Kender du Bodil og Bente?

Der er to typer garvede lærere, som jeg har mødt så mange af i mit konsulentvirke, at jeg tror, de er arketyper inden for lærerstanden. Den ene gruppe vil jeg kalde Bodillerne, fordi de minder mig om en tysklærer, jeg havde engang, der hed Bodil, og den anden vil jeg kalde Benterne, fordi man sagtens kan være flink, når man hedder Bente (noget af det fede ved at have en blog er, at man selv bestemmer de akademiske standarder).

Nå, men lad mig starte med Bodillerne. Bodil er en lærertype, der er svær at vejlede, fordi hun er så udbrændt, at man næsten tror, det er løgn. Hun bliver træt, når hun ser en teenager med hængerøv, hun bliver træt, når hun ser en teenager, der ”taber” noget skrald, og hun bliver træt, når hun hører en teenager, der larmer ude på gangen. Ja, det eneste, der kan gøre hende mere træt end synet af en teenager, er synet af en læringskonsulent: ”Nå, skal vi nu igennem det her igen. Han skal fandeme ikke tro, jeg har tænkt mig at ændre noget, og hvis det bliver for åndssvagt, går jeg sgu bare på pension” Og så sidder man der med sine konsulenttalenter og selvreflekterende samtalemodeller og forsøger at få tre kvarter til at forløbe nogenlunde konstruktivt.

Så er det straks en anden sag med Benterne. De er også vanskelige at vejlede, men det er af helt andre grunde. Man kan spotte en Bente på, at der er musestille, når man træder ind i klasseværelset, og et øjeblik tror man, at det er, fordi eleverne ikke er kommet endnu, men så opdager man, at der sidder 26 teenagere og arbejder koncentreret med algebra eller Det forsømte forår. Og alt forløber afslappet og gnidningsløst. Der er styr på talerækker, overgange, klasseledelse, adfærdsregler, og hvad der ellers skal til for at gennemføre en god lektion, og Bente sidder helt afslappet og troner ved katederet og er typisk i gang med at læse en opgave eller gennemgå noget administrativt, når eleverne ikke har brug for hendes assistance. Og så sidder man der bagefter og skal vejlede, mens Bente på alle måder udstråler: ”Jeg ved, jeg har styr på min undervisning, jeg ved, at børnene lærer det, de skal, og jeg ved, at der ikke er en finger at sætte på mit arbejde.”

Og så er vi fremme ved det, der forener disse to rutinerede lærertyper. De opfatter begge observation og feedback af undervisning som ”nogen der kommer udefra og skal bedømme, om undervisningen er god nok”. De kigger begge på konsulenten med mistro og glæder sig til, han går igen. Jeg ved ikke, om det handler om for mange dårlige erfaringer med konsulenter? En generel mistro til ”systemet”? Eller at de er mere privatpraktiserende i deres måde at tænke lærergerningen end deres yngre kolleger?

Men jeg synes, det er en skam. Især for Benterne. Jeg er sikker på, at Benterne ville kunne komme et spadestik dybere i forhold til at forstå, hvorfor de er så dygtige lærere. Hvorfor de mestrer alt det, som mange af deres yngre kolleger kæmper med. Jeg synes, det ville være fedt, hvis Benterne i langt højere grad stillede krav til konsulenterne, insisterede på at få noget kvalificeret feedback og i det hele taget råbte ud fra tagene, hvordan det der undervisning skal gribes an. Men det er der ikke rigtig tradition for i Danmark. I Danmark lukker Benterne døren og nøjes med at lave deres mirakler for eleverne. Og det er jo sådan set også godt nok. På nær hvis Benterne på et tidspunkt kommer til at kede sig i jobbet - og i værste fald udvikler sig til Bodiller.