Rousseau i den pædagogiske praksis

Menneskets hjerne er så vidunderlig og kompleks, og det ser ud til at lærerprocesser foregår og forløber helt af sig selv. Men lærerens rolle er at tilrettelægge og stimulere elevernes læring og udvikling. Man kan forestille sig eleven som en plante der vokser til at blive et træ. Det kræver den rigtige næring og mængde vanding, før den lille plante kan vokse sig stor af sig selv. Men ikke alle planter skal bruge samme slags næring og ej samme mængde. Her må vækstforholdene tilpasses de særlige behov. Nogle gange vil vi opleve at udviklingen går langsom og her må vi yde ekstra hjælp. For eksempel i specialpædagogisk arbejde.    

Kunsten må være, at læreren tilrettelægger undervisning der tager hensyn til elevernes vanskeligheder, så der foregår stimulering i hver enkelt elevs læringsproces.

Fri opdragelse eller opdragelse under opsyn

Jeg mener at det kan være en fejltolkning, når den schweiziske filosof Rousseau bliver gjort til fortaler for den totalt frie opdragelse og barndom. Vi skal huske at han i hans hovedværk Emile har en læremester, som holder øje med både det kropslige, psykiske og diverse impulser og hjælper og vejleder barnet gennem vejen til at blive et menneske. Hans opdragelsespædagogik er mere præget af fornuft, respekt for barnet og en grundlæggende forståelse for at opdragelse er en proces mellem voksen og barn. 

Rousseau hævder at opdragelse bør være opdragelse til et menneske for dets eget skyld, i stedet for at opdrage mennesket for andres skyld. Her antydes kampen mellem uddannelse og dannelse i et nutidsperspektiv, hvor man enten kæmper mod naturen eller de sociale institutioner. Man skal vælge at danne et menneske eller et samfundsmedlem. 

Ifølge Rousseau skal opdragelse have barnet i centrum, men dog ikke kun med barnets egen behov og lyster, som det eneste værdimæssige rettesnor. Barnet skal lære at danne sin egen mening, lære at handle etisk og respektere andre. Selvom barnet er i centrum er det frihed under ansvar. 

Vi skal huske på at Emile, er en opdragelsesværk hvor der bliver undervist i forholder mellem lærer til elev, og ikke som vi ser det i dag, en lære og 25 elever.

Lærerens rolle er at tilrettelægge og stimulere elevernes læring og udvikling. Som lærer og opdrager skal man virke uden at virke villende, for på den måde respektere man barnet.

Vi oplever hvordan elevernes lyst til at lære når de starter i skole er mægtig stor, men gennem tiden og skolegangen kan den negative feedback, gør stor skade på den gå på mod, og lysten vil forsvinde med tiden.

Det er vigtigt at lærer opbygger et tillidsfuldt og varmt forhold til hver enkelt elev så eleverne føler, at de hører til. Forskningen viser at lærer-elev relationer spiller en afgørende og vigtig rolle i elevernes læring. Derfor skal der skabes relationer selv til de mere udfordrende elever. Skab kontakt med eleverne og få dem til at føle sig som en del af et læringsfælleskab hvor alle er velkomne og alle kan være med til at bidrage.  

Det er uden tvivl relationen og samspillet mellem lærer-elev der er afgørende for læring og trivsel. Flere empiriske analyser viser, at kvaliteten af læreren og samspillet herimellem, har bl.a. betydning for elevernes faglige engagement, deres stressniveau, sociale adfærd og selvfølelse. 

Ligeledes dokumenteres det af analyse fra undervisningsministeriet, at der findes en klar forbindelse mellem elevers trivsel og faglige præstationer. Derfor er det altafgørende af man som menneske og lærer bl.a. gennem uddannelsen klædes til at indgå i trivselsfremende relationer med børn og elever.

Hvis lærere agerer relationskompetente i undervisningen bringer de sig på bølgelængde med eleverne. Men det kræver fra læreren en generel og specifik viden om eleverne og deres lærings og udviklingsprocesser. Dette er nødvendigt for at læreren kan tilpasse den faglige formidling til elevernes niveau of dermed stille realistiske krav.

Lærerjobbet er noget af det vigtigste, da alle børn har ret til en god skolegang, og fordi lærere bærer fremtiden i samfundet. Derfor skal undervisningen varetages professionelt. 

Ovenstående skriveri er et ydmygt forsøg i at kigge på Rousseau for at trække linjer til nutidens praksis.