Er jeg en ond lærer, når jeg tvinger min elev til at fremlægge foran klassen?

Foto: flickr.com/.:Element2048:. 

Hendes store blå øjne kiggede bedende på mig. ”Må jeg ikke nok, Maria?”, spurgte hun igen – denne gang med en let dirrende stemme. Jeg tog en dyb indånding, kiggede på et punkt på væggen bag hende og svarede det samme, som jeg havde svaret alle de andre gange, hun havde spurgt: ”Nej”.

Fremlæggelser af projektopgaven er foran både lærere og klassekammerater

Vi har projektopgave i 9. klasserne her inden jul, og eleverne knokler med at blive færdige med synopser, produkter, logbøger og PowerPoints, inden der skal fremlægges og endelig holdes en velfortjent juleferie. Også i år skal fremlæggelserne foregå foran årgangens lærere og andre elever. Det er ikke et krav, at fremlæggelsen skal foregå på denne måde foran alle, jf. bekendtgørelsen for projektopgaven. Vi lærere har dog altid ment, at det giver god mening, at man fremlægger for flere end blot sine lærere, så også klassekammeraterne kan få glæde – og ikke mindst læring – af andres fremlæggelser.  

Præstationskulturen raser ude på skolerne

Men det er bestemt ikke alle, der er glade for den måde, vi har besluttet, at fremlæggelserne skal foregå. Et stigende antal elever er så præstationsangste, at de vil gøre alt for at undgå at fremlægge foran andre end lærerne.

”Men jeg kan ikke, Maria. Jeg dør”.

Jeg lagde en hånd på hendes skulder og forsikrede hende om, at hun ikke ville dø. Jeg smilede skævt og tilføjede: ”Der er ingen rapporterede dødsfald under 9. klasses projektopgave”.

Det havde ikke den ønskede effekt, for pigen ikke så meget som trak på smilebåndet. Hun borede blot sine negle dybere ind i den ene håndflade, mens hun rystede på hovedet og igen bønfaldt mig: ”Må jeg ikke nok bare fremlægge for jer lærere?”

Jeg ved godt, hvad det handler om. Eleverne er bange for ikke at slå til. De er bare for at gøre sig til grin foran deres klassekammerater. Præstationskulturen raser ude på skolerne, og det bliver kun værre. Fremlæggelser, oplæsninger, ja – bare dét at turde række hånden op og svare på et spørgsmål i undervisningen bliver en udfordring for flere og flere.

Forælder: ”Det er tortur at tvinge hende”

Som lærer føler jeg mig magtesløs. Jeg holder fast i min overbevisning om, at man skal skubbes lidt ud over rampen en gang imellem. Det er ikke farligt at være nervøs. Det er ikke farligt at udfordre sig selv og overskride grænser. Det er en del af livet. Men det er svært, når hverken elever eller forældre er med mig. Jeg får beskeder i Aula, hvor forældre bønfalder mig om at gøre en undtagelse for netop deres barn. ”Hun græder hver aften ved tanken om at skulle fremlægge foran klassen. Det er tortur at tvinge hende. Vi kan skaffe en lægeerklæring på, at hun ikke må fremlægge foran klassen!”

Er jeg en ond lærer? Jeg synes det jo ikke selv. Men hvad dælen stiller vi op?