Blog

Skriftlig engelsk: Hvordan udfordrer jeg mine stærkeste elever?

Min blog har indtil nu nærmest kun handlet om mine udfordringer med mundtligheden i engelskfaget. Nu bevæger jeg mig ind på et andet stort område, nemlig skriftligheden. For her inden efterårsferien læste jeg stile fra min dygtige 8.B, og et spørgsmål pressede sig på: Hvordan udfordrer jeg de af mine elever, der skriver engelsk på så højt et niveau, at selv en 3.G’s engelsklærer ville klappe i hænderne?

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: flickr.com/Lapichon

8.B er en meget dygtig klasse. Der er en stor top af virkelig stærke elever, som i den grad tager fra. De er meget ambitiøse og udfordrer også mig som lærer. Det er selvfølgelig superfedt. Men. Det er også svært. Og frustrerende. Og det gik endnu engang op for mig, da jeg læste deres engelske stile, som de havde skrevet som afslutning på vores forløb om Skotland.

Se bare dette eksempel her:

"Later that afternoon we went to Calton Hill which many of my classmates hated. I personally loved the views of the old city and the history of the national monument. I found it to be a site to behold. We only spent 15 minutes there, and afterwards we headed straight to the National Museum of Scotland. Although all the exhibitions were astonishing, the Wild and Majestic: Romantic Visions of Scotland were my favourite. It had regal clothes, shiny jewellery, old artefacts and was overall an amazing breath-taking show of old royal culture." 

Som engelsklærer kan man kun blive glad og stolt, når en 8.-klasseselev kan skrive så fint et engelsk. Men samtidig bliver jeg også lidt nervøs. For hvordan kan jeg – om muligt – lære denne elev mere engelsk? Hvordan kan jeg udfordre fra det her meget høje udgangspunkt? Jeg er sikker på, at eleven har følt sig udfordret på indholdsdelen og fx lært (mere) om Skotland ved at skrive denne opgave. Men slet ikke på det skriftsproglige.  

Man kan vel altid blive bedre?

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal sige til den pågældende elev efter ferien, når stilen skal retur. Selvfølgelig får eleven sit 12-tal, men eleven vil jo også gerne vide, hvordan h*u bliver bedre til engelsk. Hvad skal jeg sige? Du er allerede så god, som du kan blive? Nej, vel? For man kan vel altid blive bedre. Kan man ikke?

God efterårsferie til alle 😊