Blog
Faglige kurser? – Det kan du skyde en hvid pind efter!
”Vi har 35 timers tilstedeværelse, er jeg væk på kursus, skal jeg altså arbejde mere i andre uger, timerne bliver ikke sløjfet, men skal læses på et andet tidspunkt. Jeg betaler altså selv for at komme på kursus”. - ”Mit team skal kunne dække mine timer, og jeg skal så senere hen indhente mine manglende timer.” Ovenstående udsagn er kun nogle af de udtalelser, der danner baggrund for denne artikel. Der sættes i øvrigt fokus på lærernes videreuddannelse og konsekvenserne af arbejdstidsaftalen, der umuliggør deltagelse i fagligt-pædagogiske kurser.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det bliver vanskeligere og vanskeligere for lærerne at deltage i faglige kurser arrangeret af de faglige foreninger. Det bekræftes af en forespørgsel blandt de faglige foreninger, der er tilknyttet Danmarks Lærerforening.
Tysklærerforeningen for Grundskolen har endvidere foretaget en landsdækkende undersøgelse for at få klarlagt, i hvilken udstrækning kollegerne får mulighed for at deltage i fagligt pædagogiske kurser. Undersøgelsen viser klart, at kolleger ansat i folkeskolen i vid udstrækning får afslag til – eller af arbejdstidsmæssige årsager - fravælger at deltage i kurser arrangeret af den faglige forening eller af CFU’erne.
Den væsentligste hindring ligger i lærernes arbejdstid. Af de 90 landsdækkende svar, der er indkommet på foreningens spørgsmål om, hvad der forhindrer kursusdeltagelse, er følgende udsagn dækkende for alle besvarelser: ”Der skal laves vikarplaner, hvilket er tidskrævende”. - ”Det koster timer til vikar”. - ”Den tid jeg deltager i kursus går fra min forberedelsestid”. - ”Jeg kan kun komme på kursus, hvis mine kolleger kan dække mine timer. Det indebærer mere arbejde for dem i en allerede presset hverdag”. - ”Vi har 35 timers tilstedeværelse, er jeg væk på kursus, skal jeg altså arbejde mere i andre uger, timerne bliver ikke sløjfet, men skal læses på et andet tidspunkt. Jeg betaler altså selv for at komme på kursus”. - ”Mit team skal kunne dække mine timer, og jeg skal så senere hen indhente mine manglende timer.”
Udsagnene indikerer med al tydelighed, at lærerne er pressede arbejdsmæssigt, hvilket igen forhindrer dem i at udbygge deres pædagogisk faglige kompetence, der som sagt tilbydes gennem den faglige forening eller via kortere kurser på CVU. Se også senere.
Mål for 2020
Med ovenstående analyse af kursussituationen er vi opmærksomme på, at der med folkeskoleaftalen mellem undervisningsministeriet og KL er sat et mål for, at alle lærere i 2020 har opnået fuld kompetencedækning (linjefagskompetence) i de fag, de underviser i.
Lærernes videreuddannelse
Kommunerne har på grundlag af undervisningsministerens påbud om undervisningskompetence henvendt sig til VIA University College regionale afdelinger, der i øjeblikket foretager en “scanning” af lærernes kompetencer i den enkelte kommune. Når VIA har skabt sig et overblik over kompetenceniveauet blandt lærerne i den enkelte kommune, er det igen VIA, der opstiller, tilbyder og gennemfører en uddannelsesplan frem mod linjefagskompetence for kommunens lærere.
Efteruddannelsen koster penge, og det indebærer sammen med arbejdstidsaftalens konsekvenser for det daglige arbejde på skolerne, at lærerne ikke som tidligere kan få fri til at deltage i de faglige foreningers inspirationskurser. Det samme gælder for så vidt for deltagelse i de kurser CFU’erne (http://www.emu.dk/tema/cfu-danmark#cookieaccepted) tilbyder. Der er gang i en ond spiral, hvor det der tidligere indebar, at en faglærer kom hjem fra et kursus fyldt med inspiration, der kunne deles med kollegerne – den såkaldte multiplikatoreffekt – ikke længere kan realiseres.
FRA UNDERVISNINGSMINISTERIET FORVENTES DET, at lærerne deler erfaringer bl.a. gennem fælles forberedelse, men i realiteten er der ikke længere opdateret inspiration at være fælles om. Det medfører igen, at folkeskolelærerne i en vis udstrækning søger væk fra folkeskolen og over i de frie skoler, hvor der er helt anderledes arbejdsbetingelser og mulighed for at deltage i faglig-pædagogisk videreuddannelse.
Læringskonsulenter versus fagkonsulenter
Undervisningsministeriet ansatte i 2014 en række læringskonsulenter, der skulle erstatte de tidligere fagkonsulenter. Alene ordet fag kontra læring angiver, at man fra ministeriets side prioriterer læring og målstyring højere end faglighed. Det uantastet, at der eksempelvis til faget tysk blev tilknyttet to konsulenter, der også giver faglig rådgivning.
Ser man imidlertid på de 10 arrangementer, der arrangeres i ministerielt regi frem til og med maj, finder man kun ét kursus, der bunder i faglighed ( ”Fra forskning til praksis i skolens historieundervisning”). Alle øvrige temaer tager udgangspunkt i blandt andet de nye Fælles Mål, den åbne skole, læring i bevægelse og inklusion for blot at nævne nogle af de retninger, der tilbydes kurser i.
Tysklærerforeningen for Grundskolen har gentagne gange opfordret Undervisningsministeriet til et samarbejde mellem læringskonsulenterne og den faglige forening, men desværre har opfordringen ikke haft synlig effekt. Læringskonsulenternes engagement henlægges til kommunale projekter, hvor der er tale om et bredere sigte, hvor implementering af den reviderede folkeskolelov fylder mere end det fagligt pædagogiske.
Hvad gør vi nu?
Der er al mulig grund til over for politikerne (Undervisningsministeren og de uddannelsespolitiske ordførere) at råbe vagt i gevær, hvad angår fagligt-pædagogiske kurser, der giver mulighed for sparring også i fremtiden.
Måske var det også en idé for Anders Bondo (DLF) at bringe problematikken ind i forhandlingerne med Michael Ziegler (KL), når der her i foråret skal arbejdes med en ny overenskomst og arbejdstidsaftale for lærerne.
