Underviser i sosu-land
Blog
”Vi har jo ikke en masse biler de kan rode med”
Hvordan man ”går i værkstedet” med SOSU-elever
SOSU-uddannelsen er en erhvervsuddannelse, og derfor tættere i familie med deciderede håndværksuddannelser som mekaniker, bager eller anlægsgartner, end med fx STX eller HF. Og vi HAR et fokus på håndværket, og deltager også i DM i Skills, men i hverdagen er der altså visse udfordringer.
Bagerelever kan gå i køkkenet og træne deres skills i praksis med en rigtig bolledej. Og går det galt med gæren, sker der jo ikke noget alvorligt, man starter bare en ny dej. Mekanikereleven kan gå på værkstedet og rode i en motor, og hvis han laver fejl er det kun materielle skader. Den kommende anlægsgartner kan arbejde med jorden og planterne hver eneste dag, og største risiko er det bliver grimt, men det kan laves om.
Det samme kan de kommende SSH’ere og SSA’ere bare ikke helt. For deres bolledej, biler og blomsterbede er rigtig levende mennesker. Her kan en fodfejl være fatal og/eller traumatiserende. Hvor ville det være nemt at lave praktisk ”værkstedsundervisning” hvis vi havde et tilknyttet ældrecenter i forbindelse med skolen, hvor der var ”prøvekaniner” i massevis… Nej det er nok ikke helt etisk forsvarligt…J
Men hvad kan vi så?
Ja, vi laver fx rollespil. Rigtig mange rollespil. Og når man som nyudklækket GF2-elev starter, kan det umiddelbart virke lidt søgt og kunstigt, men det er faktisk en både lavpraktisk og god måde at træne kommunikation, forflytninger, personlig hjælp og pleje osv. Eleven der spiller rollen som borgeren skal benytte sin empati for at levere en troværdig præstation. Det handler ikke om at være en god skuespiller, men at kunne leve sig ind i et andet menneskes tilstand.
Udover rollespil, bruger vi også rigtig meget cases, simulationsdukker og vores demostuer, men rollespillet er en urokkelig del af særligt grundforløbet på SOSU-uddannelserne. Og det er også sådan DM i Skills bliver gennemført, så helt tosset er det vist ikke.