Blog
Er det første gang, du skal have elever til mundtlig engelsk afgangsprøve?
Er du nyuddannet lærer, eller er det bare første gang, du skal have en klasse til mundtlig engelsk afgangsprøve? Fortvivl ikke. Jeg har her samlet mine bedste råd til dig, der måske føler dig lidt på usikker grund i forhold til den kommende prøve.
”Nå, for søren, vi nåede slet ikke at gennemgå prøven i faget – dét finder du nok ud af selv”. Ordene kom ud af munden på min engelsklærer på læreruddannelsen, da hun hørte, at jeg i mit første job som nyuddannet lærer skulle have en 9. klasse i engelsk. Og selvfølgelig fandt jeg ud af det hele. Det gør man jo. Men hvor ville jeg gerne selv have stået stærkere dér for ti år siden – både for min egen og mine elevers skyld.
Derfor har jeg her samlet mine bedste råd til dig, der står overfor en afgangsprøve i engelsk for første gang:
- Det lyder banalt, men ikke desto mindre: Læs prøvevejledningen grundigt igennem (igen). To gange.
- Sørg for at gå i gang med at lave dispositioner i god tid. Jeg plejer at gå i gang med dem allerede i starten af april, så eleverne kan få underskrevet og afleveret, inden de skriftlige prøver begynder. På den måde sikrer jeg mig, at jeg når det hele, selvom engelskprøven skulle risikere at være den første i rækken.
- Vejled din elever i retning af et selvvalgt emne, der kan løftes til et niveau, hvor historie, kultur og samfundsforhold i engelsktalende lande kan indgå. Prøven i engelsk er nemlig ikke kun en prøve i kommunikative færdigheder.
- Alt for mange elever skriver en tekst, som de kan lære udenad til det selvvalgte emne. Det bliver meget skriftsprogsagtigt og ikke mindst kedeligt at lytte til. Bed dine elever om at øve at tale frit ud fra stikord. Dan fx grupper i klassen, hvor de øver sammen.
- Sørg for at dine lodtrukne spørgsmål er åbne og brede nok. Det er vigtigt, at de både kan udfordre den stærke elev og samtidig give den svage elev en chance for at svare. Lad gerne en kollega, ven eller familiemedlem læse dine spørgsmål igennem, så du har flere øjne på dem.
- Fortæl din censor fra begyndelsen, at det er din første gang som eksaminator. På den måde kan censor være opmærksom på, at du måske skal have lidt hjælp under samtaledelen.
- De første mange år lavede jeg et dokument med ekstraspørgsmål og noter til hvert af de lodtrukne spørgsmål. Jeg mindes aldrig at have brugt dem under selve prøven. Men det gav mig noget ro at vide, at jeg var forberedt, hvis jeg skulle risikere at gå i stå.
- Træk vejret. Man må gerne være nervøs. Det var jeg selv dér for 10 år siden. Men husk på, at dine elever sikkert er endnu mere nervøse end dig. Fortæl dem, at det bliver hyggeligt. Og mind så dig selv om det samme bagefter 😉
Rigtig god afgangsprøve!
Skal du have 9. klasse til næste skoleår? Og mangler du inspiration. Nedenfor kan du hente mine tekstopgivelser for i år samt en oversigt over forslag til temaer til det selvvalgte emne:
Forslag til temaer selvvalgt emne 2019.pdf
Tekstopgivelser engelsk 9.B 2019.pdf
Engelsk-proevevejledning-FP9.pdf