Blog

Månedskonkurrencer som lavthængende frugter på PLC

Skolebibliotekar Kirsten Dam Pedersen fortæller om seneste tiltag på PLC på Munkekærskolen i Solrød.

Offentliggjort Sidst opdateret

I februar indførte vi et nyt tiltag på vores PLC, hvor vi introducerede eleverne og lærerne for månedskonkurrencerne. Kort sagt går det ud på at lave en konkurrence med en aktivitet, som kan løses af alle eleverne fra 0.-9. årgang, det vil sige, dem som har lyst.

Eleverne kan deltage i konkurrencen på forskellige måder:

Kirsten Dam Pedersen

Jeg arbejder som skolebibliotekar og underviser på Munkekærskolen i Solrød Strand. Jeg underviser både i biblioteksfaglige emner og i programmering. Ved siden af skolen har jeg mit firma Scratch på dansk, hvor jeg både deler ud af min store viden om programmering samt sælger forskellige undervisningsmaterialer. Jeg er uddannet folkebibliotekar og ser også mig selv som en brobygger imellem folkebibliotekerne og PLC’erne. Og til sidst kan jeg nævne, at jeg også er forfatter og har skrevet to bøger i Scratchserien. Og på denne blog vil jeg især dele mine overvejelser omkring PLC, læsning og læselyst samt programmering.

  • I klassen som en fordybelsesaktivitet
  • I frikvarteret som et pusterum
  • I sfo’en eller derhjemme som en kreativ aktivitet

Februar: Tegn en bogforside

Tegningen skulle være inspireret af en bog som de havde læst, en bog de gerne ville læse eller en bog, som de ville ønske fandtes.

Interesseren var overvældende. Oprindeligt havde vi planlagt at finde 3 vindere, men da vi modtog 98 tegninger fra eleverne, valgte vi 24 tegninger ud til finalen, som var tegnet af elever fra 0.-5. årgang og vi endte med 10 vindere i alt.

Marts: Klip et gækkebrev

Og nej, skriv ikke dit navn med prikker, men skriv dit navn og klasse, så vi kan finde dig, hvis du vinder… Vi har stadig lidt over en uge tilbage og vi har indtil videre modtaget over 80 gækkebreve i alle størrelser fra elever fra 0.-8. årgang.

Små præmier

Indtil videre har præmierne været eksklusive bogmærker, printet på vores 3D-printere. Og det har været et stort tilløbsstykke. Vi finder opskrifterne til bogmærkerne på Thingiverse, printer lidt forskellige i forskellige farver, som vinderne så kan vælge imellem. I kan se dem her. Vær opmærksom på, at nogle af dem er ret små og skal forstørres, før I printer dem.

Hvad lærerne siger om tilbuddet

Mange lærere er vendt tilbage og har rost det nye tiltag, netop fordi det er så fleksibelt og kan bruges i mange forskellige sammenhænge.

Hvad forældrene til vinderne siger om det nye tiltag

Jeg valgte at spørge forældrene til vinderne, om jeg måtte vise deres børns tegninger frem her på bloggen og alle svarede positivt tilbage:
"Sikke et fint initiativ. Min datter var meget glad for at vinde"
"Min datter er meget stolt over at have vundet"
"Vi er glade for at høre om barn har vundet en konkurrence. Han er så god - også tak for jer: altid hyggeligt i skolen"
"Vores søn har vist os sin præmie og den bliver også brugt"

Vi fortsætter med månedskonkurrencerne

Faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor stor en effekt det har haft og med så positive tilbagemeldinger fra både elever, forældre og lærere fortsætter vi med de små konkurrencer.

Jeg er også begyndt at spørge både kollegaer og eleverne, hvad de kunne tænke sig at dyste om. Måske har du en god idé? Så del den gerne i kommentaren.

Vidensdeling

Er du interesseret i selv at afprøve vores aktiviteter? Så samler vi fremover skabeloner med videre på vores hjemmeside til PLC under Vidensdeling.