Når vi spørger eleverne...

Gallup er den første statsmagt. Dagligt hører vi om en eller anden måling, der chokerer os alle - og i debatten de næste 10 år vil blive brugt som et nærmest guddommeligt argument, der er umuligt at slå tilbage på. Vi ved ellers af erfaring, at målinger har det med at blive modbevist af virkeligheden. De siger populært sagt ikke en skid andet, end at vi gætter på, at dette er ugens lottotal. “Det er det eneste vi har at forholde os til”, siger politikerne og slynger om sig med tal, de godt selv ved nemt kan være forkerte. Men politik handler ikke længere om at gætte rigtigt om fremtiden, men om at vinde debatten i nutiden.

Der bliver taget beslutninger på baggrund af målinger, og en måling viser efterfølgende, at dem beslutningen gik ud over, er glade for beslutningen. Der forskes først i virkeligheden, forskes så i hvordan en forandring ville hjælpe på det problem, som målinger viser der er - og efterfølgende opstartes følgeforskning, der forsker i, om forskningen var rigtig. Det har følgeforskerne en interesse i at vise den var - og så spørger man, som man vil have svar.

Senest oplevede jeg i DEBATTEN på DR2 den fakta-resistente Antorini forsvare sine beslutninger om reform og om at teste i vildskab. Konstant brugte hun sætningen: “Når vi spørger eleverne…” eller “Når vi spørger lærerne…” - men ingen har spurgt hverken elever eller lærere. Politikerne får det altid til at lyde som om de nærmest på daglig basis ringer rundt og smalltalker med ansatte og borgere, mens de i virkeligheden sidder der bag skærmen og ser på excel-ark fra følgeforskningen. Det kan vi ikke være tjent med.

PISA var sendt os fra gud, hvis vi lyttede til Egelund. Og det gjorde de fleste, mærkeligt nok. PISA var en gave fra globaliseringen. Pludselig kunne vi finde ud af, om vores unger i 2045 kunne konkurrere med børn i Rom og Beijing. Vi hyldede den nye gud, dansede om guldkalven og skabte populære tv-udsendelser, der viste at vores børn slet ikke var så kloge som vi gik og troede. De blev slået på målstregen af en kinesisk klasse, og det kunne vi selvsagt ikke leve med på forsiden af Ekstra Bladet.

Vi vil være de absolut bedste i verden til alt - det krævede bare nogle forandringer, da folkeskolen jo tydeligt var helt til rotterne. Lærerne sad i rundkreds og alt skulle nu i spil. Politikere og forskere dansede videre om guldkalven og de skabte en ny folkeskole, helt udenom de ansatte - en folkeskole, som de siden ret febrilsk har forsøgt at forsvare. Målingerne viser jo…

Som Moses, der kastede to tavler ned i guldkalven, burde det ramme de målingssyge hårdt at finde ud af, at PISA ikke er guddommelig viden. At kineserne havde snydt. At vi sammenlignede os med utopi. At PISA er utroværdig. At de nationale tests er aldeles ubrugelige. Men de danser sørme endnu. Målingerne viser jo… at lærere og elever er glade.

Når jeg holder min søn hjemme fra de nationale tests er det ikke kun fordi jeg mener det er et overgreb på børn. Eller fordi de beviseligt ikke viser en dyt og derfor er spildtid. Det er også fordi jeg ikke mener, at man skal basere folkeskolen på målinger. Hverken de nationale, de globale eller dem der bruges til at holde dansen i gang. Det er blevet et mantra på Christiansborg at påstå, at folk forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter. At mange ikke kan en skid og derfor ikke får en ungdomsuddannelse. Det mantra er forkert - det excel-ark er et gæt, der ligeså godt kan være forkert. Og det mener jeg det er.

De kan nemlig en del, de elever som politikerne synes er et problem. De kan præcist det, de skal kunne. Vi har bare sat vores krav op og nu skal alle være boglige, koste hvad det vil. En tømrer skal sørme på høj uddannelse og kunne læse og regne og skrive - og dermed har vi skabt et system, hvor vi udelukker alle dem, der ikke passer til de standarder, vi selv sætter op. Det er åbenbart ikke fint at være håndværker, hvis man ikke samtidig kan læse Shakespeare eller kender til styret i Burundi. Vi har alle dage haft en gruppe, der kan mere med hænderne end med hovedet. De er bare blevet et skældsord nu - nogle man kan slå lærerne og skolerne i hovedet med.

Ser vi på vores nuværende arbejdsmarked, alle os i 40erne og 50erne, er der masser af virksomheder, skabt af folk der ikke var stærke i skolen - men lever fantastisk, ligesom vi lever af dem. Iværksættere med skæve ideer, der starter for sig selv. Er de talblinde, slår de sig sammen med en boglig økonomifidus og vupti har de ansatte og skaber værdi for landet. Tømrere, malere, havefolk og brolæggere, der tjener gode og lever fint og godt.

De mennesker ville i dagens skolesystem være problemet. De ville være dem, der fra første klasse fik at vide, at de ikke er gode nok. At de er under middel. At der skulle en ekstra indsats til for at lære dem alt det, de ikke umiddelbart har flair for at vide. Og mit gæt er, at vi ville have knækket dem, så de ikke turde starte op for sig selv - præcist som vi gør nu på daglig basis med elever i folkeskolen. Den rummelige folkeskole er ikke rummelig. Den er smalsporet, målrettet og demotiverende.

Beviset ligger i to enkle spørgsmål: Hvorfor er der ikke nationale tests i håndværk og design? Hvilke tiltag ville man starte, hvis de bogligt stærke elever viser sig, at være under middel i de fag?

Og dansen går...