Blog

Skak

Fra krig til værdifuld pause - skak i frikvarteret har gjort en forskel

Et nyt tiltag på PLC har medført øget social aktivitet i frikvarterne og især for en elev har det gjort en ekstra stor forskel

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kommet en ny trend på skolebiblioteket i frikvarterne. Efter at vi har både indkøbt nye og støvet nogle gamle skakspil af, har vi fået en stor gruppe af elever, som kommer herover både i 10-pausen og i spisepausen for at spille skak.

Fra krig til værdifuld pause

Kirsten Dam Pedersen

Jeg arbejder som skolebibliotekar og underviser på Munkekærskolen i Solrød Strand. Jeg underviser både i biblioteksfaglige emner og i programmering. Ved siden af skolen har jeg mit firma Scratch på dansk, hvor jeg både deler ud af min store viden om programmering samt sælger forskellige undervisningsmaterialer. Jeg er uddannet folkebibliotekar og ser også mig selv som en brobygger imellem folkebibliotekerne og PLC’erne. Og til sidst kan jeg nævne, at jeg også er forfatter og har skrevet to bøger i Scratchserien. Og på denne blog vil jeg især dele mine overvejelser omkring PLC, læsning og læselyst samt programmering.

Den anden dag fik vi en besked på Aula, fra en glad mor, som fortalte, hvordan skakspillet havde ændret frikvarteret for hendes søn. Før sad han alene på PLC i frikvarterne for at få et pusterum i skolens hektiske hverdag. Efter at vi har indkøbt flere skakspil og opfordret eleverne til at spille i frikvarterne, har han nu fået en ny status i klassen - for han kan spille skak og vil gerne spille med sine klassekammerater og elever fra andre årgange.

Skak er også en social aktivitet

Skak er ikke bare et spil for 2. Ofte ser vi eleverne flokkes om bordet, hvor de lærer af hinanden og skiftes med at spille mod hinanden.

Da vi gerne vil støtte op om denne interesse, har vi nu nok skakspil til, at eleverne også kan låne nogle af dem med over i klassen.

Skak kan spilles af elever fra mange forskellige årgange

Jeg har observeret elever fra 3. årgang og op til 9. årgang, som kommer og spiller. Og alle kan lære det, hvis de har lidt tålmodighed. Men heldigvis har vi flere elever, som gerne vil lære fra sig.

Det fungerer bedst på et skolebibliotek med bemanding

Skak er sundt for hjernen og øger blandt andet koncentrationen. Det betyder også, at eleverne ofte bliver meget opslugte af spillet og glemmer tiden. Så hos os bliver de ofte mindet om, at de selv skal holde øje med tiden og sørge for at have tid til at rydde spillene op, så brikkerne ikke bliver væk og de ikke kommer for sent til timen..

Også andet end skak på PLC

Vi har også andre brætspil og kortspil, som eleverne kan spille i frikvartererne. Det giver nogle gange lidt ekstra oprydning, men det er det hele værd, når man ser elever på kryds og tværs af klasser og nogle gange årgange spille sammen i ro og orden.