af sig selv, udfordringen er at lære dem at føle omsorg for mennesker, der vokser op under helt andre forhold”- og her kan folkeskolen altså virkelig spille en vigtig rolle.

For det sjette er det federe at vælge privatskolen til, fordi man ikke var tilfreds med folkeskolen - end slet ikke at give den chancen. Jeg tror virkelig, at mange af dem, der vælger skolen fra på forhånd, ville blive overraskede, hvis de ligesom jeg kom ud og så, hvad det rent faktisk foregår. En skole er nemlig et finurligt lukket kredsløb med små selvstyrende enheder, og jeg har endnu til gode at opleve en skole, der var så ringe, at det ikke indimellem var superklasser drevet af dygtige og engagerede lærere. Og tænk hvis det lige var i en af disse superklasser, at ens barn kunne have fået en plads.   

Og jeg ved selvfølgelig godt, at det her ikke er nemt. For mange familier er skolevalg en kæmpe beslutning, fordi man er hundeangst for, at skolen skal blive en dårlig oplevelse, og at ens barn skal løbe i alskens problemer fra grov mobning til uduelige lærere. Men jeg synes lidt, at der er en tendens til, at ressourcestærke forældre vælger folkeskolen fra, alene fordi de har læst i lokalavisen, at der er mange tosprogede, eller fordi naboen siger, at de ikke lærer noget derhenne. Hvor ville det være fedt, hvis flere af dem turde tage chancen og støtte op om samfundets allervigtigste sammenhængsskabende institution. For der er altså noget unikt ved at have en folkeskole, hvor rengøringsassistentens og direktørens søn spiser madpakker sammen, og hvor man lærer, hvordan alle mulige andre mennesker er, føler og tænker. Og jeg tror faktisk, at rigtig mange af dem, der vælger folkeskolen fra i dag, ville blive positivt overraskede – både over niveauet - men også over at opleve, at deres børn faktisk bliver stærkere af at være en del af et ægte mangfoldigt fællesskab.