Blog
Billedkunst Mål og Midler er udkommet
Flere nyheder i Mål og Midler-serien - nu er Billedkunst også udkommet. Billedkunst giver både historisk overblik over og nye bud på, hvad der er kendetegnende for fagets didaktik, læreplaner og læremidler.
Desuden giver bogen et grundlag for at forstå og tage kritisk stilling til den ’læringgørelse’ af skolens fag, som Forenklede Fælles Mål indvarsler.Billedkunst er skrevet af Henrik Marxen, Knud Erik Christensen og Keld Skovmand.
Billedkunst udforsker centrale og grundlæggende problemstillinger for en didaktisk forståelse af læremidler til skolens billedkunstundervisning.
Billedfaget har ændret sig markant over de seneste godt hundrede år – fra faget hed Tegning i første halvdel af 1900-tallet, over Formning i 60’erne til 90’erne og til faget Billedkunst, som nu udfordres af et stadigt bredere billedbegreb, efterhånden som betydningen af visualitet i samfundet øges..
Bogen indeholder desuden analyser af både læreplaner og læremidler til billedkunstundervisningen. At sammenholde læreplaner og læremidler og se dem i historisk perspektiv gør det muligt at reflektere over og diskutere fag, fagdidaktik og undervisning.
I hvert kapitel formidles forskellig slags viden om læreplaner og læremidler inden for billedfaget. Undervejs i bogen er der blokke af arbejdsspørgsmål til læserens egen refleksion og videre studie på læreruddannelsen eller i lærerpraksis.
Læs et gratis uddrag af bogen her.