Ann-Berit

Ann-Berit

Blog

Den evige jagt efter trivsel - DEL 1

Hvis man kender mig - eller følger mig - så ved man, at fællesskabet og det enkelte barns trivsel i fællesskabet er utrolig vigtigt for mig. Selv efter 25 år som lærer har jeg ikke en færdig opskrift. Så det er en konstant søgen efter "den gyldne nøgle".

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sjovt nok bliver jeg klogere med årene!!!

Erfaringer er opbyggende, men nogle gange gør det ikke noget, at man møder dygtige kursusledere og undervisere, som kan skærpe og stramme op på de ting, man måske allerede ved eller har en fornemmelse af, men kan have svært ved at få samling på.

Ann-Berit

Jeg er dansklærer og PLC-medarbejder på Mølleskolen i Ry. I mit lærerliv er børnene i centrum. Min undervisningstid er ikke min egen. Det er børnene. Jeg har særligt fokus på børnefællesskaber. Det er vigtigt for mig, at børnene er trygge i deres fællesskab. Så bliver de nemlig i stand til at deltage i undervisningen og få optimalt udbytte. Jeg elsker mit arbejde og tænker på det uafbrudt - også når jeg har fri, og jeg gør det med glæde og stolthed.

Min fortælling om "Jagten på skolebørns trivsel" føles egentlig som én lang og konstant søgen, og bedst som man har fået verdens bedste idé, så er den slet ikke brugbar næste gang man møder nye børn i nye klasser. 

Det har jeg langt om længe forliget mig med. Jeg har ikke nogen opskrift. 

Jo jo - jeg er da ikke på bar bund længere. Jeg har da redskaber, jovist!!! Man kan vel et eller andet efter 25 år i verdens bedste job.

Men børn og forældre har det med at ændre karakter igennem årene. Bedst som man har afleveret en 6. klasse og dykker ned for at starte forfra, så har ting forandret sig. Forældre har forandret sig. Børn også. Måske har jeg endda også en smule:-)

Nå - men jeg er konstant nysgerrig efter, hvordan jeg på bedst mulige måde kan få alle børn til at få lyst til at gå i skole. Og dér er man jo virkelig på arbejde, for der er mange grunde til, at man kan miste lysten til at træde indenfor nede hos mig.

* Ann-Berit er sur (eller de andre voksne). * Jeg ved ikke, om der er nogen, der vil lege med mig. * "Lise" og jeg har en uløst konflikt fra i går. * De andre driller altid. * Der er meget larm i klassen.

Sådan ser det ofte ud fra et 2. klasses perspektiv. 

Hov! - er der måske nogle af jer, der tænker. Det kan jo også være derhjemme, den er gal. Og her er jeg bare nødt til at sige, at det kan sagtens være, den er gal derhjemme, men jeg kaster altid lys på mig selv og min egen butik først. 

Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for, hvad der sker hjemme. Forældresamarbejdet er blevet en til stadighed større del af min lærerpraksis - og den tid, jeg bruger på det, føles som en god investering.

Når jeg har morgentimer, er jeg altid i klassen - eller udendørs - 15 minutter før skolestart. Her kan forældre få hjælp til at få børnene til at give slip. De kan også fortælle, hvis morgenen har været lidt skæv - eller de kan bare veksle et par hyggelige ord.

Jeg er til rådighed på AULA, på SMS, på telefonen - og jeg svarer efter arbejdstid, hvis nogen har brug for det. Det skal siges, at det aldrig sker. Og jeg ved godt, hvorfor.... Det vender jeg tilbage til. Størstedelen af min kommunikation med forældre sker på AULA. Enkelte - især tosprogede familier, som ikke kan overskue AULA, SMSer til mig - og jeg til dem. Ellers kommer de forbi skolen, og så kan vi lige snakke. Vi laver AULA-kurser for tosprogede forældre, men jeg kan altså godt forstå, at det stadig kan være svært at gennemskue.

Jeg skriver fredagsbreve - på AULA kan man højst skrive 6600 ord (eller er det tegn), så det er præcis, hvad mine fredagsbreve ofte fylder. Jeg har før måttet diskutere med kollegaer, som påstår at forældre ikke gider læse det, men jeg har altså en "trofast" læserskare på 70-80% af forældregruppen - både mødre og fædre. Og der er mange positive tilbagemeldinger på, at det er dejligt at få lidt indblik i, hvad der sker i løbet af børnenes skoledag - bare ind imellem. 

Jeg skriver kun om "nice to know". Jeg opdrager og formaner også - med et gran af humor - og det bruger forældrene faktisk i høj grad. 

Forældrekommunikationen er faktisk en vigtig del af arbejdet med børnenes trivsel. Når forældrene er trygge og føler, at jeg vil dem og deres børn det bedste, så tøver de ikke med at sende børnene i skole - uanset barnets humør. De stoler på, at jeg vil hjælpe dem. 

...

Så jeg interesserer mig for, hvilket barn forældrene har skabt. Jeg interesserer mig for børnenes følelsesregister, robusthed, følsomhed og andre små og store udfordringer børnene kommer med. Jeg er nødt til at interessere mig for det, for at kunne hjælpe alle børn til trivsel i 2.c.

Men jeg kunne aldrig drømme om at bruge hjemmet som den primære forklaring på, at børn har ondt i maven, når de skal i skole. 

Fra mit perspektiv (og undskyld på forhånd, hvis jeg støder dig) så er skolevægring IKKE (kun) noget, som ligger i hjemmet. 

Det ligger ligesom i ordet: Vægring mod skole. Altså må det da være henne i vores butik udfordringerne findes. 

Så jeg får lidt grønne knopper, når nogen siger, at det er hjemmets problem, at det ikke er skolen, der er udfordringen for barnet. 

Jeg VED godt, at der kan være problemer hjemme - sådan er det også. Jeg VED godt, at der er forskel på opdragelse, på omsorg, på for meget og for lidt af alting - og nogle gange er forældrenes (måske især mødrenes) omsorg ligefrem med til at holde børnene fast i deres bekymringer. 

Hvis vi fortæller eller viser vores børn, at de nok ikke kan - hvor skulle de så finde modet fra til at prøve?

Nå - men børn kommer med forskelligt - og det er mit udgangspunkt. Har et barn ondt i maven, når det skal hen til mig, så kigger jeg på mig selv, på de andre voksne og på klassen. Det er HER, jeg kan gøre den største forskel. Og jeg kan da i hvert fald sørge for at være nysgerrig efter, hvad der mon kan være, som jeg måske ikke har fået øje på. 

Jeg siger aldrig: "Det er hjemmets problem." Aldrig!!! (tre udråbstegn!)

Jamen, Ann-Berit. Hvad gør du så, når "Line" ikke har lyst til at komme i skole, og hendes mor må tvinge hende, imens Line skælder og smælder og græder. Og når så Line kommer indenfor døren, så er hun fuldstændig rolig og viser ingen tegn på, at noget føles forkert indeni? Lines mor siger til mig, at Line ikke vil have, at jeg ved noget, for ingen må få det at vide. Men mor synes alligevel, det er vigtigt, at jeg ved det:-)

Jeg siger "tak" til mor og så siger jegs: "Sådan oplever jeg hende slet ikke hernede" - for det gør jeg ikke, men så tilføjer jeg: "Det vil jeg holde skarpt øje med. Lad os lige snakkes ved." 

Og så bliver jeg nysgerrig. For selvom Line virker stærk og sej - en pige med holdninger og egentlig mange legemuligheder både med piger og drenge, så gemmer hun på noget, som vi andre ikke må se - og så ved jeg bare, at hun er på overarbejde. Ikke noget at sige til, at hun så klapper helt sammen hjemme, når hun bruger alle sine kræfter i skolen på at vise os den stærkeste version af sig selv.

Når jeg gerne vil forandre, så handler jeg. Måske nogle gange lidt kvikt, men egentlig opstod der noget rigtig godt i kølvandet på beskeden om Lines udfordringer med "ondt i maven, når jeg skal i skole."

Dem vil jeg meget gerne fortælle meget mere om i næste indlæg. 

Kan man det, Ann-Berit? Kan man bare lave en lang optakt og så lade det hele stå som en cliffhanger?

Tja..... Nu skal jeg i hvert fald på arbejde. Så mon ikke det går?

Vi prøver.

Powered by Labrador CMS