Før man drister sig til at opdrage et menneske, må man have opdraget sig selv til menneske

Fra barnet er helt lille begynder det på at efterligne. Det kan ganske enkelt ikke lade være. Barnet efterligner alt hvad der sker i omgivelserne. Denne proces hvor barnet efterligner omgivelserne er ikke altid tydelig, men den er der og varer ved de første syvårsperiode. 

Barnet kan efterligne på mange måder, og her vil jeg komme med et par eksempler: 

Barnet kan efterligne i øjeblikket. Dette sker når barnet ser og begynder at imitere omgivelsernes adfærd. Dette sker særligt under de daglige rutiner, hvor omsorgspersoner gentager en vis adfærd som vækker interesse hos barnet.  

Det er ikke altid at man oplever at barnet efterligner i øjeblikket. Man kan opleve at barnet efterligner senere på et andet tidspunkt. Sådan en efterligning kan iagttages i børnenes leg. Når børnene leger, udlever de deres oplevelser. De giver udtryk for konstant efterligning. En anden form for efterligning er når barnet oplever og det vækker interesse og det gradvist bliver det barnet er. Efterligningen her er varlig, men samtidig har det en gennemslagskræft. I den form for efterligning tager barnet de voksnes holdninger, vaner og humor. Den påvirkning fra omgivelserne kan over tid, påvirke barnet til, hvordan det bliver i fremtiden. 

På baggrund af det vi ved omkring barnets imitation af omgivelserne, ved vi også hvor vigtigt det er med forbilleder. Det er igennem forbilleder og rollemodeller at børn tilegner og former deres adfærd. I hjemmet er forældrene de vigtigste forbilleder. I børnehaven er det pædagogerne. Alle har et ansvar for, at forme og skabe de rette omgivelser som børnene kan efterligne. 

De voksne kan undre sig over, at børn ikke gør, hvad de siger de skal gøre. I mange tilfælde hænger det sammen med, at vi siger et, men gør noget andet. Hvorfor børn vælger at efterligne det, de voksne ikke siger, men det, de gør. Det nonverbale sprog er det første sprog, de har lært at forstå, før de kunne forstå det verbale og selv kunne udtrykke sig verbalt. 

I hjemmet handler det ikke om at fortælle barnet, at det for eksempel skal tale pænt, men om at skabe et miljø i hjemmet, hvor der tales pænt og høfligt til hinanden. Det er ikke hvad de voksne siger, men hvad de gør, som er med til at skabe læring og adfærdsregulering hos børnene. Opdragelse handler derfor ofte om det der sker mellem linjerne. Langt den vigtigste læring hos børn foregår ikke, når forældre ”prædiker” og forsøger at opdrage, men derimod når de ser på deres forældres handlinger og adfærd.

Vi kommunikerer følelser, stemninger og budskaber, og først når der er en overensstemmelse mellem det nonverbale og det verbale sprog, vil det være nemmere for børnene at forstå forældrenes kommunikation. Hvis der er uoverensstemmelser, kan det føre til usikkerhed og tilbageholdelse og misforståelser. En god opdrager er en, der skaber overensstemmelse mellem sine ord og handlinger.