Blog

Metoden, der (måske) kan få alle elever til at tale engelsk i undervisningen

Det tilbagevendende spørgsmål om, hvordan man får alle med i undervisningen, er måske – delvist – besvaret ved en metode, jeg blev præsenteret for ved et oplæg på årets Læringsfestival i Bellacentret. Filosofisk dialog som en metode til at åbne op for kommunikationen på engelsk i klasserummet. En metode, hvor store, åbne spørgsmål bruges til at motivere eleverne til at tale – og glemme frygten for at fejle.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Flickr.com/Katrine Thielke - Matador Mix i engelskundervisningen kan være udgangspunktet for en filosogisk dialog om retfærdighed 

Filosofisk dialog er en undervisningsmetode, hvor eleverne drøfter åbne spørgsmål. Spørgsmål, der ikke findes svar på – eller i hvert fald hvor ét svar ikke er mere rigtigt end et andet. Eleverne taler primært med hinanden. Læreren forholder sig neutralt til elevernes drøftelse, men kan guide eleverne, så deres svar eventuelt bliver uddybet eller nuanceret. Metoden forestiller jeg mig kan bruges fra 6. klasse og op.

Sådan foregår det:

Eleverne placerer sig i en cirkel.

Læreren starter dialogen med at fortælle en kort historie/anekdote, som afsluttes med et åbent spørgsmål. Afhængigt af elevgruppens klassetrin, niveau og modenhed, kan emnet være mere eller mindre samfundsetisk. I min 9. klasse fortalte jeg fx historien om Mogens, der hjalp sin syge kone med at dø. Mit afsluttende spørgsmål var: Is Mogens a murderer?

I min 7. klasse har jeg haft succes med at medbringe en pose Matador Mix og spørge: How do we share this bag of sweets in a fair way?

Eleverne får først nogle minutter til at drøfte spørgsmålet to og to, hvorefter det stilles i plenum. Læreren må ikke stille ledende spørgsmål til elevernes svar, men skal blot lytte og igen stille det samme spørgsmål i plenum. Hele tiden tilbage til udgangsspørgsmålet – også selvom eleverne ikke entydigt kan besvare det.

Magien opstår, når eleverne glemmer, at de taler engelsk

I mine spæde erfaringer med metoden har jeg oplevet en form for magi opstå, når eleverne glemmer, at de taler engelsk. Når de bliver opslugt af emnet og ivrige efter at give deres holdning til kende. Når de begynder at tale til og med hinanden i stedet for at rette svaret mod mig som lærer. Hold. Nu. K…. Dét er fedt!

Presset løsnes, når korrekthed ikke er i fokus

Årsagen til, at metoden virker til at motivere eleverne, tror jeg, handler om, at eleverne føler sig frie til ikke at skulle svare noget bestemt. Presset løsnes fra deres skuldre, når der ikke er fokus på korrekthed og på at blive vurderet af en lærer. Min overbevisning – og erfaring – er, at de fleste af vores elever, der ikke deltager i undervisningen, både forstår og taler udmærket engelsk, men at årsagen til deres manglende deltagelse slet og ret skyldes frygten for at fejle. I den filosofiske dialog kan man ikke fejle. Og skulle man alligevel rode lidt rundt i grammatikken eller udtale et ord forkert, vil eleverne hurtigt lære, at det (ofte!) ingen betydning har for, om kommunikationen lykkes. Om vi forstår hinanden, og om vi lytter til hinanden.   

Prøv dig frem på dine engelskhold og lad mig endelig vide, hvordan det går.