En lektion fra eller til

Når jeg skal give feedback til en lærer, starter det typisk med, at hun kommer oksende, helt forpustet og ser ud til at tænke noget i stil med: ”Har jeg nu fået taget alle mine kopier? Jeg skal huske, at det kommer sundhedsplejerske i kristendom, og er det ikke om mandagen, at jeg har gårdvagt i det store frikvarter?” Og så sætter hun sig ned og bruger et par sekunder til at forstå, at hun i de næste tre kvarter skal sidde helt stille og bare tale om sin praksis. Uden at lave andre ting imens.

Lærere er et folkefærd, der har travlt. Rigtig travlt. Når jeg starter med at tale med dem om deres arbejdsforhold, siger de stort set samstemmende, at det største problem er, at de har for mange lektioner og for lidt tid til at forberede dem. Når jeg spørger, hvor mange lektioner de har, siger de tal som 26, 27, 28 eller endda 29 og tilføjer typisk noget med: ”men så er tre af dem også UUV”

Der er gået total inflation i lektionerne, og den mest markante forandring ved folkeskolereformen synes at være, at alle lærere læser 2-3 lektioner mere. Da jeg blev ansat i Rudersdal Kommune i midtnullerne, havde jeg 22 lektioner, og jeg kan huske, at jeg var så træt i mit første år, at jeg næsten hver dag måtte hjem og sove eftermiddagslur (det var heldigvis før heldagsskolen og lov 409). Senere blev jeg mere hærdet, men i hele min lærertid oplevede jeg en træthed efter endt arbejdsdag, som jeg ikke har oplevet hverken før eller siden. Det er ganske enkelt hårdt at undervise børn. Man skal være ”på” på en helt særlig måde og kombinationen af at skulle holde en undervisning kørende, samtidig med at man skal holde styr på hundredeogsytten andre ting - er bare opslidende. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor træt jeg ville have været, hvis jeg dengang havde fået 26 lektioner om ugen, som er mange af de nyere læreres virkelighed i dag. 

Men det er som om, der ikke er nogen respekt omkring ”den enkelte lektion”. Jeg har aldrig hørt politikere, mediepersoner, eller ”almindelige mennesker” udtrykke respekt for evnen til at kunne gennemføre en vellykket lektion. Man kan godt høre folk, der siger noget respektfuldt om lærerne eller ”hvor er det bare fedt, du gider være det”, men der er meget sjældent nogen, der anerkender det helt særlige, der ligger i at få en lektion med børn til at lykkes. For mig at se er undervisning af børn et håndværk på linje med tømrerfaget eller advokatfaget, og det kræver nogle helt særlige didaktiske, relationelle og ledelsesmæssige kompetencer at få det hele til at gå op i en højere enhed. Men det er der slet ikke blik for i omverdenen. 

Det var sikkert også derfor, at det var så nemt for politikerne at lange flere lektioner over disken, da de besluttede sig for at reformere folkeskolen og lærernes arbejdsforhold i 2014: ”Herregud, det er jo bare en to-tre timer mere om ugen, og det er jo ikke en gang klokketimer”. Alle, der har prøvet at undervise børn, ved selvfølgelig godt, at to-tre lektioner er meget mere end det. Det er nye relationer, nye møder, nye forældre, måske er nyt fag og en helt masse nye forhold, man skal sætte sig ind i. Men sådan oplever politikerne det ikke. For dem er det bare en opgave på linje med andre opgaver, og derfor er det nemt at beslutte, at børnene skal have nogle flere timer i dansk eller matematik.

----

Senere i mit arbejdsliv, har jeg så stiftet bekendtskab med voksenundervisning og foredragsbranchen. Og her skal jeg da love for, at piben får en anden lyd. Pludselig bliver undervisning betragtet som noget værdifuldt, som kræver forberedelse, og som skal betales ordentligt. ”Schy..lektoren taler”, hørte jeg for nylig nogle hviske til et foredrag, og det er jo ret langt fra den virkelighed, man møder nede i 4. B.

Men hvor er det egentlig absurd, at discipliner, der er så nært beslægtede, bliver opfattet så forskelligt. Jeg er med på, at vi til foredrag og på videregående uddannelser skal levere et indhold på et højere fagligt niveau, men vi skal jo til gengæld ikke få folk til at tie stille, tale med deres forældre eller løse komplicerede konflikter i frikvartererne.

I voksenunderviserregi ville man aldrig forvente, at der skulle undervises 25-30 lektioner om ugen (heldigvis), fordi man har erkendt, at god undervisning tager tid at forberede. Man ville heller aldrig bede en foredragsholder om at holde 15-20 foredrag på en uge, fordi man ville anse det som umenneskeligt hårdt, selvom det jo ret beset er noget mindre intensivt end at undervise børn. Og hvor foredragsholderen overdynges med superlativer og rosende ord for sin evne til at være engageret og levende, er der som regel stille omkring lærerens evne til at være præcis det samme over for børn hver eneste hverdag året rundt.

Jeg tror, det er ret afgørende for folkeskolens fremtid, at der bliver skabt respekt omkring den enkelte lektion. Men jeg ved ikke, hvordan man skal gøre det. Måske skal lærerne blive bedre til at italesætte deres praksis på en måde, som aftvinger respekt? Måske skal man åbne klasselokalerne mere op, så flere får øjnene op for, hvor svært det egentlig er? Måske skal man invitere flere politikere inde i klasserne i længere tid ad gangen? Samtidig med at man selvfølgelig fortsætter den faglige kamp for bedre arbejdsforhold.

Jeg er ret overbevist om, at hvis politikerne og den brede befolkning virkelig forstod, hvad det kræver at tilrettelægge, gennemføre og evaluere vellykkede lektioner til børn – så ville de også insistere på, at lærerne skulle have nogle færre af dem.