Blog

Lys i mørket

Mørk er november - men Lærerprofession.dk giver lys i en mørk måned. Lys fordi idéen bag er så god, lys fordi samarbejdet, der får hele projektet op at stå, er så inspirerende og lys fordi de studerende er så engagerede og dygtige

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Mørk er november og løvfaldet slut/vandet begynder at fryse/lyset fra solen og blomsterne brudt/da må vort hjerte selv lyse” skrev Bjørnvig, og det bragte Anne Mygind Brodersen fra Professionshøjskolen UCL med ind i salen i sin tale, da Lærerprofession for tredje gang fejrede og hædrede årets bedste BA- og Diplomprojekter. 

For ja, mørk er november, men der er også meget, der kan lyse den op. Som denne dag, hvor man kommer fra nær og fjern for at fejre lærerprofessionen og ikke mindst folkeskolen. Hvor de dygtigste nye lærere hædres og præmieres for al den viden og erfaring, de har akkumuleret, bearbejdet og videreformidlet til glæde for kolleger, elever og folkeskolen som helhed.

Lysende samarbejde

Læremiddel.dk

Det lyser og varmer i mørket, når man kan få et komplekst samarbejde skruet sammen og op at stå på tværs af organisationer, virksomheder, strukturer, fag, roller og daglig intern konkurrence. Fordi alle grundlæggende vil folkeskolen og lærerprofessionen det bedste. Det lyser, når alle med selvfølgelighed giver et bidrag i form af enten tid, ekspertise, lokaler eller penge til præmier, så et fagblad herefter kan gå sammen med forskellige uddannelser, private forlag, it-vejledere, konsulenter, forskere og landets minister for folkeskolen og afholde en festdag efter mange måneders arbejde med at udvælge, bedømme, begrunde og forberede.

Lysende god idé

Lærerprofession startede for fem år siden som en god idé – en idé om, at man ville fremme inspiration, videndeling, innovation og bygge bro mellem teori og praksis og uddannelse og skolehverdag. Det er et lys i mørket, at det er lykkedes at gøre idéen til succesfuld virkelighed.

I lyset af it-didaktik

I vores lille hjørne af verden, hvor vi som bekendt blandt andet forsker i it-didaktiske begreber, lyser og varmer det, når vi kan se, at den forskerviden er på vej til at blive ”common knowledge”, når de studerende af sig selv begynder at sætte kritisk fokus på netop disse begreber og f.eks. skriver en opgave om eleven som didaktisk designer.

Og vi ser et spændende lys i, at man nu overvejer at lade særprisen handle om et nyt lærerfagligt emne i stedet for it. De sidste to år har særprisen haft fokus på muligheder og udfordringer med digitale læremidler og it-støttet undervisning. Men det ser ud til, at it og digitale læremidler nu bare indgår helt naturligt i de ”almindelige” projekter.

Tak for alle lysene.