Når kultur bliver årsagsforklaringen

Kulturessentialistisk rationale

I arbejdet med etniske minioriteter ses der tendenser, som trækker på kulturelle forklaringer for at forstå adfærd hos børn og forældre. Her ser man tit, at der trækkes en rationale hvor den danske kultur er det gode, mens andre er problematisk og svær at imødekomme. Konsekvensen ved sådan et blik er, at man ofte overser de ressourcer som individer har med i baggagen. Den form for kulturrationale er problematisk, da det ikke rummer løsningsstrategier. 

Lærer i folkeskolen trækker på kulturelle forklaringslogikker, når de skal imødekomme og forstå barnets adfærd og læring. Disse forklaringslogikker er præget af den forståelse, hvor den danske måde at være skolebarn forstås som den rigtige, mens andre måder at i praksis ses for værende forkert eller mangelfuld. 

Ligeldes viser undersøgelser at pædagogisk personale i dagtilbud synes at understøtte en systematisk videreførelse af den etnisk bestemte sociale arv. Dette betyder at de reproducerer kulturelle, biologiske og sociale uligheder i livsvilkår fra det omgivne samfund.

Her kan man konstatere at det ser ud som om, at det er en fordel, at være barn der er biologisk, etnisk, kulturel og socialt ligner det pædagogiske personale. Og modsat er det tilsyneladende sværere at skabe kvalitet omkring et barn der adskiller sig på disse områder. 

En forklaring kunne være, at nogle børn oplever højere grad af empati end andre børn, hvilket betegner, at deres køn, etnicitet, følelser og tanker i højere grad anerkendes og opleves som legitime subjekter, mens andre børn tilsyneladende i højere grad objektgøres, og kan blive en genstand for en mere træg empati, der kan influere på deres trivsel, læring og udvikling viser undersøgelser fra DPU.

Ovenstående indikerer et læringsmiljø, der i højere grad tager udgangspunkt i relativt ureflekterede holdninger, overleveret praksiskultur og lokale værdier, fremfor faglig og reflekteret viden. 

Der bør skabes en forståelse af individet som konstant dynamisk bliven, frem for et individ som er styret af kulturessentialistisk væren. Sidstnævnte skaber en lukkedhed omkring handlemuligheder i praksissituationer. 

Ovenstående er hentet fra diskurspsykologiske forståelser i den sociale verden. Her undersøger man kulturessentialismens diskurs. Særligt i det pædagogiske felt arbejder man med kulturdiskursen, for eksempel når lærere skal forklare, hvorfor minoritetsdrenge opføre sig på en bestemt måde. Antropologen Laura Gilliam undersøger i sit ph.d. afhandling bl.a. hvordan lærere trækker på kulturforklaringer i forsøget på at forklare, hvorfor etniske minoritetsdrenge i deres klasse laver ballade. Disse årsagsforklaringer, at det ikke er samme opdragelse, rummer et kulturessentialistisk rationale. 

Man trækker på kulturelle forklaringer i arbejdet med etnisk minoriteter for at forstå deres adfærd. Og ligeledes har de kulturelle forklaringer en negativ rationale. 

Man skal være varsom omkring de antagelser man har omkring andre mennesker ift. de diskurser man trækker på. Dette er vigtigt, da vores forståelse har inflydelse på hvordan situationer udspiller sig og hvilke handlemuligheder vi giver os selv.

Ovenstående er inspireret af antropolog Laura Gilliam og Ph.d. Noomi Christine Linde Matthiesen